Mødedato: 27.11.2002, kl. 15:30

Svar på henvendelser fra Døvblevneafdelingen og Socialministeren angående nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet (Bilag)

Svar på henvendelser fra Døvblevneafdelingen og Socialministeren angående nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 27. november 2002

 

Sager til beslutning

27. Svar på henvendelser fra Døvblevneafdelingen og Socialministeren angående nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet (Bilag)

FAU 536/2002 J.nr. 536/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager vedlagte udkast til svar fra Borgmester Bo Asmus Kjeldgaard på henvendelser fra Døvblevneafdelingen og Socialministeren angående omlægningen af specialrådgivningen på handicapområdet til efterretning.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har modtaget henvendelser fra Døvblevneafdelingen, en afdeling under Landsforeningen for Bedre Hørelse og fra Socialminister Henriette Kjær. Begge henvendelser vedrører nedlæggelsen af de specialkonsulentordninger på handicapområdet, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er driftsherre for. Der er tale om Specialkonsulentordningen henholdsvis for Hørehæmmede og Døvblevne og for Blinde.

Henvendelserne skal ses i sammenhæng med indstillingen fra Familie- og Arbejdsmarkedsorvaltningen vedrørende omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede denne indstilling på møde den 13. november 2002 under pkt. 11. på dagsordenen.

Nedenfor under sagsbeskrivelse fremgår nærmere indholdet i de 2 henvendelser samt besvarelsen i korte træk.

SAGSBESKRIVELSE

Amtsrådsforeningen traf i 2001 beslutning om nedlæggelse af specialkonsulentordningerne på handicapområdet på baggrund af et antal rapporter udgivet af Udviklingscenter for Specialrådgivning, en selvejende institution under Amtsrådsforeningen.

Københavns Kommune tilsluttede sig forslaget om nedlæggelse men tog samtidig forbehold for beslutning om, hvordan opgaverne nærmere skulle indgå i den nuværende regionale opgavevaretagelse på handicapområdet i kommunen.

Der er tale om specialkonsulentordningerne for bevægelseshandicap, udviklingshæmmede, blinde og hørehæmmede og døvblevne, hvoraf Københavns Kommune er driftsherre for de to sidstnævnte. For alle ordningerne gælder det, at lovgrundlaget er § 34 og § 69 i lov om social service, hvorefter amterne samt Københavns og Frederiksberg Kommuner har pligt til at yde gratis specialrådgivning til personer med betydelig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Døvblevneafdelingen giver i henvendelsen udtryk for bekymring for, at den ekspertise der er i Specialkonsulentordningen for Hørehæmmede og Døvblevne fra årsskiftet vil være forsvundet. Bekymringen begrundes i den store nytte som brugerne har af ordningen og de utilsigtede konsekvenser det derfor vil medføre, hvis ekspertisen forsvinder.

I svarudkastet til Døvblevneafdelingen gør Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen rede for den indsats forvaltningen har gjort for at ekspertisen videreføres i amtsligt regi.

Socialministeren anmoder ved sin henvendelse om en redegørelse fra Københavns Kommune om arbejdet med at gennemføre ovennævnte beslutning om nedlæggelse for så vidt angår de specialkonsulentordninger som Københavns Kommune er driftsherre for.

Dette sker i svarudkastet, hvor der oplyses om den kontakt som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har taget til de øvrige amter samt Frederiksberg Kommune med henblik på at sikre den fremtidige opgavevaretagelse på området.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Forslaget til omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har været forlagt Det Sociale Brugerråd til høring.

BILAG

  • Henvendelse af 11. oktober 2002 fra Socialminister Henriette Kjær med tilhørende bilag fra Amtsrådsforeningen.
  • Henvendelse af 30. september 2002 fra Døvblevneafdelingen under Landsforeningen for Bedre Hørelse.
  • Indstilling til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget vedr. omlægning af specialrådgivningen på handicapområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen samt beslutning fra mødet den 13. november 2002.
  • Udkast til brev fra Bo Asmus Kjeldgaard til Døvblevneafdelingen.
  • Udkast til brev fra Bo Asmus Kjeldgaard til Socialminister Henriette Kjær

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top