Mødedato: 25.05.2005, kl. 18:15

Høringssvar vedrørende forslag til kommissorium for lokaludvalg m.v. (Bilag)

Høringssvar vedrørende forslag til kommissorium for lokaludvalg m.v. (Bilag)

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. maj 2005

 

 

14.      Høringssvar vedrørende forslag til kommissorium for lokaludvalg m.v. (Bilag)

 

FAU 263/2005  J.nr. 263/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Udvalget for Demokrati og Serviceudvikling tilkendegiver,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er enig i det fremsendte forslag til kommissorium for lokaludvalg og forslaget til målsætninger for brugerinddragelse og selvforvaltning, samt

 

at det ikke på grund af den korte tidsfrist har været muligt at sende forslaget om lokaludvalg til høring hos relevante foreninger og organisationer m.fl.

 

 

RESUME

Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling besluttede på møde d. 18. april 2005, at vedlagte forslag til kommissorium for lokaludvalg sendes til høring i fagudvalg, hos berørte foreninger og organisationer m.fl.

 

Samtidig med denne høring iværksættes en borgerdialog om forslaget til lokaludvalg samt forslag til brugerdemokrati og selvforvaltning.

 

Materialet til denne borgerdialog kan hentes på hjemmesiden www.kk.dk/ hverdagsdemokrati fra mandag d. 2. maj 2005. På hjemmesiden vil alle interesserede have mulighed for at deltage i debatten om forslag til nærdemokrati.

 

Fagudvalgene skal sikre, at relevante foreninger, organisationer m.fl. inden for deres ressortområde bliver hørt samt at deres svar vedlægges fagudvalgets høringssvar.

 

Høringssvar skal være Udvalget for Demokrati- og Serviceudvikling i hænde senest onsdag d. 1. juni 2005.

 

Udvalget for Demokrati og Serviceudvikling vil fremlægge endeligt forslag for Borger-repræsentationen i enten september eller oktober sammen med udviklingsplanerne.

SAGSBESKRIVELSE

Udvalget for Demokrati og serviceudvikling har på møde den 18. april og 29. april vedtaget indstilling med  

1.      Forslag til målsætninger for brugerdemokrati og selvforvaltning

2.      Forslag til kommissorium for lokaludvalg,

3.      Udarbejdelse af  udviklingsplan for brugerdemokrati/ selvforvaltning af alle stående udvalg

 

Forslagene sendes til høring i de stående udvalg samt i berørte foreninger/  organisationer samt til de borgere, der tidligere har deltaget i dialogen om Hverdagens Demokrati i maj og juni måned, og der afholdes en konference den 14. juni 2005.

 

Formålet med høringen er at modtage forslag til, hvorledes principperne om brugerdemokrati og selvforvaltning konkret kan udmøntes.

 

Af forslaget til brugerdemokrati fremgår, at brugerdemokrati og selvforvaltning skal styrkes gennem

-         at brugerne af kommunens institutioner og serviceydelser får mere indflydelse gennem en styrket dialog mellem brugere, BR og stående udvalg,

-         at der skabes bedre rammer for brugerdemokrati, så det bliver nemmere at deltage i beslutningerne på den enkelte institution,

-         at der lægges yderligere kompetence fra kommunens centralforvaltninger til institutionerne,

-         at der gennemføres selvforvaltning på områder, hvor der er et bredt engagement fra en betydelig del af brugergruppen.

 

Af forslaget til lokaludvalg (bilag) fremgår, at

-         et lokaludvalg er et politisk organ, der har beslutningsret for et afgrænset geografisk område. Medlemmerne udpeges af Borgerrepræsentationen

 

-         lokaludvalgets opgaver foreslås:

o       Bindeled og sikre dialog mellem bydelens borgere og Borgerrepræsentationen

o       Bydelens stemme om lokale forhold

o       Skabe dialog om lokale forhold mellem bydelens borgere

o       Skabe sammenhæng og koordinering i bydelsrettede aktiviteter.

 

-         lokaludvalget får tillagt følgende rettigheder:

o  Høringsret inden for områderne: fysisk planlægning, miljø, sundhed, trafik, idræt, skole , børn., ældre og kultur

o  Sama rbejde med Københavns Kommune om forslag til bydelsplan for området

o  Udtaleret ift BR og alle stående udvalg

o  Udtaleret ift eksterne myndigheder om lokale forhold

o  Mulighed for at fremsende forslag til alle stående udvalg.

 

Udviklingsplanen skal beskrive, hvilke initiativer der igangsættes på udvalgsområdet med henblik på at tilgodese Borgerrepræsentationens ønsker til udvikling af brugerdemokrati og selvforvaltning. Planen skal afgives 1. september 2005.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Høring ikke gennemført

 

BILAG

·        Indstilling vedrørende lokaludvalg

·        Udkast til kommissorium for lokaludvalg

·        Beslutningsprotokol for Udvalget om Demokrati og serviceudvikling.

·        Høringsskrivelse fra Udvalget for Demokrati og Serviceudvikling

 

 

                      Grethe Munk

 

                                                                 /

                                                Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top