Mødedato: 26.11.2003, kl. 15:00

Orientering om implementeringen af Børneplanen pr. primo november 2003 (Bilag)

Orientering om implementeringen af Børneplanen pr. primo november 2003 (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. november 2003

 

Sager til beslutning

4. Orientering om implementeringen af Børneplanen pr. primo november 2003 (Bilag)

FAU 626/2003 J.nr. 626/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,

at nedenstående redegørelse om udviklingen i implementeringen af Børneplanen pr. primo november tages til efterretning.

at det tages til efterretning, at tilbagemeldingerne fra institutionerne og de faglige organisationer til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på muligheden for frivillig opnormering kun forventes at give 20 nye vuggestuepladser indenfor den afsatte økonomi pr. plads, hvilket er 180 vuggestuepladser færre end det oprindeligt planlagte i den vedtagne Børneplan.

at det tages til efterretning, at resultatet af forhandlingerne med de faglige organisationer om flerbørnsdagpleje betyder, at antallet af pladser pr. dagplejeenhed forventes at blive 8 i stedet for 10 pladser, og at pladsprisen derfor forventes at stige med 6.219 kr. pr. plads.

at det tages til efterretning, at der – for at oprette så mange pladser som muligt i forhold til de planlagte 100 pladser i den vedtagne Børneplan - etableres i alt 12 flerbørnsdagplejeenheder med 8 pladser - i alt 96 pladser, en forventet forøget anlægsudgift på 4 mill. kr. og en forventet forøget driftsudgift på 0,3 mill. kr. årligt. Merudgiften kan finansieres indenfor Børneplanens samlede ramme.

RESUME

I denne indstilling redegøres for udviklingen i implementeringen af Børneplanen pr. primo november.

Pladsstatus på nuværende tidspunkt viser et underskud på 214 pladser til de 0-3 årige børn og et pladsgevinst på 18 pladser til de 3-6 årige børn i forhold til det planlagte antal pladser ved Børneplanens vedtagelse. Langt størstedelen af pladstabet for de 0-3 årige er på kort sigt (i 2003 og 2004).

Pladsetableringen i form af traditionel daginstitutionsbyggeri forløber planmæssigt. Således er der på nuværende tidspunkt kun tale om afvigelser på henholdsvis 2 procent af det samlede antal planlagte vuggestuepladser og 1 procent af det samlede antal planlagte børnehavepladser. Der er sket udskiftning af 4 projekter i udbygningsplanens etape 1 (Udgåede projekter: Rektorparken, Eskildsgade, Saxtrophsvej og Rentemestervej), hvilket vil resultere i visse forsinkelser i pladsetableringen. Endvidere har udskiftningen betydet ekstra arbejde for især forvaltningens byggekontor samt en del merforbrug af overhead funktioner.

Hovedårsagen til faldet i pladser er et tab på 184 fleksible pladser til 0-3 årige grundet manglede tilslutning fra institutionerne til frivillig opnormering og en nedskrivning af antallet af pladser i flerbørnsdagpleje med 4 grundet nedjustering af antallet af pladser pr. dagplejeenhed.

Forhandlingerne med de faglige organisationer om flerbørnsdagpleje er afsluttet. Parterne er blevet enige om en model med 8 børn, 2 fuldtidsansatte og 1 deltidsansat på 30 timer til en forventet driftspladsprisen på 101.759 kr. Aftalen betyder en reduktion i antallet af pladser pr. enhed på 2, samt en forhøjelse i driftspladsprisen på 6.219 kr. i forhold til den vedtagne Børneplan

For at undgå at det samlede pladstal for flerbørnsdagplejen formindskes med det reducerede pladstal pr. enhed planlægges 12 enheder med gennemsnitligt 8 pladser.

INFO-teamet for de fleksible pladser er blevet oprettet pr. 1. oktober 2003. Hensigten med teamet er at vejlede forældrene om de fleksible pasningsordninger, der er i Københavns Kommune. INFO-teamet vil fysisk blive placeret sammen med Den centrale Pladsanvisning.

Børneplanens hjemmeside, der åbnes den 27. november, indeholder informationer om hjemmesiden og pladsmulighederne i Københavns Kommune. Derudover er der en række henvisninger, som børneforældrene kan have glæde af.

Pladstabet indebærer, at det forventede tidspunkt for, hvornår man kan få plads fra behovstidspunkt udskydes fra november 2004 til februar 2005. Børneplanens målsætning om, at man skal kunne få plads, når behovet opstår fra 2005 kan således stadig opfyldes med de aktuelle forudsætninger.

Hvis der opstår nye vanskeligheder med etableringen af planlagte pladser eller hvis efterspørgslen bliver større end forventet (f.eks. pga. en ændring i befolkningsprognoserne), er der en risiko for at tidspunktet for opfyldelse af målsætningen forsinkes yderligere.

Forvaltningen er i færd med at udarbejde et beredskabsforslag for tilvejebringelse af yderligere pladser, som kan iværksættes, hvis der opstår vanskeligheder med at tilvejebringe de planlagte pladser eller hvis efterspørgslen må forventes at blive større end forudsat. Forslaget skal ligge indenfor den udgiftsmæssige ramme for Børneplanen.

I planen vil indgå en forlængelse af den permanente brug af nødinstitutionerne F/S Rosa på Sundholmvej i Sundby Nord og Rymarksvej på Rymarksvej på Ydre Østerbro.

Enkeltforslag om udbygninger og ombygninger m.v. behandles løbende.

Som det fremgår af afsnit 1.3 overholdes målsætningen om at undgå tomme pladser. Efterhånden som vi nærmer os det tidspunkt, hvor pladskapacitet svarer til behovet for pladser, vil behovet for henholdsvis en fleksibel pladskapacitet øges og/eller risikoen for tomme pladser øges. Hovedårsagerne hertil er:

  • indskrivningen i skolerne en gang om året indebærer, at behovet for vuggestuepladser varierer mellem 500 til 1.000 pladser om året
  • forældre foretrækker i visse tilfælde at stå på venteliste til "ønskeinstitutionen" selvom der er tomme pladser i naboinstitutionen

Der er nedsat en arbejdsgruppe i Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens regi som skal undersøge mulighederne for en bedre udnyttelse af ledige lokaler i fritidshjem/KKFO og i børnehaveklasser. Dette kan f.eks. være tidligere indskrivning af børn i fritidshjem/KKFO tilknyttet den skole, de skal starte på. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Økonomiforvaltningen deltager i arbejdet.

SAGSBESKRIVELSE

Sagsfremstillingen fremgår af vedlagte bilag.

BILAG

Sagsbeskrivelse med bilag

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

 

Til top