Mødedato: 28.05.2003, kl. 08:00

Blindes Arbejde overgang fra driftsaftale til entrepriseaftale (Bilag)

Blindes Arbejde overgang fra driftsaftale til entrepriseaftale (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 28. maj 2003

 

Sager til beslutning

33. Blindes Arbejde overgang fra driftsaftale til entrepriseaftale (Bilag)

FAU 310/2003 J.nr. 310/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender,

at Blindes Arbejde gives tilladelse til at følge den samme tidsplan som Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København for overgang til samarbejde på entreprisemodel.

RESUME

Med henblik på at ligestille Blindes Arbejde med Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København i overgangen fra driftsaftalemodel til entreprisemodel indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Blindes Arbejde får mulighed for at følge den af Kammeradvokaturet udarbejdede tidsplan.

SAGSBESKRIVELSE

Blindes Arbejde, Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København har driftsoverenskomst med Københavns Kommune.

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 11. december 2002 bl.a., at der skulle indgås en ny aftale mellem Københavns Kommune og Blindes Arbejde baseret på entreprisemodel. Aftalen skulle være udarbejdet og godkendt af parterne inden den 30. juni 2003.

Efterfølgende har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 5. februar 2003 tiltrådt anbefalingerne i "Rapport om revalidering i Københavns Kommune – Fra i dag til i morgen". Dette betyder bl.a., at Københavns Kommune overgår fra driftsaftalemodel til entreprisemodel på revalideringsområdet og beskyttet beskæftigelse. Som følge heraf skal Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København tillige overgår til ny samarbejdsmodel baseret på entreprisemodel fra 1. januar 2004. Overgangen den 1. januar 2004 er en af flere forudsætninger for succesfuld implementering af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning den 5. februar 2003.

Der er i forbindelse med implementeringen af beslutningen den 5. februar 2003 indgået samarbejde med Kammeradvokaturet om institutionernes overgang til den nye model. Kammeradvokaturet har udarbejdet i bilag vedlagte tidsplan for institutionernes overgang fra driftsaftalemodel til entreprisemodel.

For at ligestille Blindes Arbejde med Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Blindes Arbejde får tilladelse til at følge den samme tidsplan som Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København.

Ligestillingen sikrer, at alle institutioner med driftsoverenskomst med Københavns Kommune på revalideringsområdet og beskyttet beskæftigelse sikres samme procedure mht. bodeling, udarbejdelse af budgetter og åbningsbalancer for 2004 m.v. Herved forebygges risikoen for evt. konkurrenceforvridning mellem institutionerne i overgangsfasen.

Set i forhold til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning den 11. december 2002 vil en tilladelse til Blindes Arbejde om at følge Kammeradvokaturets tidsplan betyde en udskydelse på 6 måneder for Blindes Arbejdes mht. indgåelse af samarbejdsaftale på entreprisemodel.

 

MILJØVURDERING

Sagen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

 

ØKONOMI

Udgifterne til implementeringen af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning den 5. februar 2003 afholdes over Omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003 – 2005.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Spørgsmålet om ligestilling af Blindes Arbejde, Hans Knudsen Instituttet og Revacentret i København blev drøftet på møde den 2. april 2003 mellem Københavns Kommune, Kammeradvokaturet og institutionerne med driftsoverenskomst.

Efterfølgende har Blindes Arbejde med vedlagte brev af 25. april 2003 tilkendegivet, at de ønsker at følge den af Kammeradvokaturet foreslåede tidsplan for overgang fra driftsaftalemodel til entreprisemodel.

Blindes Arbejde ønsker i den sammenhæng samarbejdsaftalen godkendt i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget inden den 31. december 2003.

Arbejdet med økonomi m.v. forventes efter tidsplanen afsluttet senest oktober 2003, hvorefter samarbejdsaftale for 2004 på entreprisemodel kan forhandles endeligt mellem Københavns Kommune og Blindes Arbejde. Det kan på den baggrund forventes, at spørgsmålet kan forelægges Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget inden årets udgang.

 

BILAG

  • Overordnet tidsplan af 19. marts 2003 for omdannelse af revalideringsinstitutionerne.
  • Brev af 25. april 2003 fra Blindes Arbejde.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top