Mødedato: 27.11.2002, kl. 15:30

Høringssvar vedrørende principper for fordeling af §115-midler (Bilag)

Høringssvar vedrørende principper for fordeling af §115-midler (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. november 2002

 

Sager til beslutning

8. Høringssvar vedrørende principper for fordeling af §115-midler (Bilag)

FAU 511/2002 J.nr. 511/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter høringssvarene fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune, Sundheds- og Omsorgsudvalget og Ældrerådenes Fællesudvalg.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde ikke for 2003 har ønsket at lade særlige indsatsområder nyde fremme, men i stedet henstillet til, at der uddeles bredt som hidtil.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget under hensyn til høringssvarene fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde og Sundheds- og Omsorgsudvalget anmoder Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om at tage imod Sundheds- og Omsorgsudvalgets tilbud om sammen med Sundhedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen at drøfte samspil og afgrænsning mellem servicelovens §65, §115 og lov om folkeoplysning sideløbende med Sundhedsfovaltningens omstilling af §65 området.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget under hensyn til høringssvarene fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde, Ældrerådenes Fællesudvalg og Sundheds- og Omsorgsudvalget afstår fra, at der i principperne for fordelingen af § 115-midler fokuseres mere på tilskud til børn og unge.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget under henvisning til høringssvaret fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde beslutter, at der iværksættes en undersøgelse i 2003 finansieret af § 115-midlerne med 500.000 kr. med henblik på at undersøge erfaringerne med de hidtil givne § 115 midler til det frivillige sociale område samt undersøge samspillet mellem tilgrænsende tilskudsmuligheder.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager notat om muligheder for at søge økonomisk støtte via FOS-midler til efterretning.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede på mødet den 4. september 2002 indstillingen "Principper for fordeling af § 115-midler".

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte principperne for fordeling af § 115-midler med følgende ændringer/tilføjelser:

 

"at Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde samtidig anmodes om at fremkomme med forslag til særlige indsatsområder for fordeling af § 115-midler"

"at der i principperne for fordelingen af § 115-midler fokuseres mere på tilskud til børn og unge"

"at det tilstræbes, at alle sager forud for forelæggelse for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er behandlet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen"

Endelig ønskede Bente Møller (Ø) følgende protokolleret:


"Når forslaget har været til høring bedes forvaltningen i forbindelse med den efterfølgende behandling i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget fremlægge et notat, der belyser de tilsvarende muligheder for at søge økonomisk støtte via FOS midler".

Endvidere tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at principperne blev sendt til høring i Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune og i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets behandling af indstillingen "§115 Økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde – Underudvalgets indstilling" J.nr. FA 117/2002, bad udvalget om ultimo 2002 at få forelagt en indstilling om principperne for prioriteringen i forbindelse med fordelingen af § 115-midlerne.

Indstilling vedrørende principper for prioriteringen i forbindelse med fordelingen af § 115-midlerne blev forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget på møde den 4. september 2002. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte principperne for fordeling af § 115-midler med de i resumeet nævnte ændringer/tilføjelser.

Endvidere tiltrådte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at principper blev sendt til høring i Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune og i Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Sundheds- og Omsorgsudvalget behandlede på møde den 24. oktober 2002 "Høring om principper for fordeling af § 115-midler".

Sundheds- og Omsorgsudvalget besluttede at foreslå, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen drøfter samspil og afgrænsning mellem § 115, §65 og Lov om Folkeoplysning parallelt med Sundhedsforvaltningens arbejde med §65-området, samt at der fremadrettet sker en inddragelse af de ansvarlige udvalg.


Sundheds- og Omsorgsudvalget kunne ikke tilslutte sig, at der forlods afsættes midler til Børne- og ungeområdet.

Sundheds- og Omsorgsudvalget støtter forslaget om, at Kontaktudvalget skal inddrages yderligere i prioriteringen af fordelingen af de afsatte midler.

Sundheds- og Omsorgsudvalget kan ikke støtte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets forslag om, at der i fordelingen af §115-midler fokuseres mere på børn og unge. Skal der forlods afsættes midler til specifikke områder, bør konsekvensen være, at der afsættes faste midler til de øvrige områder, f.eks. både ældre- og sundhedsområdet.

Sundheds- og Omsorgsudvalgets høringssvar var vedlagt et høringssvar fra Ældrerådenes Fællesudvalg, der havde følgende bemærkninger:

"Indledningsvis ønsker rådene at fremhæve, at man burde have været hørt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forinden høringen var iværksat, jfr. § 30, stk. 2 lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, hvorefter rådene skal høres om alle forslag, der vedrører de ældre.


Man har endvidere noteret sig vedtagelsen i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget af ændringsforslaget om, "at der i principperne for fordelingen af § 115-midler fokuseres mere på børn og unge"

Man er enig i Sundhedsforvaltningens indstilling til Sundheds- og Omsorgsudvalget om, at man tager afstand fra, at der skal "fokuseres mere på børn og unge".

Man er ligeledes enig i, at hvis "der forlods afsættes midler til mere specifikke områder, bør konsekvensen være, at der afsættes midler til alle områder"."

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil fremover drage omsorg for at Ældrerådenes Fællesudvalg høres.

Høringssvar fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune.

Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune har på møde den 30. september 2002 behandlet Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets indstilling om "Principper for fordeling af §115-midler".

Kontaktudvalget besluttede følgende:

  • "Kontaktudvalget kan for uddelingen af § 115 midler i 2003 ikke pege på egentlige indsatsområder, men henstiller at man for uddelingen, uddeler bredt som hidtil.
  • Kontaktudvalget kan ikke tilslutte sig det af Majbritt Mamsens stillede forslag, om yderligere fokusering på tilskuddene til børn og unge området så længe det samlede sociale indsatsområde ikke er tilstrækkeligt belyst med henblik på den frivillige indsats og § 115 midlernes indflydelse herpå.
  • Kontaktudvalget er på længere sigt indstillet på bl.a. at deltage i udvælgelsen, af specielle indsatsområdet.

Udvalget henstiller derfor til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, at vi i fællesskab forinden en sådan udpegning finder sted, igangsætter en undersøgelse af erfaringerne med de hidtil givne §115 midler til det frivillige sociale område, samt undersøge samspillet mellem tilgrænsende tilskudsmidler. (Satspulje midler, §65 midler, FOS midler m.v.) og §115-midlerne.

Denne kortlægning er absolut nødvendig for en videreudvikling af principperne af §115 midlerne, og den er en vigtig forudsætning for at Kontaktudvalget kan medvirke til udpegning af særlige indsatsområder for §115-midlerne i fremtiden.

Vi ser det endvidere som et naturligt tiltag for en videreudvikling af det frivillige arbejde og det gode samarbejde med Kommunen.

Udvalget mener derfor, at der skal afsættes midler i 2003 til disse nødvendige undersøgelser."

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Der er ca. 10 mio. kr. årlig til fordeling.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Høringssvar fra Sundheds- og Omsorgsudvalget bilagt brev af 24. september 2002 fra Ældrerådenes Fællesudvalg for København
  • Høringssvar fra Kontaktudvalget for Frivilligt Socialt Arbejde i Københavns Kommune.
  • Indstillingen "Principper for fordeling af § 115-midler" påført udvalgets beslutning (FA 353/2002, 4. september 2002).
  • Notat vedrørende økonomisk støtte via FOS-midler.

 

Grethe Munk

/ Torben Brøgger

 

Til top