Godkendelse af Koordinationsudvalgets handleplan for 2003 samt stillingtagen til fællesmøde med Koordinationsudvalget (Bilag)
Godkendelse af Koordinationsudvalgets handleplan for 2003 samt stillingtagen til fællesmøde med Koordinationsudvalget (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 27. november 2002
Sager til beslutning
15. Godkendelse af Koordinationsudvalgets handleplan for 2003 samt stillingtagen til fællesmøde med Koordinationsudvalget (Bilag)
FAU 528/2002 J.nr. 528/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats´ handleplan for 2003.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der afholdes et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Københavns Kommunes Koordinationsudvalg for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats på én af følgende datoer:
a) 4. maj 2003, kl.13.45-15.15
b) 3. september, 2003, kl. 13.45-15.15
c) 1. oktober 2003, kl. 13.45-15.15
RESUME
Med det formål at understøtte Københavns Kommunes Koordinationsudvalgs arbejde for Det Rummelige Arbejdsmarked har Koordinationsudvalget i 2003 modtaget en bevilling fra Socialministeriet på kr. 17.708.083,00. På Koordinationsudvalgets møde den 28. oktober 2002 vedtog Koordinationsudvalget forvaltningens forslag til en handleplan for 2003 (bilag).
Handleplanen er udarbejdet med udgangspunkt i erfaringer fra de projekter, som Koordinationsudvalget iværksatte i 2001 og 2002, samt under hensynstagen til mål og målsætninger i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens sektorplan for arbejdsmarkedsområdet.
Ifølge § 47b stk. 3 i Lov om aktiv socialpolitik kan Koordinationsudvalgets midler ikke anvendes, hvis der er uenighed mellem Kommunen og Koordinationsudvalget om midlernes anvendelse. Midlerne skal i så tilfælde tilbagesendes til ministeriet. Derfor foreslås det, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender handleplanen og handleplanens budget for Koordinationsudvalgets arbejde i 2003.
Der er i 2000 og 2001 blevet taget initiativ til et fællesmøde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Tidligere planlagte møder er dog blevet aflyst på grund af for mange afbud. I den mellemliggende periode har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget fået nye medlemmer, derfor anses det for relevant, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilkendegiver deres interesse i et fællesmøde. Temaet for fællesmødet kunne eksempelvis være Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets sektorplan for arbejdsmarkedsområdet samt Koordinationsudvalgets indsatsområder for 2004. Det foreslås, at et fællesmøde kunne ligge umiddelbart før et møde i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Følgende datoer foreslås:
14. maj: kl. 13.45-15.15
3. september: kl. 13.45-15.15
1. oktober: kl. 13.45-15.15
SAGSBESKRIVELSE
Se ovenstående resume.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Notat med forslag til handleplan for Koordinationsudvalgets arbejde i 2003, vedtaget på Koordinationsudvalgets møde den 28. oktober 2002.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger