Mødedato: 26.06.2002, kl. 19:00

Minikonkurrence om en daginstitution til søs (Bilag)

Minikonkurrence om en daginstitution til søs (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. juni 2002

 

Sager til beslutning

2. Minikonkurrence om en daginstitution til søs (Bilag)

FAU 287/2002 J.nr. 287/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget principgodkender vedlagte forslag til konkurrenceprogram for daginstitutioner til søs, idet programmet tilrettes efter det kommende kommuneplantillæg om husbåde.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 12. december 2001, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle arbejde videre med udformning af et konkurrenceprogram om daginstitutioner til søs.

Konkurrencen udskrives december 2002 efter, at resultatet af Husbådeudvalgets arbejde foreligger, og de nødvendige tilpasninger af konkurrenceprogrammet er udført, herunder konkurrencetekniske betingelser. Konkurrencen kan herefter være afgjort i februar 2003. Efter projektering og byggeperiode vil institutionen kunne tages i brug i foråret 2005.

SAGSBESKRIVELSE

  1. Baggrund
  2. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede den 12. december 2001, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skulle arbejde videre med udformning af et konkurrenceprogram om daginstitutioner til søs. Der har været nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter fra 2., 6. og 9. kontor, der har udarbejdet vedlagte forslag til konkurrenceprogram. Konkurrencen udskrives i samarbejde med Danske Arkitekters Landsforbund (DAL), som vil stå for udformning af de konkurrencetekniske betingelser, der skal sikre en fair konkurrence. Før konkurrencen udskrives afholdes der offentlig prækvalifikation, hvor interesserede rådgiverfirmaer søger deltagelse i konkurrencen, og der udvælges i alt 4 deltagere til konkurrencen.

    Da institutionshusbåden påtænkes placeret i sammenhæng med bolighusbåde, som må forventes at have et boligareal på 100-130 m2, vil en standard 5-gruppers daginstitution virke alt for dominerende. I kraft af deres højere aktivitetsniveau og mobilitet vil børn i børnehavealderen få større udbytte af mulighederne på en daginstitution på en husbåd end vuggestuebørn. På baggrund af dette udbydes institutionen som en børnehave med 2 børnegrupper.

    I princippet kan en daginstitution på en husbåd flyttes til de byområder, hvor der er behov for institutionspladser eller bruges som udflytterbørnehave for bydele med større afstand til havneområder.

  3. Husbådeudvalg
  4. Københavns Kommune har nedsat et Husbådeudvalg, der skal fremkomme med forslag til et kommuneplantillæg om lokaliseringsmuligheder for husbåde. Udvalget arbejder desuden med myndighedskrav til husbådes udformning og indretning, krav til husbådenes flydeelementer, forsyningsforhold, priser for leje af kajplads samt forsikrings- og skatteforhold. Dette arbejde forventes færdiggjort og vedtaget i Borgerrepræsentationen i 3. kvartal 2002. Arkitektkonkurrencen afventer dette arbejde.

  5. Lokalisering
  6. Da lokaliseringsmulighederne i havnen som helhed ikke er endeligt fastlagt, foreslås i konkurrenceprogrammet en placering i Sydhavnen. I Kommuneplan 2001 er det fastlagt, at der skal bygges 5.000 nye boliger i sydhavnsområdet fra Fisketorvet i nordøst til Sluseholmen i sydvest. Området er planlagt af det hollandske arkitektfirma Soeters van Eldonk Ponec Architekten. Bebyggelsen udformes som en kanalby med karrébebyggelse og skal fremstå varieret og levende med en mere formel facade mod den livlige havnefront og en stille indre side med et blødere og mere grønt udtryk.

    I forbindelse med denne byudvikling i Sydhavnen er der reserveret et område til placering af husbåde, herunder mulighed for placering af en daginstitution på en husbåd. Området vil blive lokalplanlagt.

    Boligudbygningen for Sluseholmen/Teglværkshavnen påbegyndes i 2002, og i 2010 er området færdigudbygget med ca. 1400 boliger og 2 daginstitutioner med hver 5 børnegrupper. På dette tidspunkt er området reserveret til husbåde etableret, og det kunne overvejes at lade institutionshusbåden fungere som buffer for det udækkede behov for institutionspladser. Der regnes normalt med 1 daginstitution pr. 600 boliger.

    Ved Kalvebod Pladsvej vil i alt 300 boliger være ibrugtaget i 2006, heraf 150 i 2004, og man vil her kunne få glæde af institutionshusbåden indtil der i området bliver tilstrækkeligt mange boliger til, at det udløser en ny daginstitution. Samtidig er denne placering indenfor en rimelig afstand til bydelen Vesterbro, som således kan blive aflastet mht. institutionspladser.

  7. Tidsplan

Efter resultatet af Husbådeudvalgets arbejde foreligger i 3. kvartal 2002, færdiggøres konkurrenceprogrammet med de nødvendige tilpasninger, konkurrencetekniske betingelser samt prækvalifikation. Konkurrencen udskrives december 2002 og kan herefter være afgjort i februar 2003.

Tidsplanen for projektering og byggeperiode:

  • Projektering 8 måneder
  • Udbud 6 uger
  • Politisk godkendelse af kapitalbevilling 10 uger
  • Byggeperiode 12 måneder

Under forudsætning af, at Husbådeudvalgets arbejde ikke forsinkes, kan institutionen tages i brug foråret 2005.

  1. Dommerkomité

Til bedømmelsen af konkurrenceforslagene nedsættes en dommerkomité med repræsentanter fra Københavns Kommune og 2-3 fagdommere udpeget af DAL. Fra Københavns Kommune foreslås repræsentanter fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Økonomiforvaltningen samt Bygge- og Teknikforvaltningen.

MILJØVURDERING

Afholdelse af konkurrencen har ingen miljøkonsekvenser.

I konkurrenceprogrammet henvises til publikationen Miljørigtig byfornyelse og nybyggeri, idet institutionen skal leve op til minimumskravene heri.

ØKONOMI

Udgifter til konkurrencens afholdelse beløber sig til 400.000 kr. og foreslås anvist af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forventede anlægsbudget i 2003.

Det forudsættes, at udgifterne til byggeriet af husbådsinstitutionen holdes indenfor den sædvanlige økonomiske ramme for opførelse af daginstitutioner. Med en pladspris for børnehavepladser på 130.000 kr., beløber byggeudgiften sig til 5,7 mio. i 2002-priser. Udgiften til flydesystemet indgår ikke heri.

Driftudgifterne for institutionen forudsættes at ligge på samme gennemsnitlige niveau som en institution på fast grund, alternativt sikres finansiering af merudgiften ved en tillægsbevilling.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Der har været stor opmærksomhed på de sikkerhedsmæssige aspekter, og programmet sendes derfor til høring i sikkerhedsorganisationen.

BILAG

  • Konkurrenceprogram for daginstitution til søs
  • Familie- og Arbejdsmarkedsuvalgets beslutning vedr. "Minikonkurrence om daginstitutioner til søs" på mødet den 12. december 2002

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top