Mødedato: 26.11.2003, kl. 15:00

Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen

Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. november 2003

 

Sager til beslutning

7. Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen

FAU 610/2003 J.nr. 610/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

at Lokalcenter Indre Nørrebros Projekt Gadepulsen finansieres ved 1 mill. kr. fra puljen til særlige målgrupper på Integrationsområdet og 1,1 mill. kr. via budgetmidler på bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov i 2004 og 2005.

at finansieringen fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov tages op til revision efter en periode på 2 år, idet det bør overvejes om Indre Nørrebro på dette tidspunkt kan finansiere indsatsen inden for egen budgetramme. Det skal bemærkes, at puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet hermed er disponeret fuldt ud.

RESUME

Projekt Gadepulsen, som er forankret i Lokalcenter Indre Nørrebro og målrettet overfor socialt udsatte og kriminalitetstruede børn og unge i området foreslås finansieret af hhv. midler på integrationsområdet med 1,0 mill. kr. og midler på bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov på 1,1 mill. kr. En samlet varig bevilling på 2,1 mill. kr. i 2004 og frem eller indtil anden beslutning træffes.

Da Indre Nørrebro dermed vil modtage 2,1 mill. kr. ud over den objektive beregnede ramme til ungeindsatsen bør finansieringsspørgsmålet tages op til revision i forbindelse med budgetforslaget for 2006.

SAGSBESKRIVELSE

Indre Nørrebros projekt "Gadepulsen" blev etableret i 1997 som led i bestræbelserne på at styrke gadeplansarbejdet overfor socialt udsatte og kriminalitetstruede børn og unge i området. Gadeplansmedarbejdere etablerede i samarbejde med Indre Nørrebro Bydels ungeteam kontakt til andre unge, igangsatte aktiviteter og opbyggende Gadepulsen som værested for unge. Siden 1. januar 2000 har Gadepulsen været kommunaliseret og underlagt først Ungeteam og senere pr. 1. januar 2002 børnefamilieteamet.

I forlængelse af Gadepulsen blev der i 1998 oprettet et beskæftigelsesprojekt rettet mod målgrupper, der normalt ikke anses at kunne profitere af uddannelses- og arbejdsrettet aktivering. De aktiverede er i individuel jobtræning og medvirker til at drive værestedet Gadepulsen, herunder ved at deltage i tilrettelæggelsen af en række aktiviteter, der er tilknyttet værestedet. Nogle af de aktiverede har en særdeles ringe uddannelsesbaggrund, betydelige sociale/personlige problemer og en kriminel fortid, mens andre er ellers velfungerende unge, der blot mangler et job eller venter på at komme i gang med uddannelse.

Gadepulsen blev i første omgang finansieret af statslige midler og af en medfinansiering fra Indre Nørrebro Bydel.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslog i foråret 2003, at der i forbindelse med budgetforslag 2004 blev tildelt midler til øget gadeplansarbejde og etablering af ungerådgivninger i de tidligere forsøgsbydele. Såfremt budgetønsket blev realiseret kunne Gadepulsen sammentænkes i den øgede forebyggende indsats, som midlerne ville give mulighed for. Ønsket indgik dog ikke i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetforslag fra maj 2003, hvorfor der i 2004 og frem ikke umiddelbart blev afsat midler til at finansiere Gadepulsen indenfor budgetrammen på børnefamilier med særlige behov.

I 2003 blev det besluttet at tildele Gadepulsen 2,1 mill. kr. fra integrationsindsatsen. Derudover blev det besluttet, at Gadepulsens beskæftigelsesdel, konkret 453.000 kr., ligesom de øvrige beskæftigelsesprojekter i Indre Nørrebro fra 2003 overføres til Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats og videreføres for 2003 og frem.

Den resterende del af projekt Gadepulsen på 2,1 mill. kr. i 2004 og frem foreslås finansieret via 1 mill. kr. fra puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet (funktion 5.60) og 1,1 mill. kr. fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov (funktion 5.21).

Det skal bemærkes, at puljen til særlige målgrupper med denne beslutning og med beslutning om disponering af 3,5 mill. kr. til unge indsats på integrationsområdet, vil blive fuldt ud disponeret.

Det skal ligeledes bemærkes, at der på integrationsområdet i 2005 p.t. er et udækket finansieringsbehov på 56 mill. kr., og at der i den forbindelse kan ske hel eller delvis besparelse på puljen til særlige målgrupper i 2005. Dermed vil bevillingen til Gadepulsen ligeledes ophøre.

Bevillingen fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov tages op til revision i forbindelse med udarbejdelsen af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budget for 2006.

MILJØVURDERING

Indstillingen har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Der overføres 1,0 mill. kr. fra puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet (funktion 5.60) og 1,1 mill. kr. fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov (funktion 5.21) til Indre Nørrebros projekt Gadepulsen i 2004 og 2005.

Såfremt puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet helt eller delvist indgår som besparelsesforslag i forbindelse med finansieringsbehovet i 2005 på integrationsområdet tages bevillingen til Gadepulsen op til revideret overvejelse.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top