Mødedato: 26.11.2003, kl. 15:00

Ansøgning om økonomisk støtte til projekt "Integration i fremtiden" (bilag)

Ansøgning om økonomisk støtte til projekt "Integration i fremtiden" (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. november 2003

 

Sager til beslutning

15. Ansøgning om økonomisk støtte til projekt "Integration i fremtiden" (bilag)

FAU 625/2003 J.nr. 625/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver afslag på ansøgningen om økonomisk støtte til projekt "Integration i fremtiden".

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver afslaget med følgende begrundelse: "Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget finder, at ideen om uddannelse af eksterne ressourcepersoner i forhold til en dybere forståelse og styrket håndtering af problemstillinger blandt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens etniske målgrupper er i modstrid med forvaltningens overordnede strategi om, at tilførsel af disse kompetencer skal ske ved opkvalificering og efteruddannelse af kommunens eget frontpersonale."

RESUME

Hovedstadens Konsulent & Tolkecenter har ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om 1.511.000 kr. til gennemførsel af projekt "Integration i fremtiden".

Projektet består af et uddannelsesforløb, hvor formålet er at uddanne integrationskonsulenter med etnisk minoritetsbaggrund, der efter endt kursus, kan arbejde med at integrere indvandrere i det danske samfund, bl.a. i samarbejde med offentlige institutioner. Det forventes, at integrationskonsulenterne kan forbedre forståelsen og kommunikationen mellem borgeren og de offentlige institutioner, f.eks. ved at integrationskonsulenten deltager ved samtaler på lokalcentre m.v.

Forvaltningen vurderer, at ideen om uddannelse af eksterne ressourcepersoner i forhold til serviceringen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund er i modstrid med forvaltningens overordnede strategi om, at tilførsel af disse kompetencer skal ske ved opkvalificering og efteruddannelse af kommunens eget frontpersonale. Der er planlagt, iværksat og gennemført initiativer på dette område.

På denne baggrund indstilles, at ansøgningen om økonomisk støtte ikke imødekommes.

SAGSBESKRIVELSE

Hovedstadens Konsulent & Tolkecenter har ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen om 1.511.000 kr. til gennemførsel af projekt "Integration i fremtiden".

Projektet er bygget op som et 26-ugers uddannelsesforløb, hvor formålet er at uddanne integrationskonsulenter med etnisk minoritetsbaggrund, der efter endt kursus, kan arbejde med at integrere indvandrere i det danske samfund, bl.a. i samarbejde med offentlige institutioner.

Integrationskonsulenterne skal bl.a. træde ind som støttepersoner i indvandrerfamilier, der oplever særligt svære sociale problemer og ofte er i kontakt med det offentlige system i f.eks. lokalcenter, daginstitutioner, skoler, læger/hospitaler m.v. Det er tanken, at den samme integrationskonsulent skal følge den enkelte borger/familie i forhold til kontakten med alle offentlige instanser.

Ved at bruge integrationskonsulenter forventer Hovedstadens Konsulent & Tolkeservice, at kunne forbedre forståelsen og kommunikationen mellem borgeren og de offentlige institutioner. F.eks. ved at integrationskonsulenten deltager ved samtaler på lokalcentre og ved udarbejdelse af beskæftigelsesrettede handlingsplaner til borgere med etnisk minoritetsbaggrund.

Deltagerne på kurset er personer med anden etnisk baggrund end dansk, der har et godt kendskab til det danske sprog og den danske kultur, og eventuelt har gennemført en højere uddannelse, samt har arbejdserfaring fra hjemlandet. Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vurdering, at der ikke blandt kommunens kontanthjælpsmodtagere med etnisk minoritetsbaggrund kan visiteres en gruppe, der matcher disse krav. Hovedstadens Konsulent & Tolkecenter har tilkendegivet, at de selv er i stand til at rekruttere det nødvendige antal deltagere.

Forvaltningen vurderer, at ideen om uddannelse af eksterne ressourcepersoner i forhold til en dybere forståelse og styrket håndtering af problemstillinger blandt forvaltningens etniske målgrupper er i modstrid med forvaltningens overordnede strategi om, at tilførsel af disse kompetencer skal ske ved opkvalificering og efteruddannelse af kommunens eget frontpersonale.

I Københavns Kommune sker så stor en del af henvendelserne til socialforvaltningen fra borgere med etnisk minoritetsbaggrund, at det er helt nødvendigt, at frontmedarbejdere i så vid udstrækning som overhovedet muligt, selv er rustet til at yde den bedst mulige service.

Der er planlagt, igangsat og gennemført uddannelsesinitiativer i forhold til frontmedarbejdere rettet mod dette område. Bl.a. kan fremhæves,

  • Der er i 2000 og 2001 gennemført en række kursus- og uddannelsesforløb til lokale teammedarbejdere i samarbejde med Dansk Flygtningehjælp.

  • I 2002 og 2003 er lokale teammedarbejdere blevet tilbudt uddannelsesforløb i mægling og konfliktløsning med særligt fokus på kulturelt betingede problemstillinger. Uddannelsesforløbet er særligt rettet mod frontmedarbejdere, der er involveret i sager med tvangsægteskabslignende problemstillinger og generationskonflikter.

  • I forbindelse med Københavns Kommunes deltagelse i projektet Vasco de Gama forberedes et uddannelsesforløb rettet særligt mod medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen, som skal bl.a. skal medvirke til at forebygge strukturel og ubevidst etnisk diskrimination. Uddannelsesforløbene forventes igangsat ultimo 2003/primo 2004.

Forvaltningen indstiller på denne baggrund, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver afslag på ansøgningen om økonomisk støtte til projektet "Integration i fremtiden".

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Projektet er opdelt i 4 faser. Udgifterne til etablering og fase 1, i alt. 246.000 kr., forventes afholdt i 2003, mens de resterende udgifter, i alt 1.265.000 kr., vedrører aktiviteter i 2004.

I 2003 er der 1.400.000 kr. udisponeret i Udviklingspuljen til særlige målgrupper, IMK fkt. 5.60 – Introduktionsprogrammer, som kan anvendes til finansiering af aktiviteterne i 2003.

Med hensyn til finansiering af aktiviteterne i 2004 kan finansieringen ikke findes i Udviklingspuljen, da denne er fuldt disponeret. I 2004 kan aktiviteterne finansieres ved overførsel af udisponerede midler i Udviklingspuljen fra 2003.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Sagen har været til høring i Integrationsrådet og Integrationsudvalget. Høringssvarene et vedlagt.

BILAG

  • Hovedstadens Konsulent & Tolkecenters beskrivelse m.v. af projektet "Integration i fremtiden"
  • Udkast til svarbrev fra borgmester Bo Asmus Kjeldgaard.
  • Høringssvar fra Integrationsrådet og Integrationsudvalget.

 

Grethe Munk

/ Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top