Mødedato: 25.04.2001, kl. 13:00

Tilskud til Indvandrer Kvindecentret (Bilag)

Tilskud til Indvandrer Kvindecentret (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 25. april 2001

 

Sager til beslutning

7. Tilskud til Indvandrer Kvindecentret (Bilag)

FAU 172/2001INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilger et driftstilskud til Indvandrer Kvindecentret på 238.000 kr. til centrets integrationsarbejde i 2001.

at der etableres en følgegruppe med deltagelse fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

RESUME

Indvandrer Kvindecentret er en selvejende institution, hvis kerneydelse er være-, rådgivnings- og aktivitetssted. Centret betjener en stor gruppe kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, og centrets primære samarbejdspartnere er de lokale centre og sagbehandlerne.

Det foreslås, at der i 2001 ydes tilskud på 238.000 kr. til dækning af Indvandrer Kvindecentrets budgetterede underskud. Endvidere foreslås det, at der etableres en følgegruppe med deltagelse fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

SAGSBESKRIVELSE

Indvandrer Kvindecentret har som de foregående år henvendt sig til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med henblik på økonomisk støtte fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, senest d. 20. februar 2001. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har de foregående år bevilget tilskud til at dække centrets budgetterede underskud.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har efter samtaler med samt besøg på Indvandrer Kvindecentret et positivt indtryk af det arbejde, som centret udfører.

Indvandrer Kvindecentret blev etableret i december 1982 på initiativ af en tværkirkelig økumenisk indvandrergruppe. Det grundlæggende formål med centret er i dag at integrere kvinder med etnisk minoritetsbaggrund i det danske samfund. Centret betjener en stor gruppe af ressourcesvage kvinder med etnisk minoritetsbaggrund, der for manges vedkommende lever af overførselsindkomster og er enlige mødre. Centret er en selvejende institution, der eksisterer på grundlag af fonde og legater, offentlige midler samt salg af egne publikationer.

Indvandrer Kvindecentret har åbent hver dag fra kl. 10-16, dog til kl. 18 om torsdagen, hvor der er juridisk rådgivning. Centret er organiseret med en bestyrelse. Der er to fastansatte medarbejdere i centret, hvoraf den ene er centerleder. Derudover er der tilknyttet en medarbejder i fleksjob, nogle forpraktikanter samt ca. 15 frivillige. De frivillige medarbejdere består hovedsageligt af jurastuderende, socialrådgiverstuderende og pædagogstuderende.

Den største gruppe, der bruger centret, er somaliske kvinder, men andre etniske grupper kommer ligeledes i centret. Brugerne er for størstedelens vedkommende bosiddende i Københavns Kommune. De tilbud, der gives, er rådgivning, lektiehjælp, samtalegrupper, syning, madlavning, gymnastik, foredrag om samfundsforhold m.v. Der rådgives primært om privatøkonomi, integration, uddannelse, aktivering, rettigheder, ægteskabssager og juridiske problemstillinger. Der er faste husmøder hver onsdag, hvor de kvinder, der bruger centret, er med til at bestemme, hvilke emner, der skal tages op, samt hvordan huset skal fungere. Der afholdes i forbindelse med husmøderne ofte foredrag om emner, der vedrører det danske samfund som fx grundloven, seksuelt misbrug af børn, integrationsloven, energiforbrug m.v.

Centret har en bred kontakt til institutioner under Københavns Kommune såsom Integrationsenheden og Etnisk Rådgivningscenter NOOR. Endvidere nævner centret selv, at de har den største samarbejdsflade til de lokale centre, hvor de ofte er behjælpelige i kommunikationen mellem sagsbehandlere og kvinder.

Indvandrer Kvindecentret er støttet af bl.a. PUF-midler samt Folkeoplysningsmidler. Folkeoplysningssekretariatet har i forbindelse med revision af Folkeoplysningsloven besluttet at overføre budgettet for fem væresteder, der i de foregående år ekstraordinært har været støttet af Folkeoplysningssekretariatet, til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Heriblandt er Indvandrer Kvindecentret, der i 2001 er støttet af FOS med 200.000 kr. Fra 2002 er dette beløb overført til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, således at pengene i 2002 er øremærket Indvandrer Kvindecentret.

Set i lyset heraf, samt på baggrund af det positive indtryk Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har af centrets arbejde, er det forvaltningens vurdering, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ligeledes bør støtte Indvandrer Kvindecentret. Endvidere er det forvaltningens vurdering, at man bør etablere en følgegruppe, der kan støtte og følge centret i dets arbejde. Dette skyldes to ting.

For det første skal forslaget om etableringen af en følgegruppe ses i lyset af det beløb, der foreslås bevilliget. Forvaltningen er ifølge revisionsinstruksen for tilskud over 100.000 kr. forpligtet til at deltage i en følgegruppe. Endvidere understøttes dette af de midler fra Folkeoplysningssekretariatet, der fra 2002 ligeledes skal bevilliges af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

For det andet har centret erklæret sig villig til at yde støtte og konsulentbistand til andre kvindeforeninger, der har brug for vejledning til at finde fodfæste både som selvstændige foreninger og som borgere i det danske samfund. Centret har 18 års erfaring, der med fordel kan anvendes til at støtte andre kvindegrupper i at etablere sig. For nærværende er det ikke muligt for Indvandrer Kvindecentret at udlåne lokaler til andre foreninger, da lejekontrakten medfører, at man kun må benytte lokalerne indtil kl. 16.00, og endvidere må lokalerne ikke benyttes i weekenden.

Forvaltningens deltagelse i en følgegruppe vil endvidere have den positive virkning, at det bliver muligt for forvaltningen i højere grad at følge med i centrets arbejde.

ØKONOMI

Bevilling af 238.000 kr. af grundtilskudsmidlerne "særlige målgrupper" IMK fkt. 5.60.

 

 

ANDRE KONSEKVENSER

Etablering af følgegruppe med deltagelse fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens 11. kontor.

HØRING

Ingen

BILAG

  • Budget 2001 for Indvandrer Kvindecentret og følgebrev

 

Grethe Munk

/ Torben Brøgger

 

Til top