Omlægning af familieplejeområdet (Bilag)
Omlægning af familieplejeområdet (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. november 2003
Sager til beslutning
3. Omlægning af familieplejeområdet (Bilag)
FAU 613/2003 J.nr. 613/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender rapporten om omlægning af familieplejeområdet.
at der af demografimidlerne på området for børnefamilier med særlige behov afsættes 3,0 mill. kr. (2004-PL) i 2004 og 1,5 mill. kr. (2004-PL) i 2005 til omlægningen.
RESUME
Gennem de senere år har familieplejeområdet i Københavns Kommune været præget af stigende udgifter samt kvalitetsproblemer. Kvalitetsproblemerne kommer til udtryk ved, at Københavns Kommune har vanskeligt ved at rekruttere og fastholde kvalificerede plejefamilier, samt levere serviceydelser, der kan styrke plejefamilierne i at udføre plejeopgaven.
For at forbedre kvaliteten i Københavns Kommunes familieplejetilbud foreslås det, at der etableres en Koordinerende Familieplejeenhed. I samarbejde med lokalcentrene skal Familieplejeenheden igangsætte og koordinere rekrutterings- og fastholdelseskampagner rettet mod plejefamilier med henblik på at foretage kompetenceudvikling samt fastholde og øge udbudet af plejefamilier. Familieplejeenheden skal ligeledes rådgive og støtte lokalcentrene i at opøve kompetencer i at finde potentielle plejeforældre i barnets eller den unges egen familie og netværk (slægtsanbringelser).
I forbindelse med etableringen af Familieplejeenheden foreslås der gennemført en revidering og ensartning af vilkårene for tillægsydelser til plejefamilierne samt gennemført en reduktion af brugen af private plejehjemsforeninger. Herved forventes en opbremsning af de senere års forbrugsstigninger på familieplejeområdet.
Omlægningen foreslås igangsat primo 2004.
Omlægningen vil medføre en forventet udgift på 3 mill. kr. i 2004 (2004-PL), 1,5 mill. kr. (2004-PL) i 2005, hvorefter projektet forventes at være selvfinansierende og bidrage til en opbremsning af de senere års forbrugsstigninger. Udgifterne på 3,0 mill. kr. i 2004 og 1,5 mill. kr. i 2005 foreslås finansieret via demografimidlerne på området for børnefamilier med særlige behov.
SAGSBESKRIVELSE
De senere år har familieplejeområdet på landsplan og i Københavns Kommune været præget af stærkt stigende udgifter. Prisudviklingen har været og er vanskelig at styre pga. ubalance i udbud og efterspørgsel på plejefamilier. Derudover er familieplejeområdet i Københavns Kommune præget af en række kvalitetsproblemer, der blandt andet kommer til udtryk ved, at kommunen har vanskeligt ved at rekruttere og fastholde kvalificerede plejefamilier, samt yde tilstrækkelige serviceydelser, der kan støtte plejefamilierne i at udføre plejeopgaven.
For at sikre et tilstrækkeligt udbud af plejefamilier og for at imødekomme kvalitetsproblemerne foreslås det, at der etableres en Koordinerende Familieplejeenhed. Familieplejeenheden skal supplere og forbedre de nuværende lokale bestræbelser på at kvalificere indsatsen på familieplejeområdet.
I Familieplejeenheden ansættes én koordinator og tre medarbejdere. Organisatorisk forankres Familieplejeenheden til centralforvaltningens fagkontor for børnefamilier med særlige behov.
Som et led i at organisere og gennemføre rekrutterings- og fastholdelseskampagner skal Familieplejeenheden bl.a. have fokus på at rekruttere plejefamilier med bopæl i Københavns Kommune, samt plejefamilier der afspejler befolkningens sammensætning, eks. med hensyn til etnisk baggrund. Udgangspunktet er at finde plejefamilier, der matcher barnets eller den unges behov, samt at plejebarnet i så vid udstrækning som muligt kan bevare kontakten til sine forældre, sit netværk og lokalområdet. Familieplejeenhedens styrkede indsats ift. at øge udbudet af plejefamilier vil desuden medføre en besparelse på lokalcentrenes brug af private plejehjemsforeninger.
Etableringen af Familieplejeenheden og den heraf følgende forbedrede uddannelse og servicering skal endvidere medvirke til, at færre plejeforhold bryder sammen i utide. Herved vil det være muligt både at sikre en forbedret og kontinuerlig behandlingsindsats, og samtidig opnå en reduktion i de merudgifter et brudt plejeforhold vil medføre.
I forhold til gruppen af børn og unge med en etnisk minoritetsbaggrund kan Københavns Kommune på nuværende tidspunkt i de fleste tilfælde ikke tilbyde denne gruppe børn og unge et familieplejetilbud, hvor plejefamilien kan tilgodese plejebarnets etniske, sproglige og religiøse baggrund. Denne gruppe børn og unge anbringes derfor ofte på en døgninstitution eller på et socialpædagogisk opholdssted, hvilket ikke altid er optimalt hverken behandlingsmæssigt eller økonomisk. Familieplejeenheden skal derfor være medvirkende til at rekruttere og støtte plejefamilier, der kan tilgodese børn og unge med en etnisk minoritetsbaggrund.
I Københavns Kommune og i landets øvrige kommuner er der på trods af gode internationale erfaringer kun en begrænset praksis for at benytte slægtsanbringelse som en anbringelsesform. Familieplejeenhedens opgave vil i den forbindelse være at styrke lokalcentrenes fokus på at udnytte dette udviklingspotentiale. Dette skal bl.a. ske ved, at Familieplejeenheden opkvalificerer lokalcentrene i at gennemføre en mere grundig undersøgelse af den enkelte families netværk med henblik på at finde potentielle plejeforældre. Internationale erfaringer viser ligeledes, at plejebørn, der er anbragt hos en plejefamilie fra barnets eller den unges eget netværk, oplever en mere stabil anbringelse, samt at barnet eller den unge bedre bevarer kontakten til sin familie, sine venner og øvrige netværk.
Endelig skal Familieplejeenheden forbedre Københavns Kommunes servicering af plejefamilier ved at organisere introduktionskurser for nye plejefamilier. Kurserne skal give plejefamilierne et mere solidt fundament ift. at kunne håndtere de udfordringer, som plejefamilien vil møde i sin nye tilværelse som plejefamilie. Endvidere skal kurserne skabe en mere åben kontakt mellem forvaltningen og plejefamilien. Familieplejeenheden har ligeledes til opgave at skabe netværksfora, hvor nye og erfarne plejefamilier kan udveksle erfaringer samt støtte hinanden.
Grundet Københavns Kommunes størrelse kan det være vanskeligt for en familie, der overvejer at blive plejefamilie, at vide hvor den kan henvende sig og få mere information om, hvad det vil sige at v ære plejefamilie, og hvordan den kan blive plejefamilie. Familieplejeenheden skal derfor udforme oplysninger til Københavns Kommunes hjemmeside, hvor Familieplejeenhedens formål og opgave skal fremgå. På internetsiden skal der ligeledes være information om, hvilke krav kommunen stiller til en plejefamilie.
I omlægningen foreslås der gennemført en opstramning og ensretning af tildelingen af tillægsydelser. Baggrunden herfor er, at der i de senere år har været en væsentlig stigning i følgeudgifter til f.eks. brug af aflastningsfamilier og indkøb af cykel eller pc til plejebarnet. En sådan procedure vil indebære, at der vil blive fastlagt faste niveauer for, hvad bestemte følgeudgifter må beløbe sig til i Københavns Kommune.
Omlægningen af familieplejeområdet er i første omgang afgrænset til kun at vedrøre døgnplejefamilier for socialt udsatte børn og unge, således at omlægningsprocessen forbliver overskuelig. En række af de nuværende plejefamilier er dog rekrutteret som aflastningsfamilier, og på sigt vil Familieplejeenheden derfor også kunne sætte fokus på at udnytte dette udviklingspotentiale. Familieplejeenheden vil desuden kunne understøtte indsatsen ift. handicappede børn og unge i plejefamilier.
Med tiden skal Familieplejeenheden ligeledes arbejde på at skabe en større sammenhæng mellem familieplejeområdet og døgninstitutionsområdet.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
I nedenstående tabel 1 er de samlede økonomiske konsekvenser af omlægningen opstillet.
Tabel 1: Økonomiske konsekvenser af omlægningen af familieplejeområdet (2004-PL).
Det foreslås, at der i 2004 afsættes 3,0 mill. kr. af demografimidlerne til omlægningen af familieplejeområdet. I 2005 foreslås 1,5 mill. kr. af demografimidlerne afsat, mens omlægningen fra 2006 og frem forventes at være selvfinansierende.
ANDRE KONSEKVENSER
Omlægningen af Familieplejeindsatsen indgår som et element i sektorplanen for børn, unge og familier med særlige behov, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkendte på ordinært udvalgsmøde den 1. oktober 2003.
HØRING
Omlægningen af familieplejeindsatsen har indgået i den høring, der er fundet sted ifm. sektorplanen for børn, unge og forældre med særlige behov.
BILAG
- Rapport om omlægning af familieplejeområdet i Københavns Kommune (november 2003)
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen