Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København (Bilag)
Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for fællesmøde onsdag den 28. november 2001
Sager til beslutning
6. Uddannelse og job til alle unge under 18 år i København (Bilag)
FAU 451/2001 J.nr. 451/2001
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Uddannelses- og Ungdomsudvalget
at udvalgene tiltræder nedenstående anbefalinger i sagsbeskrivelsen
at udvalgene vil få forelagt forslag om eventuelt at udvide samarbejdet ved udgangen af 2002, når det eksisterende samarbejde er evalueret.
RESUME
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i fællesskab via en samarbejdsaftale forpligtet sig til at etablere en arbejds- og uddannelsesgaranti for alle unge under 18 år inden udgangen af år 2001. Denne aftale blev besluttet på et fællesmøde mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. januar 2000.
I vedlagte statusrapport konkluderes det, at samarbejdsmodellen alt i alt har virket, og alle medarbejdere kan se meningen i at forsætte til gavn for de unge.
Perspektivet er, at få modellen konsolideret og endeligt implementeret i 2002 samt at få forsøgsbydelene, som har ansvaret for 20-25 procent af de unge i aldersgruppen, med i samarbejdsmodellen.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i fællesskab via en samarbejdsaftale forpligtet sig til at etablere en arbejds- og uddannelsesgaranti for alle unge under 18 år inden udgangen af år 2001. Denne aftale blev besluttet på et fællesmøde mellem Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 12. januar 2000.
I vedlagte statusrapport konkluderes det, at samarbejdsmodellen alt i alt har virket, og alle medarbejdere kan se meningen i at forsætte til gavn for de unge.
Styrken i aftalen er, at den er meget præcis og konkret. Den har fokus på de 15-17 årige, med den begrundelse, at disse unge ved skift fra folkeskole til ungdomsuddannelser befinder sig i en sårbar position.
Samlet set vurderes det i statusrapporten, at medarbejderne fra henholdsvis Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har arbejdet meget ihærdigt og systematisk med at sikre alle unge et arbejds- eller uddannelsestilbud. Hele gruppen af unge udgør godt 6.000 unge. Disse 6.000 unge er blevet gennemgået, og som det fremgår af opgørelserne er knap 300 unge konkret hjulpet videre. Der er dog stadig godt 200 som har behov for initiativgruppernes støtte.
Perspektivet er at få modellen konsolideret og endeligt implementeret i 2002 samt at få forsøgsbydelene, som har ansvaret for 20-25 procent af de unge i aldersgruppen, med i samarbejdsmodellen.
ØKONOMI
Det er forudsat, at de foreslåede anbefalinger holdes inden for den eksisterende budgetramme.
HØRING
Ingen bemærkninger
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger
BILAG
- Rapport udarbejdet af styregruppen
Peter Rasmussen Grethe Munk