Samarbejdet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forhold til dagpasnings- og fritidstilbud (Bilag) (Fællesindstilling FAF og UUF)
Samarbejdet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forhold til dagpasnings- og fritidstilbud (Bilag) (Fællesindstilling FAF og UUF)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 30. april 2003
Sager til beslutning
16. Samarbejdet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forhold til dagpasnings- og fritidstilbud (Bilag) (Fællesindstilling FAF og UUF)
FAU 227/2003 J.nr. 227/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget,
at redegørelsen vedrørende samarbejdet mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen tages til efterretning.
RESUME
Som en følge af hensigtserklæring i tilknytning til budgetvedtagelsen for 2002 har Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvalt-ningen udarbejdet en redegørelse for arbejdet med at sikre en helhedsorientering i forhold til de forskellige dagpasnings- og fritidstilbud samt i forhold til overlappende funktioner (integrerede institutioner).
Konklusionen i redegørelsen er, at snitfladerne mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er meget varierende både af indhold og i grad af formalisering. De væsentligste formaliserede samarbejdsområder er:
Mor/barn-ordninger, som danner rammen for en fælles integrationsindsats i de to forvaltninger.
Driftsmæssige forhold, integrerede institutioner
: Der er indgået en samarbejdsaftale mellem de to forvaltninger, der primært omfatter samarbejdet om de integrerede institutioner, men også andre driftsmæssige forhold. Det vurderes, at den formelle aftale generelt fastsætter hensigtsmæssige rammer for det driftsmæssige samarbejde mellem de to forvaltninger, men at det på enkelte områder er relevant at overveje ændringer. Det bør f.eks. overvejes at etablere en øget samordning af de to forvaltningers pladsanvisning.Lokale indskrivningsteam
: Fordelingen af børn i fritidshjem og skoleklasser varetages af de lokale indskrivningsteams, der består af repræsentanter fra både Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Ordningen evalueres i 2004.Samtænkning af skole og fritidshjem: Samtænkningen forpligter fritidshjem i begge forvaltninger til at samarbejde med den tilknyttede skole om fælles koordinering af pædagogiske mål for børnenes udvikling og fælles aktiviteter og anvendelse af faciliteter. Begge forvaltninger deltager i følgegruppen og projektledelsen for samtænkningsprojektet.
Implementering af ny klubstruktur: Klubbernes opgaver og rolle i forhold til de unge er beskrevet i en rapport. Implementeringen af rapporten er en fælles opgave for de to forvaltninger.
De væsentligste samarbejdsrelationer mellem de to forvaltninger på dagtilbud og skoleområdet tager afsæt i de fem omtalte områder. Der opstår løbende nye opgaver og emner, som kræver koordinering mellem forvaltningerne.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at der med fordel kan etableres et mere formaliseret samarbejde mellem de to forvaltninger om overgangen fra børnehave til skole. Et sådant samarbejde vil muliggøre fælles initiativer, der kan lette børnenes overgang fra børnehave til skole. Initiativerne bør afveje, at børnene på den ene side skal forberedes til skolestarten, og på den anden side, at skolen udvikler en rummelighed for alle børn.
Redegørelsen behandles som en fællesindstilling i Uddannelses- og Ungdomsudvalget og i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
I forbindelse med budgetvedtagelsen for 2002 besluttede Borgerrepræsentationen en række hensigtserklæringer. En af disse hensigtserklæringer er, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal sikre en helhedsorientering i forhold til de forskellige dagpasnings- og fritidstilbud samt i forhold til overlappende funktioner (integrerede institutioner).
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har derfor nedsat en fælles arbejdsgruppe, der har udarbejdet denne beskrivelse af hvorledes samarbejdet imellem de to forvaltninger kan sikre en sådan helhedsorientering.
Arbejdsgruppen har på baggrund af ovenstående beskrevet, hvorledes Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i fællesskab kan sikre helhed og sammenhæng i forhold til emneområder af fælles interesse, herunder problemstillinger vedrørende dagpasnings- og fritidstilbud, der kræver fælles løsning.
Det er arbejdsgruppens vurdering, at der med fordel kan etableres et mere formaliseret samarbejde mellem de to forvaltninger om overgangen fra børnehave til skole, herunder et lokalt funderet samarbejde om at fremme valget af den lokale folkeskole. Et sådant samarbejde vil muliggøre fælles initiativer, der kan lette børnenes overgang fra børnehave til skole. Initiativerne bør afveje, at børnene på den ene side skal forberedes til skolestarten, og på den anden side, at skolen udvikler en rummelighed for alle børn. Indstilling herom vil blive forelagt for udvalgene som en særskilt sag.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har desuden et tæt samarbejde om børn med behov for særlig støtte i form af tværfaglige grupper efter servicelovens § 37 a samt samarbejdet i SSP-regi (Skole, Socialforvaltning, Politi).
Arbejdsgruppen har beskrevet samarbejdet i forhold til:
- Mor/barn-ordninger
- Driftsmæssige forhold, herunder forhold vedrørende pladsgaranti, pladsstyring samt køb og salg af pladser
- Lokale indskrivningsteam
- Samtænkning af skole og fritidshjem
- Implementering af ny klubstruktur, herunder det fortsatte samarbejde i relation til den fælles klubrapport ("Rapport om fastlæggelse af indholdet i klubarbejdet med socialt udsatte unge herunder socialt udsatte ung e fra etniske minoriteter") og dens anbefalinger
Arbejdsgruppen har sat fokus på, hvorledes det allerede eksisterende samarbejde mellem de to forvaltninger kan styrkes, udbygges og eventuelt forbedres.
Arbejdsgruppen har ikke behandlet samarbejdsrelationer, hvor samarbejdet omfatter flere forvaltninger end Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
De fremtidige perspektiver for samarbejdet er følgende:
Mor/barn-ordninger
På baggrund af en evaluering af mor/barn-ordningerne har de to udvalg den 28. november 2001 tiltrådt en række nye tiltag, der skal styrke integrationen af børnene:
Kvinder med børn under tre år har fået mulighed for at deltage i ordningen, selvom der ikke er ældre søskende i sprogstimulering, og kvinder med dansk statsborgerskab kan deltage.
Der arbejdes videre med etablering af en "mødreoplysning". Kvinderne inddrages i selve sprogstimuleringen ved, at de på skift følger børnene i sprogstimuleringsgruppen. Kvinderne får tilbud om pasning af deres børn i alderen fra 6 måneder til 2 år.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen deler udgiften til koordinering, information og evaluering. Koordineringsopgaven er forankret i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.
Driftsmæssige forhold (pladsgaranti, pladsstyring samt køb og salg af pladser)
I en eksisterende aftale er under punktet om arbejdsgrupper på tværs af forvaltningerne allerede taget højde for behovet for samarbejde, og det vurderes derfor, at aftalen generelt afsætter hensigtsmæssige rammer for samarbejde mellem de to forvaltninger i forhold til emner af driftsmæssig karakter.
Det vurderes dog, at det på enkelte områder vil være hensigtsmæssigt med en ændret organisering af de to forvaltningers opgaver. Det gælder især anvisningen af pladser, der i dag er delt mellem de to forvaltninger således, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen varetager anvisningen af pladser til fritidshjemsbørn, mens Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen varetager anvisning af pladser til vuggestuer og børnehaver. Denne opdeling medfører en risiko for, at pladsanvisningen ikke altid fungerer effektivt, da anvisningen af fritidshjemsbørnene sker inden for et kort tidsrum. Det bør derfor overvejes at etablere en øget samordning af de to forvaltningers pladsanvisning.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens pladsanvisning er samlet i en enhed fra 1. januar 2003. Det vurderes, at etableringen af enheden skaber muligheder for et udbygget samarbejde om pladsanvisning i de to forvaltninger.
Desuden vurderes det, at de to forvaltninger med fordel kan etablere et mere forpligtende samarbejde om pladsstyringen, herunder udbygning af pladser og øvrige pladsændringer. Det vil sikre en mere fleksibel pladsudnyttelse på tværs af de to forvaltningers institutioner.
Lokale indskrivningsteam
Efter indskrivning til skoleåret 2003/2004 har de lokale indskrivningsteam (dvs. skolelederen og lederne af de tilknyttede fritidshjem/KKFO'ere) samarbejdet om indskrivningen i to skoleår. Det vurderes derfor, at der vil være et tilstrækkeligt grundlag for at foretage en evaluering af ordningen. En evaluering, som retter sig såvel mod forældre, skoler og fritidshjem/KKFO og som inddrager begge forvaltninger.
Samtænkning af skole og fritidshjem
Der vil også fremover være et tæt samarbejde mellem de to forvaltninger om samtænkningsprojektet. Som en følge heraf vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen fortsat have sæde i den projektorganisering, der knytter sig til samtænkningen (dvs. i følgegruppen og i projektledelsen). Dermed vil de to forvaltninger i fællesskab have ansvaret for, at der i processen træffes de nødvendige beslutninger, bl.a. i forhold til økonomi, evaluering, dialog, information og organisering.
Implementering af ny klubstruktur
I forbindelse med det opgavesæt der skitseres i "Rapport om fastlæggelse af indholdet i klubarbejdet med socialt udsatte unge herunder socialt udsatte unge fra etniske minoriteter" (vedtaget af begge udvalg i maj 2002) er der udarbejdet en handleplan, der bl.a. indebærer:
- at klubberne udarbejder en status inden 31. december 2003, som redegør for målopfyldelsen i relation til et defineret opgavesæt
- at forvaltningerne udarbejder en politisk redegørelse på baggrund af klubbernes evaluering af arbejdet med opgavesættet
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samarbejder om implementeringen af rapportens anbefalinger, da rapportens indhold omfatter samtlige klubber, der administreres af de to forvaltninger.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Ingen bemærkninger
HØRING
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
- Redegørelse for samarbejdet mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen
Grethe Munk Peter Rasmussen