Mødedato: 26.06.2002, kl. 19:00

Implementering af styreredskab til ejendomsvedligeholdelse (Care Taker)

Implementering af styreredskab til ejendomsvedligeholdelse (Care Taker)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. juni 2002

 

Sager til beslutning

4. Implementering af styreredskab til ejendomsvedligeholdelse (Care Taker)

FAU 303/2002 J.nr. 303/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen igangsætter anvendelsen af styringsredskabet Caretaker samt, at der afsættes 646.000 kr. af vedligeholdelsesmidler til gennemgang og tilstandsvurdering af de amtskommunale institutioner.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at gennemgangen og tilstandsvurderingen af de øvrige institutionsejendomme igangsættes, i takt med at der tilvejebringes den nødvendige finansiering.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender vedlagte udkast til høringssvar til Kultur- og Fritidsforvaltningen, hvori Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget principgodkender at styringsredskabet Caretaker implementeres i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, samt ønsker at komme i betragtning ved fordelingen af den resterende del af den oprindelige bevilling på 3 mio. kr., såfremt den resterende del af bevillingen overføres til 2002 og 2003.

RESUME

I forbindelse med udmøntning af vedligeholdelsespuljen i 2000 besluttede Borgerrepræsentationen (BR 14/2000) at afsætte 3 mio. kr. til udarbejdelse af et styringsredskab til vedligeholdelsesopgaven, med henblik på udvikling af en metode, der gør det muligt at sammenligne vedligeholdelsesstandarder, og på sigt styrke indsatsen for vedligeholdelsen af kommunens ejendomme.

Bevillingen blev givet til Kultur- og Fritidsforvaltningen, der har haft formandsskabet i en styregruppe med deltagelse af samtlige forvaltninger og med ekstern konsulentbistand. Som resultat af denne styregruppes arbejde er der udarbejdet en rapport, der beskriver styringsredskabet til ejendomsvedligeholdelse. Rapporten er sendt til høring i de øvrige stående udvalg og Økonomiudvalget.

Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte på deres møde d. 23. maj 2002 Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling (KFU 195/2002) om implementering af styringsredskab til ejendomsvedligeholdelsen.

I rapporten anbefales det at Kultur- og Fritidsforvaltningen bemyndiges til på de implicerede forvaltningers vegne at indgå en aftale med virksomheden COWI Rådgivende Ingeniører om en serviceaftale for styringsredskabet Caretaker samt at der installeres en fælles IT server til brug for centrale edb programmer i Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Der lægges i rapporten vægt på, at det fremtidige styringsredskab skal kunne give et bedre overblik over såvel den enkelte forvaltnings som kommunens bygningers samlede vedligeholdelsestilstand, end tilfældet er i dag. Styringsredskabets data skal kunne anvendes til effektiv planlægning, styring og prioritering af den fremtidige vedligeholdelsesindsats.

Efter implementering af styringsredskabet og efter indlægning af data i systemet kan Økonomiforvaltningen trække på de øvrige forvaltningers data, med henblik på at forelægge en samlet status om vedligeholdelsesindsatsen.

Det er målet, at styringsredskab og metoder er afprøvede og fungerer den 1. januar 2003. På grund af forvaltningernes nuværende meget uensartede stade på området forventes fuldt udbytte imidlertid først omkring årsskiftet 2003/2004.

For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedkommende vurderes det, at indlægning af stamdata samt tilstandsvuderingen af alle forvaltningens ejendomme vil koste ca. 2,7 mio. kr. Forvaltningen vurdere, at det ikke vil være muligt at afholde denne udgift over vedligeholdelsesmidlerne.

Det anbefales derfor, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i første omgang indhenter stamdata og tilstandsvurderinger for de amtskommunale institutioner, da det vurderes, at disse ejendomme har det største vedligeholdelsesefterslæb. RIA (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter) oplyser, at indhentning af stamdata og tilstandsvurderinger for de amtskommunale institutioner kan udføres i løbet af 1 år til en pris af ca. 646.000 kr.

Når de amtskommunale institutioner er gennemgået, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gennemgå og tilstandsvurdere de øvrige institutionsejendomme i takt med at finansieringen til dette findes.

SAGSBESKRIVELSE

Formålet med styringsredskabet er at sikre :

  • Mulighed for at sammenligne vedligeholdelsesstandarder på kommunens bygninger.
  • En styrket indsats for vedligeholdelsen af de kommunale ejendomme.
  • Udarbejdelse af standarder eller normtal for vedligeholdelsesbehovet i udvalgte kommunale institutionsbygninger.

Beskrivelse af Caretaker.

Caretaker er et IT-system og en database til forvaltning af alle slags ejendomme. Forvaltningen omfatter de forhold der forekommer ved drift af ejendomme, det gælder vedligeholdelse, fejlmeldinger, forsyning og den dermed forbundne økonomi samt ombygninger og nyanlæg. Caretaker forhandles og supporteres af firmaet COWI Rådgivende Ingeniører.

Blandt de stamdata der skal registreres i Caretaker er adresse, ejerforhold, anvendelse, kvadratmeteropgørelser, bygningsoplysninger, ejendomsnummer, ejendomsvurderinger, vurderingsår, lokalplan, kommunalplanstatus samt tegninger og digitale fotos af bygningerne.

Herudover er der forventning om, at tilstanden af de udvendige bygningsdele, tekniske anlæg og konstruktioner i terræn også registreres.

Caretaker som styringsredskab.

Indførelsen af et effektivt styringsredskab for alle kommunens forvaltninger forudsætter, at alle bygningsdata og alle tilstandsvurderinger lagres på en fælles computerserver.

Den fælles server gør det muligt for Økonomiforvaltningen, at udarbejde forskellige nøgletal, eksempelvis vedrørende bygningstørrelser, erhvervsareal eller ejendommenes tilstand.

De enkelte forvaltninger har kun adgang til data, der vedrører de ejendomme, de selv har ansvaret for. Kun Økonomiforvaltningen har mulighed for at se og sammenstille data fra alle forvaltninger, for derved at kunne skabe et samlet overblik over tilstanden af kommunens ejendomme. Økonomiforvaltningen vil primært bruge dette overblik til at lave nøgletal og oversigter til det politiske niveau og på sigt antageligt til fordeling af vedligeholdelsesmidlerne.

Hvilke ejendomme og hvilke bygningsdele skal Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen registrere.

Alle ejendomme der ejes af Københavns Kommune og forvaltes af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, uanset om de benyttes af kommunale eller selvejende institutioner, eller til andre formål, skal ifølge rapporten registreres i Caretaker. Derudover skal de ejendomme der ejes af tredjemand, men hvor den udvendige vedligeholdelse påhviler Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, også registreres.

Registreringen vil, for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedkommende, omfatte ca. 337 ejendomme, hvoraf langt den overvejende del er dag- og amtskommunale institutioner.

Indførelse af Caretaker i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Det forventes, at forvaltningerne indhenter stamdata om egne ejendomme samt ved koordinerede bygningsgennemgange indsamles oplysninger om ejendommenes vedligeholdelsesstandarder.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er en af kommunens største ejendomsforvaltere og samtidig den forvaltning, der kan imødese den største opgave med hensyn til indhentning af stamdata og ikke mindst bygningsgennemgange af mange ejendomme.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedligeholdelse af de kommunale daginstitutioner forvaltes på tre niveauer, nemlig i institutionerne, i lokalcentrene og i Byggekontoret.

De kommunale daginstitutioner får årligt udmeldt midler til ordinære ind- og udvendige vedligeholdelsesarbejder. Der udmeldes også puljer til lokalcentrene til større vedligeholdelses- og ombygningsarbejder. Den ekstraordinære vedligeholdelse for både selvejende og kommunale daginstitutioner udmeldes af Byggekontoret på baggrund af prissatte og prioriterede forslag udarbejdet af lokalcentrene. Udførelsen af vedligeholdelsesarbejderne er udlagt til varetagelse i institutionerne og lokalcentrene.

Vedligeholdelsen af de amtskommunale institutioner forvaltes på to niveauer, nemlig i institutionerne og i de fire centrale fagkontorer, der har driftsansvaret for de amtskommunale institutioner.

De amtskommunale institutioner får årligt udmeldt midler til ordinære ind- og udvendige vedligeholdelsesarbejder. De ekstraordinære vedligeholdelsesmidler prioriteres af de respektive fagkontorer i samarbejde med Byggekontoret og på baggrund af indsendte ønsker fra de enkelte amtskommunale institutioner samt forslag fra RIA (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter), der varetager det bygningsmæssige tilsyn for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Udførelsen af de ordinære vedligeholdelsesarbejder varetages i institutionerne, mens udførelsen af de ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder varetages i Byggekontoret.

Det anbefales, at Caretaker implementeres og anvendes centralt i Byggekontoret til overordnet prioritering af vedligeholdelsesarbejder og at indsamlingen og registreringen af data.

For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedkommende vurderes det, at indlægning af stamdata samt tilstandsvuderingen af alle forvaltningens ejendomme vil koste ca. 2,7 mio. kr. Forvaltningen vurdere, at det ikke vil være muligt at afholde denne udgift over vedligeholdelsesmidlerne.

Det anbefales, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i første omgang indhenter stamdata og tilstandsvurderinger for de 35 amtskommunale institutioner, da det vurderes, at disse ejendomme har det største vedligeholdelsesefterslæb.

Overslagspriser fra RIA (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter) viser, at indhentning og indlæggelse af stamdata samt tilstandsvurdering af de amtskommunale institutioner vil koste ca. 646.000 kr. og at det kan udføres på 1 år.

Når de amtskommunale institutioner er gennemgået, vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen gennemgå og tilstandsvurdere de øvrige institutionsejendomme i takt med at finansieringen til dette findes.

ØKONOMI

Midlerne til bygningsvedligeholdelse.

For dagområdet er der i 2002 afsat 37,9 mio. kr. til både ordinær og ekstraordinær udvendig og indvendig vedligeholdelse. Vedligeholdelsesmidlerne er fordelt mellem institutionerne, lokalcentrene og Byggekontoret.

For det amtskommunale er der i 2002 afsat 29,2 mio. kr. til både ordinær og ekstraordinær udvendig og indvendig vedligeholdelse. Vedligeholdelsesmidlerne er fordelt mellem institutionerne og Byggekontoret.

Fordelingen af vedligeholdelsesmidlerne fremgår af indstillingens bilag 2.

Udgifter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved implementering af Caretaker.

Styregruppen har indkøbt fire licenser til Caretaker til brug for Byggekontoret, og har tilbudt bistand i implementeringsfasen. Bistanden kan omfatte frikøb af medarbejdere, midlertidig ansættelse af nye medarbejdere, brug af private rådgiverfirmaer, indkøb og eventuel installation af Caretaker i de 15 lokalcentre eller aflønning af nye medarbejdere.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens udgifter til drift og vedligeholdelse af Caretaker og den fælles IT server vil udgøre ca. 25.000 kr. årligt.

Nedenstående ses RIA´s (Rådgivende Ingeniører og Arkitekter) prisoverslag over de udgifter, der er forbundet med indhentning og indlægning af data og tilstandsvurderinger i Caretaker. RIA oplyser, at opgaven kan løses i løbet af 1 år.

 

Antal

ejendomme

Indhentning af stamdata

Gennemgang

Gennemgang + indlægning i Caretaker

         

Amtskommunale institutioner

35

26.000

441.000

646.000

Kommunale

daginstitutioner

250

188.000

1.250.000

1.625.000

Bemandede legepladser

28

21.000

126.000

168.000

Øvrige ejendomme

24

18.000

204.000

240.000

         

I alt

337

253.000

2.021.000

2.679.000

         

Note : Kolonnerne "Gennemgang" og "Gennemgang + indlægning i Caretaker" indeholder begge udgifter til indhentning af stamdata.

Finansiering af udgifter ved implementering af Caretaker.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i udkast til høringssvar ønsket at komme i betragtning ved fordelingen af den resterende del af den oprindelige bevilling på 3 mio, såfremt den resterende del af bevillingen overføres til 2002 og 2003. Den resterende del af bevillingen udgør på nuværende tidspunkt ca. 1 mio. kr.

Såfremt det besluttes at overføre den resterende bevillingsdel, vil disse midler kunne anvendes til igangsætning af gennemgang og tilstandsvurdering af den resterende del af institutionsejendommene. Det forventes dog, at midlerne fra Kultur- og Fritidsforvaltningen kun kan dække en mindre del af udgifterne i forbindelse med gennemgangen og tilstandsvurderingen af de øvrige institutionsejendomme.

MILJØVURDERING

Implementering af styringsredskabet vil med en forbedret vedligeholdelsesindsats til følge forbedre kommunens ejendommes miljøtilstand i form af for eksempel mindre varmefor- brug og bevaring af værdifulde bygninger og bygningsdele.

HØRING

Rapporten, der er vedlagt som bilag, er udarbejdet af styregruppen med repræsentanter fra samtlige forvaltninger. Efter behandling i Kultur- og Fritidsudvalget er rapporten sendt til høring i de øvrige stående udvalg og Økonomiudvalget.

BILAG

  • Rapport : "Beskrivelse af et styringsredskab til ejendomsvedligeholdelse".
  • Oversigt over vedligeholdelsesmidlerne, dagområdet og det amtskommunale område.
  • Indstilling fra Kultur- og Fritidsforvaltningen (KFU 195/2002).
  • Udkast til høringssvar fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

 

 

 

Til top