Forslag til justering af Københavns Kommunes vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg efter lov om social pension § 17 stk. 2 til førtidspensionister (og folkepensionister) (Bilag)
Forslag til justering af Københavns Kommunes vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg efter lov om social pension § 17 stk. 2 til førtidspensionister (og folkepensionister) (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 29. maj 2002
Sager til beslutning
12. Forslag til justering af Københavns Kommunes vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg efter lov om social pension § 17 stk. 2 til førtidspensionister (og folkepensionister) (Bilag)
FAU 244/2002 J.nr. 244/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at den vejledende minimums-egenbetaling på 300 kr. i forbindelse med tildeling af personligt tillæg til tandbehandling ophæves
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at tildeling af personligt tillæg til briller sker med udgangspunkt i brillens faktiske pris - dog fortsat med vejledende maksimale tilskudsbeløb
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at personligt tillæg til almindelig fodbehandling kan ydes til den fulde udgift
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at personligt tillæg som supplement til førtidspensionister, som modtager nedsat pension på grund af manglende optjening, kan ydes op til de vejledende rådighedsbeløb, dog maksimalt svarende til en fuld førtidspension (efter skat)
RESUME
Københavns Kommune har - i forbindelse med en præcisering af pensionslovens regler - ændret praksis for tildeling af personligt tillæg med virkning fra 1. marts 2001. Tildeling af personligt tillæg skal herefter ske på grundlag af en konkret og individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold. Til brug for denne vurdering har kommunen - i budget 2001 - fastsat vejledende rådighedsbeløb, som danner grundlag for vurdering af den enkelte pensionists betalingsevne i forbindelse med ansøgning om hjælp. De vejledende rådighedsbeløb reguleres årligt efter satsreguleringsprocenten.
Den konkrete udmøntning af de øvrige vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg er tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i mødet den 13. december 2000 (FAU 703/2000 J.nr. 115/00).
Efterfølgende er det imidlertid konstateret, at opretholdelsen af faste egenbetalings- og tilskudstakster i forbindelse med en egentlig vurdering af den enkelte pensionists betalingsevne normalt ikke er hensigtsmæssig, - således opretholdelsen af en vejledende minimums-egenbetaling på 300 kr. i forbindelse med tandbehandling, uanset en konkret rådighedsvurdering viser ingen eller en mindre betalingsevne end de 300 kr., eller opretholdelse af et vejledende maksimalt tilskud til almindelig fodbehandling på 80 kr. pr. behandling, uanset en konkret rådighedsvurdering viser ingen eller en mindre betalingsevne end de ca. 240 kr. en fodbehandling normalt koster. De vejledende retningslinier foreslås blandt andet som følge heraf ændret.
Ændringerne vil alle være til gunst for pensionisterne og vil især have betydning for pensionister, hvor den individuelle vurdering viser ingen eller kun ringe betalingsevne. Udgiften til ændringerne vil kunne holdes indefor det eksisterende budget.
Udkast til udvalgsindstilling har været sendt til høring i Det Sociale Brugerråd med anmodning om bemærkninger. Af høringssvaret fremgår det, at Det Sociale Brugerråd kan tilslutte sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag til justering af de vejledende retningslinier for tildeling af personlige tillæg.
Det tilføjes, at indstillingen er udarbejdet i samarbejde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen samt at Sundhedsforvaltningen samtidig forelægger Sundheds- og Omsorgsudvalget en tilsvarende indstilling.
Ændringerne forudsættes at træde i kraft, så snart Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Sundheds- og Omsorgsudvalget har tiltrådt forslagene.
SAGSBESKRIVELSE
Helbredstillæg
Pensionslovens regler om personligt tillæg er ændret med virkning fra 1. marts 2001. Der er indført faste regler for tilskud til folke- og førtidspensionisters helbredsbetingede udgifter - helbredstillæg. Reglerne har delvis erstattet reglerne om personligt tillæg.
Helbredstillæg supplerer sygesikringens tilskud til medicin, tandbehandling, fodterapi, fysioterapi, kiropraktorbehandling og psykologbehandling. Helbredstillæg ydes således kun til medicin og behandling, hvor sygesikringen i forvejen yder tilskud. Tilskuddet udgør 85 procent af pensionistens egenbetaling og aftrappes med stigende indtægter ud over pensionen. Det er endvidere en betingelse, at pensionistens likvide formue ikke overstiger en grænse, der i 2002 udgør 51.500 kr.
Personligt tillæg
I forbindelse med indførelsen af helbredstillæg blev det i lov om social pension § 17 stk. 2 præciseret, at tildeling af personligt tillæg skal ske efter en konkret og individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold. Københavns Kommune har til brug for denne vurdering – i budgettet - fastsat vejledende rådighedsbeløb, som i 2002 udgør 4.100 kr. månedlig for enlige og 6.800 kr. månedlig for gifte og samlevende pensionister. Der er endvidere fastsat en vejledende likvid formuegrænse på 51.500 kr.
Personligt tillæg ydes blandt andet til tandprotetisk behandling (proteser, kroner og broer) samt røntgenoptagelser og bedøvelser, almindelig fodbehandling og briller - det vil sige udgiftstyper, som ikke er omfattet af sygesikringstilskud og dermed heller ikke af reglerne om helbredstillæg. Endvidere ydes personligt tillæg til supplement til pensionister, som modtager nedsat pension på grund af manglende optjening, samt til ekstraforplejning, flytning mv.
Den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg er tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i mødet den 13. december 2000 (FAU 703/2000 J.nr. 115/00).
Behov for justering af de vejledende retningslinier
Efterfølgende er det imidlertid konstateret, at opretholdelsen af faste egenbetalings- og tilskudstakster i forbindelse med en egentlig vurdering af den enkelte pensionists betalingsevne normalt ikke er hensigtsmæssig.
Tandbehandling : Udgifter til tandbehandling er omfattet af reglerne om helbredstillæg i det omfang der er tale om udgifter med tilskud efter sygesikringsloven. Tilskud til øvrig tandbehandling kan ydes efter reglerne om personligt tillæg.
I forbindelse med den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg pr. 1. marts 2001 blev den eksisterende vejledende minimums-egenbetaling på 300 kr. pr. afsluttet tandbehandling opretholdt. Den vejledende minimums-egenbetaling har imidlertid vist sig overflødig og uhensigtsmæssig. Hvis en konkret rådighedsvurdering viser ingen, eller en mindre betalingsevne end de 300 kr., forekommer det urimeligt alligevel at gennemtvinge en minimums-egenbetaling på 300 kr.
Briller: Udgiften til briller er ikke omfattet af reglerne om helbredstillæg. Der kan efter en konkret og individuel vurdering af pensionistens samlede økonomiske forhold ydes personligt tillæg til anskaffelse af briller og brilleglas. Tilskud ydes maksimalt efter satser i en med A/S Synoptik indgået prisaftale. Tilsvarende tilskud kan udbetales, uanset hos hvilken optiker pensionisten køber brillen.
Ifølge den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg pr. 1. marts 2001 skal pensionistens betalingsevne sættes i forhold til det maksimale tilskud til brillen og ikke brillens faktiske pris. Denne administrative praksis har medført administrative problemer i forvaltningen og utilfredshed hos pensionisterne, ligesom den har medført en utilsigtet besparelse på området. Det foreslås derfor, at pensionistens betalingsevne sættes i forhold til brillens faktiske pris - idet tilskud dog fortsat maksimalt udbetales efter satserne i den indgåede prisaftale.
Eksempel: En enlig pensionist med en betalingsevne på 500 kr. over det vejledende månedlige rådighedsbeløb på 4.100 kr. vælger at købe en brille med dobbeltslebne glas til 1.900 kr., uanset det maksimale tilskud ifølge prisaftalen normalt udgør 1.316 kr. Tilskuddet vil herefter udgøre 816 kr. (1.316 kr. - 500 kr.). Ifølge ændringsforslaget vil tilskud i eksemplet kunne udbetales med det maksimale tilskud på 1.316 kr. (1.900 kr.- 500 kr. = 1.400 kr. dog maksimalt 1.316 kr.).
I tilfælde hvor en pensionist med meget stor betalingsevne søger hjælp til meget dyre briller vil der kunne meddeles afslag under henvisning til, at pensionisten selv kan betale udgiften til en normal brille.
Fodbehandling: Udgifter til fodbehandling er omfattet af reglerne om helbredstillæg i det omfang der er tale om behandlingsudgifter, hvortil sygesikringen yder tilskud. Tilskud til almindelig fodbehandling kan ydes efter reglerne om personligt tillæg.
I forbindelse med den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg pr. 1. marts 2001 blev de eksisterende maksimale tilskud på 80 kr. pr. behandling / maksimalt 12 gange årligt opretholdt - idet det samtidig forudsættes, at pensionisten ifølge en rådighedsvurdering ikke selv kan betale udgiften til fodbehandling. Opretholdelsen af et maksimalt tilskud på 80 kr. pr. behandling har imidlertid vist sig overflødig og uhensigtsmæssig. Hvis en konkret rådighedsvurdering viser ingen, eller en mindre betalingsevne end de ca. 240 kr. en almindelig fodbehandling normalt koster, forekommer det rimeligt at tilskud kan ydes til den fulde udgift - dog fortsat normalt begrænset til 12 årlige behandlinger.
Det tilføjes, at det ikke har været muligt administrativt at nå at gennemgå de løbende fodplejetilskud i 2001, hvorfor der pr. 1. januar 2002 er udstedt fodplejekort gældende for perioden 1. januar til 30. juni 2002 med 6 månedlige tilskud á 80 kr. Retten til fortsat tilskud til almindelig fodbehandling vil i løbet af perioden blive underkastet en konkret vurdering.
Brøkpension: Supplement af pensionister, som modtager nedsat pension som følge af manglende optjening, kan ifølge Kommunens vejledende retningslinier ske op til de fastsatte vejledende rådighedsbeløb på henholdsvis 4.100 kr. for enlige pensionister og 6.800 kr. for gifte og samlevende pensionister.
Ved den konkrete udmøntning af de vejledende retningslinier for tildeling af personligt tillæg pr. 1. marts 2001 blev de eksisterende retningslinier opretholdt, hvorefter supplementet sammen med brøkpensionen og eventuelle andre indtægter ikke kan overstige en fuld folkepension efter skat. Efterfølgende har den konkrete vurdering imidlertid i en del tilfælde vist, at førtidspensionister som følge af denne regel ikke altid kan suppleres op til de vejledende rådighedsbeløb - især i tilfælde, hvor pensionisten har høje boligudgifter. Det foreslås derfor, at supplement til førtidspensionister med brøkpension kan ske op til de vejledende rådighedsbeløb, dog maksimalt svarende til den førtidspension, de efter skat - men inklusive de særlige førtidsbeløb - ville kunne have fået udbetalt ved fuld optjening. Det forudsættes naturligvis, at alen e rimelige faste udgifter indgår i den konkrete vurdering.
MILJØVURDERING
Forslagene til justering af de vejledende retningslinier for personligt tillæg skønnes ikke at have konsekvenser for miljøet.
ØKONOMI
Forslagene til justering af de vejledende retningslinier for personligt tillæg kan holdes indenfor det eksisterende budget. Ændringerne vil især have betydning for det mindre antal pensionister, hvor den individuelle vurdering viser ingen eller kun en ringe betalingsevne.
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
Udkast til indstilling har været sendt til høring i Det Sociale Brugerråd med anmodning om bemærkninger.
Af høringssvaret fremgår det, at Det Sociale Brugerråd kan tilslutte sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag til justering af de vejledende retningslinier for tildeling af personlige tillæg.
BILAG
- Det Sociale Brugerråds høringssvar af 27. februar 2002
Grethe Munk
/
Torben Brøgger