Mødedato: 26.04.2000, kl. 13:00

Orientering om dagpengeprofil for 1999 (Bilag)

Orientering om dagpengeprofil for 1999 (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 26. april 2000

 

Sager til beslutning

9. Orientering om dagpengeprofil for 1999 (Bilag)

FAU 241/2000 J.nr. 88/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager forvaltningens orientering om dagpengeprofil og handleplan til efterretning.

RESUME

Forvaltningen har for andet år i træk udarbejdet en dagpengeprofil for København og de enkelte bydele, og hovedresultaterne for 1999 er:

  • Der er flere kvinder i dagpengesystemet i 1999 end i 1998, og kvinder har en længere sagsvarighed end mænd.
  • Der er flere enlige i 1999 end i 1998, og enlige har som gruppe betragtet en længere sagsvarighed.
  • Personer af anden etnisk oprindelse og personer ansat i social- og sundhedssektoren har længere sagsvarighed.
  • Der er en positiv sammenhæng mellem samarbejde med henholdsvis arbejdsgiver/a-kasse og fastholdelse i arbejde, og en hurtig indgriben i sygeforløbet øger sandsynligheden for arbejdsfastholdelse.

Forvaltningen tager på denne baggrund en række initiativer med henblik på at øge opmærksomheden omkring en række risikofaktorer på dagpengeområdet.

SAGSBESKRIVELSE

En arbejdsgruppe på tværs af central- og lokalforvaltningen (dagpengeopfølgningsgruppen) har for andet år i træk udarbejdet en dagpengeprofil for København og de enkelte bydele (En dagpengeprofil er et øjebliksbillede af den typiske dagpengemodtager på et givet tidspunkt).

Dagpengeprofilen viser, at en række faktuelle risikofaktorer for sygemeldte kan afdækkes tidligt i sygeforløbet, og med den rette socialfaglige indsats er det sandsynligvis muligt at afkorte sagsvarigheden for disse risikogrupper. Som følge heraf er der større sandsynlighed for at bevare arbejdet, og dette vil igen medføre færre udgifter for kommunen.

På baggrund af rapportens resultater er fastsat følgende handleplan:

  1. Sagsbehandlernes opmærksomhed særligt over for kvinder, enlige, ansatte i social og sundhedsbranchen, samt personer med anden etnisk oprindelse skærpes med henblik på, at sagsvarigheden for risikogrupperne søges tilnærmet niveauet for andre grupper i perioden indtil næste dagpengeprofil. Dette gøres ved, at rapporten udsendes til de enkelte centre med et følgebrev, der uddyber, hvordan netop deres center er faldet ud i profilen med hensyn til disse faktorer samt en pointering af, at sager med netop de afdækkede karakteristika har længere varighed og derfor allerede fra start skal have særlig opmærksomhed, med henblik på at nedbringe varigheden for disse sagstyper.
  2. At man i næste dagpengeprofil måler sagsvarigheden for risikogrupperne i forhold til andre grupper, således at man kan se om indsatsen har haft effekt.
  3. At centralforvaltningen løbende (hver måned) udsender statistikker, hvor de enkelte centre kan sammenligne sig med hinanden, med hensyn til gennemsnitlig varighed, indberetning af opfølgningsplaner m.v.

Ad.1. Nedbringelse af varigheden.

Det er naturligvis umuligt at angive de præcise faktorer, der er årsag til disse gruppers længere varighed, da det er meget komplekse og forskellige årsager, der i samspil bevirker, at disse grupper har længere varighed. Men hvis det pointeres, at sager i disse kategorier skal have særlig opmærksomhed, giver det de enkelte centre mulighed for at udarbejde deres individuelle handlingsplaner, hvilket sandsynligvis vil give det bedste grundlag for at nedbringe sagsvarigheden.

Ad 2. Udsendelse af rapporten til centrene.

Allerede dagpengeprofilen for 1998 viste, at fordelingen af køn, etnisk oprindelse, branche og civilstand fordeler sig forskelligt på de enkelte centre. Disse forskelle gør sig stadig gældende i 1999. En uddybning af disse forhold med en pointering af det enkelte centers særlige forhold vil blot give dem bedre mulighed for at målrette indsatsen overfor netop deres risikogrupper.

Ad 3. Månedsstatistik.

Forvaltningen udsender hver måned statistikker med følgebrev om udviklingen i perioden, hvor de enkelte centre kan sammenligne sig med hinanden, m.h.t. bl.a. varighed for alle løbende sager. Statistikkerne udsendes via e-mail til serviceteamscheferne og socialcentre i forsøgsbydelene samt alle sagsbehandlerne på sygedagpengeområdet. Disse statistikker udsendes p.t. ca. hver 3. måned, og de er allerede i dag af nogle centre meget efterspurgte.

De ovenfor nævnte tiltag vil hurtigt og enkelt kunne gennemføres, således at opmærksomheden skærpes omkring varigheden af sygedagpengesager.

ØKONOMI

Besparelsespotentialet er uklart, men der er et ikke ubetydeligt økonomisk potentiale ved en vellykket indsats overfor de enkelte risikogrupper.

Hvis man f.eks. kan nedbringe sagsvarigheden for gruppen enlige til samme sagsvarighed som gruppen gifte, vil der her være en årlig bruttobesparelse på ca. 20 mill. kr. En stor del af dette beløb vil være netto, da det sandsynligvis vil være de lange sager udover 52 uger (hvor refusionen er bortfaldet), der lettest kan afkortes.

BILAG

  • Dagpengeprofil for 1999

Grethe Munk

/ Sven Bjerre

 

Til top