Drøftelse af den boligsociale problematik, herunder de boligsociale kriterier, samt problematikken vedrørende c/o-adresser (Bilag)

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 29. maj 2002

14. Drøftelse af den boligsociale problematik, herunder de boligsociale kriterier, samt problematikken vedrørende c/o-adresser (Bilag)

FAU 253/2002 J.nr. 253/2002

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens oplæg om den boligsociale problematik, herunder de boligsociale kriterier, samt problematikken vedrørende c/o-adresser.

På møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 9. april 2002 har udvalget ønsket at få en generel drøftelse af den boligsociale problematik, herunder af de boligsociale kriterier, samt problematikken vedrørende c/o-adresser.

Forvaltningen har i den anledning udfærdiget et oplæg, der indeholder en beskrivelse af

• Boliganvisningen, historie og anvisningsmodel pr. 1. januar 1998, jfr. punkt 1.
• Kapacitet og ventelister på anvisningsområdet, jfr. punkt 2.
• Påvirkning af efterspørgslen på anvisningsområdet, jfr. punkt 3.
• De boligsociale kriterier, jfr. punkt 4.
• C/o-adresser som genvej til bolig via den sociale boliganvisning, jfr. punkt 5.
• By-og Boligministeriets rapport fra 1999 om "Boligsocial samordning og bymæssig integration i Hovedstadsområdet", jfr. punkt 6.

Endelig har forvaltningen i punkt 7 peget på en række mulige tiltag, som kan indgå i udvalgets drøftelse:

• Samarbejde med kommunerne i hovedstadsområdet om en fælles social boliganvisning (HUR).

• Dialog med den private udlejningssektor om indgåelse af frivillige aftaler om kommunal anvisningsret.

• Lovgivningsmæssig ændring af anvendelsesområdet for servicelovens §66.

• Ændring af praksis i forbindelse med folkeregistertilmelding på c/o-adresser, hos venner og familie m.v.

• Justering af de boligsociale kriterier.

Københavns Kommune er præget af en generel boligmangel, hvilket forvaltningen bl.a. kan måle på det pres, der er på den sociale boliganvisning, samt på de stigende udgifter til midlertidig placering af husvilde på hoteller m.v.

Københavns Kommunes status som en stort set udbygget gammel hovedstad må nødvendigvis indebære nogle boligmæssige vanskeligheder. Denne situation forstærkes yderligere af, at mange undervisningsinstitutioner er beliggende i Københavns Kommune, hvilket er med til at øge efterspørgslen efter bolig.

Omkring 20% af alle boliger i Københavns Kommune er almene boliger. Ud af kommunens i alt ca. 280.000 boliger er:

• ca. 54.000 ejerboliger
• ca. 79.300 privat udlejning
• ca. 55.500 almene boliger
• ca. 87.000 private andelsboliger
• ca. 3.600 stat eller kommune.

Ud af de ca. 55.500 almene boliger i kommunen udgør almene familieboliger ca. 49.500 boliger. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har anvisningsret til 33%, dvs. til hver 3. ledige almene familiebolig.

Visitation til almene ældreboliger i kommunen, som udgør godt 4.400 boliger, foretages af Sundhedsforvaltningen.

Almene ungdomsboliger i kommunen udgør ca. 1.500. "Centralindstillingsudvalget" (CIU) fordeler de fleste kollegie- og ungdomsboliger i hovedstadsområdet. CIU, som er en selvejende institution stiftet og ledet af repræsentanter fra de uddannelsessøgendes landsorganisationer, bl.a. Boligselskabernes Landsforenings 1. kreds, er et fælles indstillingsudvalg for kollegier og ungdomsboliger i Københavnsområdet. "Ungdomsinformationen", som hører under Kultur- og Fritidsforvaltningen, formidler information og boliger til unge på op til 30 år. Ungdomsinformationen indstiller ikke til kollegier/ungdomsboliger, men henviser til private udlejere.

Før 1995 havde kommunen anvisningsret, dels til egne boliger, ca. 20.000, og dels anvisningsret til ca. 16.000 almene boliger i de almene boligorganisationer efter tinglyste deklarationer.

Boliganvisningen skete med udgangspunkt i et ansøgerkartotek over boligsøgende, som også indeholdt personer med bopæl udenfor kommunen. Udlejning/anvisning til samtlige ca. 36.000 boliger skete efter venteliste, men dog således at der var mulighed for at anvise boliger efter en vurdering og prioritering af den enkelte ansøgers boligsociale behov forud for ventelisten.

Den årlige udlejning udgjorde ca. 3.600, med en fraflytningsfrekvens på ca. 10%.

I forbindelse med forhandlingsaftalen med regeringen i 1994 om genopretning af Københavns Kommunes økonomi indgik som et led i aftalen, at kommunen skulle sælge sine beboelsesejendomme. Salget startede i begyndelsen af 1995 og ved udgangen af 1999 var samtlige ejendomme solgt. Ca. 90% af boligerne er købt af beboerne på andelsvilkår.

Københavns Borgerrepræsentation besluttede med virkning fra den 1. januar 1998, at den fremtidige boliganvisning i Københavns Kommune skulle organiseres efter reglerne i lov om almene boliger, samt at anvisning skulle ske efter boligsociale kriterier. Endvidere vedtog Borgerrepræsentationen, at der i forbindelse med den fremtidige boligsociale anvisning skulle gives borgere, som ikke ønskede at modtage 1. boligtilbud et 2. boligtilbud.

I forbindelse med indførelse af den nye anvisningsmodel blev ansøgerkartoteket over boligsøgende i det daværende boliganvisningskontor (tidligere Magistratens 6. afdeling) nedlagt, og den almindelige udlejningsvirksomhed ophørte.

Da den kommunale boliganvisning fra 1. januar 1998 kun ville omfatte anvisning efter boligsociale kriterier til almene familieboliger, forudsatte man en reduktion i forhold til den tidligere udlejning/boliganvisning.

Med udgangspunkt i det årlige antal udlejninger på ca. 3.600 - som dels var almindelig udlejning til boligsøgende efter venteliste og dels udlejning til ansøgere med boligsociale behov – blev det vurderet, at ca. 1.900 udlejninger var foretaget efter den almindelige venteliste og ca. 1.700 anvisninger tildelt efter boligsociale behov.

Det foreløbigt anslåede behov, ca. 1.700 boliger på årsbasis til dækning af akutte boligsociale behov, fremkom på baggrund af oplysninger fra det daværende boliganvisningskontor om anvisning af boliger i 1996 til ansøgere med boligsociale problemer. De ca. 1.700 boliger var fordelt på følgende ansøgerkategorier:

Udover boligsociale anvisninger, jfr. ovenfor, foretog Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (tidligere Magistratens 3. Afdeling), anvisning til ca. 300 kapitaltilskudslejligheder (de såkaldte 10%-boliger) om året. Disse lejligheder blev anvist til modtagere af social pension (førtids- eller folkepension) med folkeregistertilmelding i Københavns Kommune.

Det blev vurderet, at en anvisningsret på 25% af ledige almene familieboliger efter lov om almene boliger m.v., suppleret med en frivillig aftale om yderligere 8% anvisningsret, ville dække behovet på de ca. 1.700 boliger. Vurderingen skete bl.a. på baggrund af en oplyst fraflytningsfrekvens på ca. 10%, hvilket svarede til, at man kunne forvente, at antallet af ledige almene familieboliger på årsbasis ville udgøre i alt ca. 5.100.

Den sociale boliganvisning blev etableret med en lokal visitation og en central anvisning.

Som anført under punkt 1.2 var den forventede fraflytningsfrekvens ved indførelse af den nye anvisningsmodel 10%. Det har imidlertid vist sig, at der fra januar 1998 og indtil nu har været en faldende flyttefrekvens, som direkte har haft indflydelse på det antal boliger, Københavns Kommune har fået stillet til rådighed til løsning af påtrængende boligsociale problemer.

Som det fremgår af nedenstående oversigt får forvaltningen stillet langt færre almene familieboliger til rådighed for social boliganvisning end det skønnede behov i forbindelse med etablering af ordningen, jfr. ovenfor.

Der stilles således kun ca. 1.200 boliger på årsbasis til rådighed for social boliganvisning.

Sammenholdes det foreløbigt anslåede behov på ca. 1.700 boliger, hvortil kommer anvisning til ca. 300 kapitaltilskudslejligheder (10%-boligerne), med udviklingen i det antal boliger, der er stillet til rådighed fra etableringen af den nye anvisningsmodel, kan der konstateres en større ubalance mellem det opgjorte behov og det faktiske antal boliger, stillet til rådighed for social boliganvisning.

Antallet af ledige boliger er generelt faldet i den almene sektor, hvilket bl.a. kan skyldes følgende årsager:

• Flyttefrekvensen har været lavere end oprindelig antaget, bl.a. på grund af regeringens byudvalgsindsats, herunder omprioriteringer og huslejenedsættelser.
• De boligsociale initiativer har påvirket flyttehyppigheden.
• Det er blevet mere attraktivt at blive boende og sværere (dyrere) at flytte.

• Stigende efterspørgsel på almene boliger på grund af stærkt stigende ejerboligpriser.
• Nybyggeriet i almene boliger er faldet.
• Familiemønstre har ændret sig.

• Muligheden for sammenlægning af 2 eller flere boliger ved ledighed.

I 2001 udgjorde antallet af boliger stillet til rådighed for social boliganvisning i alt 1.171, antallet af indstillinger fra de lokale centre til den sociale boliganvisning i alt 2.051, og antallet af enlige / familier, som ventede på at få tilbud om bolig pr. 31. december 2001, i alt 763, jfr. vedlagte bilag 1 med taloplysninger.

Af de færdigbehandlede indstillinger i årets løb sagde 53% ja til 1. tilbud, 10% sagde ja til 2. tilbud, 1% sagde nej til 1. og 2. tilbud, 19% opfyldte ikke de boligsociale kriterier, 10% blev stillet i bero og 7% løste selv boligproblemet, jfr. vedlagte bilag med taloplysninger.

I det antal boliger, der er anvist i 2001, indgår følgende:

• 306 boliger anvist til beboere på §94-boformer (herberger, beskyttede pensionater, krisecentre o.lign.).

• 57 boliger anvist til enlige/familier, midlertidigt placeret på hoteller.

• 11 boliger anvist i forbindelse med permanent boligplacering af kvoteflygtninge, som i overensstemmelse med integrationsloven er modtaget i kommunen.

• Formidling af 24 handicapegnede boliger.

Det er ikke umiddelbart muligt at udspecificere, hvordan fordelingen er mellem de øvrige målgrupper, der har fået anvist bolig via den sociale boliganvisning.

Forvaltningen har pr. 31. marts 2002 i alt 737 enlige og familier, som opfylder de boligsociale kriterier, men som venter på tilbud om bolig, heraf har 194 enlige/familier ophold på en §94-boform. Ud af de 737, som venter på bolig, indgår 6 enlige og 30 familier, som er indstillet til en handicapegnet, handicapvenlig eller handicapindrettet bolig. Fordelingen af enlige, par og familier med børn på "venteliste" fremgår af vedlagte bilag 1 med taloplysninger.

Den gennemsnitlige ventetid på bolig er ca. 9 måneder for enlig og par og ca. 6 måneder for familier.

De mange udviklingstiltag for særlige grupper må forventes at skabe en vis afdæmpning i forhold til den sociale boliganvisning. En del af disse beboere må dog fortsat formodes i fremtiden at blive egnede til en "almindelig" bolig. Da det samtidig skal sikres, at der ikke sker "tilsanding" i boformerne, vil den sociale boliganvisning fortsat skulle kunne klare en ikke ubetydelig del af beboerne fra disse boformer.

Kommunens omstillingsplan på hjemløseområdet omfatter en proces, hvor der i perioden 1999-2003 nedlægges 288 døgnpladser (§94) og etableres 165 nye, målrettede botilbud.

Forvaltningen råder nu over 17 institutioner med i alt ca. 700 døgnpladser. Målsætningen på området er en opholdstid på ca. 3 måneder.

Presset på den sociale boliganvisning er en medvirkende årsag til at forlænge opholdet på §94-boformer for den gruppe af indskrevne, som er indstillet til bolig. Målsætningen om opholdstiden på ca. 3 måneder kan derfor ikke efterleves for en stor gruppe af brugere.

Behovet for særboliger til hjemløse, inkl. "skæve boliger" indgår i Boligprojektgruppens opgørelse over forvaltningens samlede behov for særboliger, jfr. afsnittet "Projektgruppen vedr. boligområdet".

I den helhedsorienterede indsats der er iværksat på området indgår bl.a. opnåelse af passende og stabile boligforhold.

Den overvejende del af de indstillinger, den sociale boliganvisning modtager fra forvaltningens 4 rådgivningscentre for stofafhængige, får anvist en bolig.

Aktuelt venter 90 fra målgruppen på at få anvist en bolig via den sociale boliganvisning.

Behov for særboliger til stofafhængige (plejekollektiv, bofællesskab, plejeboliger) indgår i Boligprojektgruppens opgørelse over forvaltningens samlede behov for særboliger, jfr. afsnittet "Projektgruppen vedr. boligområdet".

Københavns Kommune råder over ca. 1.000 boliger, særligt indrettet til psykisk syge, dels til længerevarende, dels til midlertidige ophold.

Boliger til længerevarende ophold (6 bocentre) rummer i alt 725 boliger. 5 bocentre med ca. 70% af det samlede antal boliger er beliggende udenfor Københavns Kommune.

Boliger til midlertidige ophold omfatter en række bofællesskaber og solistboliger (ca. 300), beliggende rundt om i København.

Visitationen til de særlige botilbud foregår i et visitationsteam i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Til trods for en betydelig udbygning af antallet af boliger til psykisk syge i perioden 2000 – 2002 er der stadig en betydelig venteliste. Medio april 2002 havde visitationen en venteliste på 85 til et bocenter/bosted, mens 84 ventede på at flytte i bofællesskab/solistbolig mv. Afgangen, især fra bocentrene, er faldende som følge af færre dødsfald i takt med, at beboerne generelt bliver yngre.

Behovet for særboliger til voksne psykisk syge indgår i Boligprojektgruppens opgørelse over forvaltningens samlede behov for særboliger, jfr. afsnittet "Projektgruppen vedr. boligområdet".

Der er ca. 750, som venter på en ældrebolig og ventetiden er omkring 3-5 måneder (kilde: Sundhedsforvaltningen)

Borgerrepræsentationen har den 27. januar 2000 tiltrådt en indstilling fra Sundhedsforvaltningen om, at ældreboliger, der har været ledige over 3 måneder i bebyggelserne Ringergården, Nørrebro Vænge, Engholmen Nord, Engholmen Syd og Tranehavegård efter aftale med den pågældende boligorganisation skulle

• udlejes gennem den sociale boliganvisning i Københavns Kommune
• udlejes til studerende
• udlejes af boligorganisationerne til over 67-årige på deres venteliste og

at det skulle analyseres nærmere, om der var behov for ombygning eller permanent omdannelse af nogle af boligerne til almene familieboliger eller almene ungdomsboliger.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke i den forløbne tid fået stillet ældreboliger til rådighed til udlejning gennem den sociale boliganvisning.

Fra 1. januar 2000 til 1. januar 2001 er antallet af ældreboliger, der har været ledige i mere end 3 måneder, steget. I januar 2002 var der således 39 ledige boliger spredt i 11 ældreboligkomplekser.

I indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget har Sundhedsforvaltningen anbefalet

• at Borgerrepræsentationens beslutning den 27. januar 2000 udvides til at omfatte alle ældreboligkomplekser i Københavns Kommune
• at der gives tilladelse til at planlægge et eller flere forsøg med seniorbofællesskaber i ledige ældreboliger, inden for en ramme på i alt 30 boliger.

På møde i Sundheds- og Omsorgsudvalget den 25. april 2002 blev indstillingens første "at" godkendt, og Sundhedsforvaltningen blev bemyndiget til at tilrette indstillingen til den videre behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Forvaltningens "andel" i unge omfatter socialt udsatte unge med voksentilsyn. Forvaltningen har i år 2001 haft 115 unge anbragt på hybler svarende til 65 helårspladser. 27 unge har i 2001 været anbragt midlertidigt på hotel eller pensionat.

Behovet er vurderet til 129 helårspladser, dvs. 64 pladser mere end realiseret i 2001. Behovet indgår i Boligprojektgruppens opgørelse over forvaltningens samlede behov for særboliger, jfr. afsnittet "Projektgruppen vedr. boligområdet".

"Orientering om de lokale hybeltilbud for unge for år 2001" er behandlet på møde den 24. april 2002 i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Udover boligknapheden er en væsentlig udfordring på boligområdet manglen på botilbud til særligt udsatte grupper.

I forbindelse med aftalen om frikøb af tilbagekøbsrettigheder og løsning af boligsociale opgaver ("hjemfaldsaftalen") blev der i oktober 2001 indgået en aftale mellem Københavns Kommune og 1. kreds i Boligselskabernes Landsforening. Aftalen går ud på i løbet af de førstkommende år at opføre/omdanne 600-1200 boliger, der skal fungere som bofællesskaber for særligt udsatte grupper, samt styrke det generelle boligsociale samarbejde. Kommunen får 100% anvisningsret til disse boliger. Kommunen har afsat 40 mill. kr. i perioden 2001-2004 til denne indsats.

Projektgruppen har opgjort forvaltninges øjeblikkelige behov for særboliger (medio april 2002) til mellem 450 – 500. Initiativer udenfor Projektgruppens regi, f.eks. udslusningsboliger, hvor beboerne ikke har selvstændig lejekontrakter, er ikke medtaget i opgørelsen af behovet.

Den 19. marts 1998 vedtog Borgerrepræsentationen kriterierne for den sociale boliganvisning og besluttede samtidig, at ansøgerkartoteket skulle nedlægges (nedlagt med udgangen af juni 1998). Endelig vedtog Borgerrepræsentationen den 23. april 1998, at der højest kan gives 2 boligtilbud.

I overgangs- og omstillingsperioden i efteråret 1998, hvor forvaltningen overgik fra almindelig udlejning til den nye anvisningsmodel, og indtil en redegørelse blev fremlagt for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i august 1999, modtog den centrale boliganvisning fra lokalforvaltningen et stort antal indstillinger om bolig, et antal som ikke blev modsvaret af det antal boliger, der blev stillet til rådighed fra de almene boligorganisationer.

På baggrund heraf blev der i februar 1999 foretaget en administrativ stramning af de boligsociale kriterier.

Den almindelige boligmangel har været medvirkende årsag til en præsicering af de boligsociale kriterier i et forsøg på at sikre at de enlige og familier, der har størst behov, tilgodeses. En del "stærkere" enlige og familier i lavindkomstgrupperne er i denne forbindelse "kommet i klemme", idet det har vist sig stadig vanskeligere for denne gruppe selv at skaffe sig en bolig på grund af de stærkt stigende ejerboligpriser og de lange ventetider i almene boligorganisationer.

De boligsociale kriterier, samt de administrative stramninger i februar 1999 er vedlagt som bilag 2.

Med udgangspunkt i "Status for social boliganvisning", taget til efterretning af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 13. december 2000, blev der i foråret 2001 nedsat et Prioriteringsudvalg vedrørende social boliganvisning. Udvalgets formål var, udover at samle relevant datamateriale og skabe overblik over kategorier af indstillinger, bl.a.:

• at foretage en prioritering af indstillinger om bolig efter de boligsociale kriterier således at løsningen af de mest akutte påtrængende boligsociale behov blev tilgodeset
• at reducere antallet af indstillinger, som ikke opfyldte de boligsociale kriterier.

Prioriteringsudvalget, som aflagde rapport den 2. november 2001, kunne konstatere, at

• prioriteringen af indstillinger svarede til den hidtidige praksis på området, samt at
• antallet af indstillinger vanskeligt kunne reduceres, medmindre der lovgivningsmæssigt blev skabt muligheder for en yderligere stramning i forbindelse med forudsigelig boligløshed.

Prioriteringsudvalget foreslog endvidere forskellige tiltag, bl.a. en stramning af huslyforpligtelsen i servicelovens §66 og evt. etablering af alternative nødboliger/husvildeboliger i stedet for dyre hotelplaceringer.

For at forhindre at c/o-adresser bliver en genvej til en bolig via den sociale boliganvisning har forvaltningen foretaget en opstramning for så vidt angår anvisning af en almen bolig til forudsigelige boligløse, f.eks. tidsbegrænsede lejemål (fremleje) og borgere, der er tilmeldt hos familie, venner og bekendte, f.eks. c/o-adresser.

Der foretages dog altid en konkret vurdering af de personlige, sociale, sundhedsmæssige og økonomiske forhold. Der er derfor fortsat i særlige tilfælde sager, hvor der uanset den valgte midlertidige boligform vil blive anvist en almen bolig.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er den 13. juni 2001 orienteret om opstramningen i "Orientering om boligsituationen i København, samt andre kommuners boligsociale anvisningskriterier".

En optælling i perioden 1. april 2001 til 31. juli 2001 har vist, at 121 ud af 795 indstillinger om anvisning af en almen bolig, dvs. ca. 15% af indstillingerne, er husstande der er flyttet fra fremmed kommune og har tilmeldt sig hos familie, venner, f.eks. en c/o-adresse.

Der har i perioden 1. januar til 30. september 2001 været i alt 96 henvendelser til Den Sociale Døgnvagt fra familier med børn, hvor der har været tale om boligløshed. Heraf var ca. 31% tilflyttet fra andre kommuner og ca. 9% var hjemmehørende i andre kommuner.

Undersøgelser på en bestemt tælledag i januar 1999, 2000 og 2001 viser, at ca. 10% af brugerne på §94-boformerne senest ½ år før indskrivningen var tilmeldt folkeregistret i en anden kommune (Kilde: Forløbsanalyse på hjemløseområdet for indskrevne på §94-institutioner i Københavns Kommune, Midtvejsstatus, Aston Lisberg, januar 2002).

Det fremgår af "Rapport fra arbejdsgruppe vedrørende husvilde, februar 2002", at boligløsheden for en dels vedkommende har været forudsigelig, f.eks. på grund af ophør af fremlejemål, indflytning på c/o-adresser, indflytning hos familie og venner, familiesammenføring eller egen opsigelse af lejemål. En ikke uvæsentlig del - ca. 29% ud af de 167 enlige og familier, som i perioden 1. januar til 30. september 2001 har været midlertidigt placeret på hoteller m.v. - er flyttet til Københavns Kommune fra andre kommuner.

Der findes ingen opgørelse over, hvor mange københavnere, der via tilmelding på c/o-adresser i fremmede kommuner skaffer sig en bolig gennem disse kommuners sociale boliganvisninger. Det skønnes dog ikke videre sandsynligt, at antallet er særlig stort, idet bl.a. "storby-effekten" og kendskabet til andre kommuners mere restriktive praksis omkring social boliganvisning trækker i den modsatte retning.

Såfremt der skal strammes op på mulighederne for, at borgere – via kommunens huslyforpligtelse i henhold til servicelovens §66 – kan "skyde genvej" til en almen bolig udenom de almindelige ventelister i den almene boligsektor, kan dette konkret søges opnået ved en lovgivningsmæssig ændring i anvendelsesområdet for servicelovens §66.

Iflg. husvilderapporten fremgår en model, for så vidt angår forudsigelig boligløshed, hvor det i servicelovens §66 indføjes,

• at huslyforpligtelsen som udgangspunkt forbliver i den hidtidige kommune i op til (f.eks.) et år, men at
• den nye opholdskommune altid foretager en konkret vurdring omkring baggrunden for flytningen, en vurdering der kan medføre, at huslyforpligtelsen overgår til den nye opholdskommune straks ved tilflytningen, dog således at
• den hidtidige opholdskommune i op til (f.eks.) et år fortsat er forpligtet til at betale den ny opholdskommune rimelige opholdsudgifter til husly.

Hvis der skal opnås en antalsmæssig reduktion i den del af de forudsigelige boligløse, der bevidst bruger huslyforpligtelsen i servicelovens §66, jfr. ovenfor, kan dette kun ske med folkeregistrets medvirken.

Forvaltningen har i indstilling til Familie-og Arbejdsmarkedsudvalget på møde den 24. april 2002 i "Orientering om initiativer for enlige voksne og familier, der bliver husvilde, og initiativer for unge, der anbringes udenfor hjemmet på hoteller og pensionater" oplyst, at forvaltningen arbejder videre med følgende initiativer på området:

• Bestræbelser på via Socialministeriet at få gennemført en lovgivningsmæssig ændring af anvendelsesområdet for servicelovens §66, således at kommunerne får mulighed for at imødegå brugen af forudsigelig boligløshed som genvej til en almen bolig.

• Forhandlinger med Skatte- og registerforvaltningen, Københavns Folkeregister, om ændringer i folkeregistrets procedurer, således at der foretages forundersøgelse af flytteanmeldelser i flere sager end det er praksis i dag.

I By- og Boligministeriets rapport fra 1999 "Boligsocial samordning og bymæssig integration i Hovedstadsregionen" anbefaler et nedsat udvalg bl.a., at der kan etableres "et frivilligt samarbejde mellem to eller flere kommuner vedrørende konkrete anvisningstilbud – for eksempel i relation til akut boligsøgende, der har fået c/o-adresse i ny kommune. I dette tilfælde kan de to berørte kommuner aftale, at den boligsøgende skal have det første anvisningstilbud i den fraflyttede kommune, såfremt den boligsøgende ønsker dette."

I forhold til kommunal boligpolitik har den almene boligsektor en særlig betydning, idet kommunernes muligheder for at løse påtrængende boligsociale opgaver i vid udstrækning sker ved hjælp af denne sektor.

Iflg. rapporten fra By-og Boligministeriet har et embedsmandsudvalg bl.a. behandlet et forslag om at udvide den sociale boliganvisning til at omfatte hele hovedstadsområdet. Hovedstadsregionen omfatter 50 kommuner i Frederiksborg, Roskilde og Københavns amter, samt Københavns og Frederiksberg Kommuner.

Københavns Kommune har været repræsenteret i det embedsmandsudvalg, der har udarbejdet rapporten og har peget på den model om fælles anvisning, som er nævnt under "7. Forvaltningens mulige tiltag på området".

Forslaget i By- og Boligministeriets rapport bygger bl.a. på den kendsgerning, at der er tale om en ulige fordeling af socialt vanskeligt stillede personer i bestemte områder af regionen i forhold til andelen af almene boliger.

Det fremgår af rapporten, at der er en stor spredning i Hovedstadsområdet med hensyn til de enkelte kommuners andel af almene boliger. Brøndby Kommune har f.eks. den højeste andel af almene boliger (68%), Albertslund, Ballerup, Herlev og Ishøj Kommuner har en almen boligandel, som er over 50%, hvorimod Rødovre, Glostrup, Hvidovre og Gladsaxe Kommuner har en almen boligandel, der – med nogen spredning – ligger omkring 40%.

Især København, Brøndby, Ishøj, Frederiksværk, Helsingør, Albertslund, Høje Taastrup, Rødovre og Karlebo kommuner har en overpræsentation af socialt udsatte grupper, hvorimod de øvrige kommuner kan siges at være enten neutrale eller relativt mindre socialt udsatte grupper, hvorimod de øvrige kommuner kan siges at være enten neutrale eller mindre socialt udsatte.

Såfremt forvaltningen ønsker at mindske presset på den sociale boliganvisning kan man pege på følgende muligheder:

• Samarbejde med kommunerne i hovedstadsområdet om en fælles social boliganvisning (HUR).

• Dialog med den private udlejningssektor om indgåelse af frivillige aftaler om kommunal anvisningsret.

• Lovgivningsmæssig ændring af anvendelsesområdet for servicelovens §66.

• Ændring af praksis i forbindelse med folkregistertilmelding på c/o-adresser, hos venner og familie m.v.

• Justering af de boligsociale kriterier.

Hovedstadsområdet har mange gode offentlige transportmuligheder, som gør det muligt at bo i en del og arbejde i en anden del af området.

Da den aktuelle boligsituation er et regionalt problem, bør problemet søges løst gennem et samarbejde indenfor hovedstadsområdet.

Forvaltningen vil derfor foreslå, at den sociale boliganvisning udvides til at dække hele hovedstadsområdet og organiseres i Hovedstadens Udviklingsråd (HUR), således at boligproblemerne kan løses i et større perspektiv.

Forudsætningerne for et fælleskommunalt samarbejde kan være at:

• Den enkelte kommune afgiver egentlig kompetence i relation til at anvise boligsøgende på tværs af kommunegrænserne.
• Den enkelte kommune skønner, hvilken boligsøgende der skal have et tilbud i en anden kommune (indstillingsretten).
• Det er en grundlæggende forudsætning for den sociale boliganvisning, at der ikke ændres ved retsstilllingen for de boligsøgende, dvs. at den frie bosætningsret respekteres.
• Den boligsøgende, der får anvist en bolig i en anden kommune kan frit afslå tilbuddet og stadig være stillet på samme måde, som hvis der var tale om et tilbud i egen kommune.
• Administrationen af den sociale boliganvisning (tildeling af boliger) etableres i HUR.

Såfremt den boligsøgende har behov for og er berettiget til lån til beboerindskud, depositum eller lignende tilvejebringes dette som udgangspunkt af anvisningskommunen efter de herom gældende regler.

Er der tale om boligsøgende, der modtager kontante ydelser efter lov om aktiv socialpolitik, vil en anvisning til en bolig i en anden kommune betyde, at den nye opholdskommune overtager forpligtelsen til at yde økonomisk støtte, jfr. regler om opholdskommune i den sociale lovgivning. Den nye kommune overtager handlekommuneforpligtelsen og der er ikke adgang til refusion fra den tidligere kommune for ydelser efter aktivloven, jf. nedenfor om socialreformen pr. 1.juli 1998.

I forbindelse med socialreformen pr. 1. juli 1998 er sket en ændring af reglerne omkring mellemkommunal refusion, således at den ny opholdskommune som udgangspunkt kun har ret til refusion af sine udgifter i særlige situationer. Der er dog fortsat mulighed for at indgå aftaler om mellemkommunal refusion, men der er ikke praksis for at gøre dette i forbindelse med anvisning af egen bolig i fremmed kommune. Hovedsigtet med aftaleadgangen er især situationer, hvor en tidligere kommune placerer borgere på revalideringsinstitutioner, særlige efterskoler og andre specialtilbud.

Der skal tages stilling til fordelingen af eventuelle kommunale udgifter i forbindelse med tomgangsleje (betaling af leje i perioden fra lejligheden stilles til rådighed og indtil anvisning sker) og garantistillelse for lejeres istandsættelsesforpligtelser ved fraflytning.

En lovgivningsmæssig ændring af anvendelsesområdet for servicelovens §66 og en ændring af praksis i forbindelse med folkeregistertilmelding på c/o-adresser, jfr. punkterne 7.3 og 7.4, må i denne forbindelse anses for positive tiltag i relation til de øvrige kommuner i hovedstadsregionen, idet en stor del af tilflytterne til Københavns Kommune kommer fra kommuner udenfor hovedstadsområdet.

Forvaltningen anbefaler, at kommunen indleder en dialog med den private udlejningssektor med henblik på at drøfte mulighederne for social anvisning.

En løsning af de boligsociale problemer i hovedstadsområdet på længere sigt forudsætter, at den private udlejningssektor påtager sig et medansvar.

De private udlejere har ikke tidligere - som udgangspunkt - været interesseret i at overlade anvisningsretten til Københavns Kommune. Kommunens praksis med muligheden for at indbringe huslejen for huslejenævnet, når en lejer søger om individuel boligstøtte ("urimelig husleje"), har været medvirkende til, at mange private udlejere ikke er interesseret i at lade anvisningsretten være bestemt af boligsociale kriterier.

Københavns Grundejerforening har i maj 1997 kraftigt frarådet, at der lovgivningsmæssigt eller administrativt gennemføres begrænsninger i udlejernes anvisningsret, men at eventuelle initiativer på området får frivillighedens karakter. Udlejerne kan motiveres til at indgå frivillige aftaler om kommunal anvisning ved at gennemføre følgende initiativer:

• Gennemførelse af ordningen om kommunal anvisning mod godtgørelse til udlejerne.
• Indførelse af balanceleje i private udlejningsejendomme, der overlader anvisningsretten af f.eks. hver fjerde ledige lejlighed til kommunen.
• Ændring af kommunens praksis for indbringelse af huslejer, hvor lejeren modtager individuel boligstøtte, for huslejenævnet.

Forvaltningen arbejder videre med bestræbelserne på via Socialministeriet at få gennemført en lovgivningsmæssig ændring af anvendelsesområdet for servicelovens § 66, en ændring som bl.a. indeholder et medansvar for en "hjemkommune" mht. betaling af tilflyttere, jfr. ovenfor under afsnittet "C/o-adresser som genvej til bolig via den sociale boliganvisning."

Med henblik på at forebygge, at personer kan foretage tilmeldinger på adresser i Københavns Kommune med det bevidste sigte efterfølgende – via brug af social- og boliglovgivningen – at skyde genvej til en almen bolig, arbejder forvaltningen videre med bestræbelserne om ændringer i folkeregistrets procedurer, jfr. ovenfor under afsnittet "C/o-adresser som genvej til bolig via den sociale boliganvisning".

Hvis der skal opnås en antalsmæssig reduktion i den del af de forudsigelige boligløse, der bevidst bruger huslyforpligtelsen i servicelovens §66, kan dette kun ske ved folkeregistrets medvirken.

Et af de elementer, som vil indgå i drøftelserne med Københavns Folkeregister, er ændring i proceduren af de tilfælde, hvor en person ønsker at blive tilmeldt på en adresse, hvor der i forvejen står tilmeldt personer.

Effekten af de foreslåede ændringer i procedurerne i forbindelse med folkeregistertilmelding kan være vanskelig at vurdere. Den såkaldte "storbyeffekt", hvor svage mennesker med sociale problemer søger storbyens anonymitet, vil altid eksistere i et eller andet omfang. Den "signalværdi", der kan ligge i en opstramning af praksis på området, må forventes at have en effekt overfor brugen af forudsigelig boligløshed til at skyde genvej til en almen bolig.

Sammenholdes det opgjorte behov i forbindelse med etableringen af den ny anvisningsmodel pr. 1. januar 1998, ca. 2.000 (1.700 + 300) med udviklingen af det antal boliger, der er stillet til rådighed i perioden 1998 – 2001, ca. 1.200 boliger årligt, kan der konstateres et væsentlige misforhold mellem det opgjorte behov og det faktiske antal boliger, stillet til rådighed for social boliganvisning.

Det kan endvidere konstateres, at over 700 enlige og familier venter på bolig, og der er ikke er forventning om, at f.eks. en øget flyttehyppighed indenfor en overskuelig tid vil minimere dette "gab".

Det kan desuden konstateres, at den sociale boliganvisning i året 2001 har anvist boliger til en større andel af husvilde og beboere på §94-boformer, i alt ca. 360, mod det opgjorte behov i forbindelse med etableringen af anvisningsmodellen (182).

Som tidligere nævnt må de mange udviklingstiltag for de særlige grupper forventes at skabe en vis afdæmpning i forhold til den sociale boliganvisning. En del af disse beboere formodes i fremtiden at blive egnede til en "almindelig" bolig. Da det samtidig skal sikres, at der ikke sker en "tilsanding" i boformerne, vil den sociale boliganvisning fortsat skulle kunne klare en ikke ubetydelig del af beboerne fra disse boformer.

Såfremt målsætningen på §94-området (herberger, krisecentre m.v.) på max. 3 måneders ophold skal opfyldes, vil behovet for det antal boliger, som bliver stillet til rådighed for denne målgruppe, vokse.

Ønsker man at reducere adgangen til en bolig via den sociale boliganvisning kan dette kun ske ved en justering af de boligsociale kriterier til eksempelvis kun at omfatte forvaltningens "egne kunder", dvs. hjemløse, psykisk syge, stofafhængige, unge anbragt udenfor hjemmet, handicappede, samt familier med alvorlig sygdom.

Tiltag om ændringer i de boligsociale kriterier vil imidlertid ske bl.a. på bekostning af løsning af boligproblemer for unge og børnefamilier, herunder husvilde, som iht. servicelovens §66 midlertidigt opholder sig på hotel, pensionat eller lignende. Justeringen af kriterierne vil ikke skaffe flere boliger, men "blot" flytte problemet over på "§66-området".

Ingen miljømæssige konsekvenser forbundet med sagen.

Ingen

Ingen

Ingen

• Bilag 1: Taloplysninger omkring kapacitet, flow og "venteliste".

• Bilag 2: Boligsociale kriterier og fortolkningsbidrag til "Vejledning om anvisning af en almen bolig gennem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, august 1998".

Grethe Munk

/