Pilotprojekt på Hans Knudsen Instituttet
Pilotprojekt på Hans Knudsen Instituttet
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 26. april 2000
Sager til beslutning
13. Pilotprojekt på Hans Knudsen Instituttet
FAU 236/2000 J.nr. 87/00
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller
at der etableres et pilotprojekt til udvikling af metode for virksomhedsrevalidering til senmodne unge og til forsøg med en virksomhedstøttepersonordning i tilknytning til Hans Knudsen Instituttet. Projektet påbegyndes 1.5.2000 og løber til 31.12.2001.
RESUME
Der blev i 1999 overført 0,6 mio. kr. til opstart af A-teamet, de såkaldte "Beta"-midler. I 2000 er A-teamet finansieret på anden vis og beløbet er opført i budget 2000, uden at der disponeret over det.
Forvaltningen vil foreslå at anvende beløbet til et pilotprojekt på Hans Knudsen Instituttet til metodeudvikling af virksomhedsrevalidering og virksomhedsstøttepersonordning. Det vurderes, at der er behov for en ekstraordinær indsats for at få det tidligere Erhvervsoptræningsværksteds målgruppe integreret på arbejdsmarkedet.
Erhvervsoptræningsværkstedet blev virksomhedsoverdraget til Hans Knudsen Instituttet pr. 16. november 1999. Begrundelsen var bl.a. Hans Knudsen Instituttets langt mere erhvervsrettede tilbud og derfor større muligheder for arbejdsintegration af målgruppen, de sentudviklede. Målgruppen kan også beskrives som:
- unge, der er bogligt svage udgået af 10. klasse, på et niveau svarende til 2. til 6. klasse og med svag familiemæssig opbakning
- "lømler" – normalt begavede, evt. svagt stimulerede, som ikke kan finde ud af tilværelsen – herunder arbejdsliv og uddannelse
- fysisk og psykisk funktionshæmmede.
Uanset betegnelse har målgruppen mere eller mindre de samme problemstillinger at kæmpe med. Over en bred kam er der problemer med indlæringen, hvilket sætter grænser for såvel faglig kompetence som fleksibilitet og for nogle adfærden. Desuden er der identitetsproblemer, da disse unge har svært ved at sammenligne sig med "det normale". Dette slår også igennem som problemer med definition af arbejdsidentitet.
Virksomhedsrevalidering
Efter en periode på Hans Knudsen Instituttets afdeling Forpraktik, hvor de unge er blevet afprøvet/afklaret i forhold til deres fremtidige erhvervsønsker/muligheder, er de klar til indslusning på arbejdsmarkedet. Som led i indslusningen bør arbejdsgiverne kunne tilbydes, at Forpraktiks virksomhedskonsulent følger den unge tæt i en periode som problemknuser i forhold til arbejdsplads, kolleger til det offentlige m.v.
Lovhjemlen er aktivlovens § 47 a.
Virksomhedskonsulenten kan også fungere i forhold til enkelte af Hans Knudsen Instituttets øvrige revalidender, såfremt der er ledig kapacitet.
Virksomhedsstøtteperson
En anden metode til at få de unge integreret på arbejdsmarkedet er støtte fra en medarbejder på virksomheden. Personen skal fungere som støtteperson for den unge på arbejdspladsen – vejlede om arbejdsopgaver, vise arbejdsgange indtil arbejdsprocessen er indarbejdet, omgang med kolleger o.s.v. Projektet aftaler med arbejdsgiveren, hvor mange timer og for hvilken periode, der skal ydes kompensation for.
En sådan ordning har været praktiseret med succes i Frederiksborg Amt med støtte fra Socialministeriet. Lovhjemlen er aktivlovens § 68, stk. 2.
ØKONOMI
Der skal ansættes en virksomhedskonsulent, årsløn ca. 325.000 og frikøb af arbejdstimer på virksomhederne, i alt 275.000 kr. I alt pr år 600.000 kr.
For 2000: 1.5. – 31.12.
Virksomhedskonsulent ..…………………. 220.000 kr.
Frikøb af løntimer ………………………... 275.000 kr.
Etableringsomkostninger …………………. 50.000 kr.
For 2001: 1.1. – 31.12.
Virksomhedskonsulent …………………… 325.000 kr.
Frikøb af løntimer ………………………… 275.000 kr.
De 600.000 kr. er opført på budgettet for 2000 og 2001, på funktion 5.40, reva-rammen.
HØRING
Ingen
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/ Torben Brøgger