Høringssvar om integrationspolitiske indsatsområder for 2002 (Bilag)
Høringssvar om integrationspolitiske indsatsområder for 2002 (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 25. april 2001
Sager til beslutning
6. Høringssvar om integrationspolitiske indsatsområder for 2002 (Bilag)
FAU 167/2001INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder forvaltningens udkast til høringssvar til Økonomiudvalget.
RESUME
Arbejdet med at fastlægge integrationspolitiske indsatsområder for 2002 er i gang. Integrationsudvalget har fremsat forslag om, at de for 2001 gældende indsatsområder fastholdes i 2002, og forslaget er nu af Økonomiudvalget sendt til høring i de stående udvalg og hos eksterne interessenter.
Det indstilles, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilslutter sig forslaget om at fastholde indsatsområderne i 2002, da integration er en tidskrævende proces, hvor det kan være vanskeligt at gennemføre en fokuseret indsats i løbet af ét år.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen vedtog d. 14. juni 2000 en overordnet integrationspolitik for Københavns Kommune samt følgende indsatsområder for budgetåret 2001: "Børns liv og fremtid", "Beskæftigelse", "Kommunikation", "Hvordan støttes det frivillige og foreningsbaserede engagement i integrationsarbejdet?" og "Det boligsociale område".
Samtidig vedtog Borgerrepræsentationen at de stående udvalg og Økonomiudvalget hver år i februar, første gang i 2002, skal afgive en kort status til Det Rådgivende Integrationsudvalg vedrørende arbejdet med integrationsområdet. Efterfølgende afgiver Integrationsudvalg en samlet redegørelse til Borgerrepræsentationen.
Arbejdet med at fastlægge indsatsområder for budgetåret 2002 er imidlertid allerede i gang. Alle forvaltninger er i brev af 4. december 2000 fra Integrationsudvalget blevet anmodet om at fremkomme med forslag til indsatsområder for budgetåret 2002.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har overfor Integrationsudvalget udtrykt ønske om, at man fastholder de for 2001 gældende indsatsområder i 2002. Dette begrundes med, at integration er en tidskrævende proces, hvor det kan være vanskeligt at gennemføre en fokuseret indsats i løbet af ét år. Herudover er der i 2001 udvalgt nogle forholdsvis brede indsatsområder, der evner at indfange de største udfordringer på integrationsområdet.
På baggrund af forvaltningernes høringssvar har Integrationsudvalget indstillet til Økonomiudvalget, at de for 2001 vedtagne indsatsområder videreføres i 2002. Økonomiudvalget har besluttet at sende forslaget til høring i de stående udvalg og hos eksterne interessenter inden der tages endelig beslutning herom.
Det indstilles, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder forvaltningens udkast til høringssvar, hvor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tilslutter sig Integrationsudvalgets forslag om at videreføre indsatsområderne i 2002.
Sagen vil efterfølgende og på baggrund af de indkomne høringssvar blive behandlet på Økonomiudvalgets møde den 15. maj 2001. Derefter forelægges sagen Borgerrepræsentationen den 31. maj 2001.
ØKONOMI
Økonomiudvalget pålægger de stående udvalg at tage højde for de udgifter, som følger af tiltag, der gennemføres indenfor de indsatsområder, som Borgerrepræsentationen vedtager.
HØRING
Ingen
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
BILAG
- Udkast til høringssvar
- Økonomiudvalgets høringsbrev
Grethe Munk
/ Torben Brøgger