Mødedato: 24.08.2005, kl. 15:30

Ansøgning om økonomisk tilskud til www.savn.dk (Bilag)

Ansøgning om økonomisk tilskud til www.savn.dk (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. august 2005

 

 

16.      Ansøgning om økonomisk tilskud til www.savn.dk (Bilag)

 

FAU 383/2005  J.nr. 383/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver afslag på ansøgningen om økonomisk tilskud til www.savn.dk

 

RESUME

Den kommende forening "Savn – børn og pårørende til indsatte" ved ansøger Line Dahl Krabsen har ansøgt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget om midler til etablering af foreningen og en landsdækkende hjemmeside, www.savn.dk. Foreningens og hjemmesidens formål er at yde gratis rådgivning og vejledning om personlige, praktiske og juridiske aspekter til pårørende til indsatte. Målgruppen er mænd, kvinder, børn og unge i alderen 3-60 år og derover med bopæl i Danmark.

 

Til hjemmesiden og foreningen skal der bl.a. knyttes en gruppe af frivillige rådgivere, herunder eventuelt familieterapeuter og psykologer, som kan besvare brugernes spørgsmål.

 

Der ansøges om et uspecificeret beløb.

SAGSBESKRIVELSE

Ansøger Line Dahl Krabsen ansøger om midler til opstart og drift af en landsdækkende hjemmeside, www.savn.dk. "Savn – børn og pårørende til indsatte" skal oprettes som en forening, der sammen med www.savn.dk kan give børn og pårørende til indsatte et forum, hvor de kan få hjælp og vejledning til at håndtere den svære situation, som det er at have en pårørende, der er indsat.

 

Foreningens stifter er bosat i Århus, og hun har indledt et frivilligt samarbejde med KRIM i Århus i form af faglig sparring. På sigt ønsker stifteren at indlede i et samarbejde med Århus Daghøjskole, som mod betaling skal bidrage til udarbejdelsen af it-system til hjemmesiden.

 

1. Foreningens og hjemmesidens formål

Formålet er at give pårørende til indsatte ét sted, hvor de kan få gratis vejledning og rådgivning om det at have en indsat pårørende. Rådgivningen og vejledningen skal give målgruppen svar på personlige, praktiske og juridiske spørgsmål.

 

Der skal tilknyttes en gruppe af frivillige rådgivere, herunder eventuelt familieterapeuter og psykologer, som kan besvare brugernes spørgsmål. På sigt skal der i samarbejde med fagpersoner udvikles et interaktivt spil, der skal hjælpe brugerne til at få talt ud om deres følelser og problemer.

 

1.1 Foreningens og hjemmesidens målgruppe

Den primære målgruppe er børn af indsatte, forældre til børn af indsatte, mor og far til indsat, søskende til indsat, kærester eller ægtefæller til indsatte samt andre pårørende til indsatte, f.eks. bedsteforældre, onkler, tanter, kusiner, o.lign. Målgruppen fordeler  sig på mænd, kvinder, børn og unge i alderen 3-60 år og derover, som har bopæl i Danmark.

 

En sekundær målgruppe er fagpersoner fra undervisningssektoren, f.eks. skolelærere, som har en elev, hvis forælder er indsat, samt andre fagpersoner, f.eks. advokater, psykologer, socialrådgivere, terapeuter o.lign., som mangler oplysninger om emnet.

 

1.2 Prioritering af foreningens indsats

I opstartsfasen vil foreningens primære fokus være på at få etableret fora på hjemmesiden, der henvender sig til:

·        Voksne pårørende

·        Børn af indsatte

·        En brevkasse, hvor der tilbydes råd og vejledning fra diverse faggrupper

·        Råd og vejledning til forældre til børn af indsatte

 

Råd og vejledning til forældre til børn af indsatte skal konkret bestå af, hvordan man som forældre får talt med barnet eller den unge om:

·        Familiens samlede situation

·        Hvordan forældrene kan forberede barnet eller den unge på det første besøg hos den indsatte

·        Hvordan forældrene kan tackle barnets eller den unges tanker og bekymringer

·        Hvordan forældrene kan hjælpe barnet igennem denne situation bedst muligt.

 

1.3 Hjemmesidens øvrige indhold

Overordnet set skal hjemmesiden bl.a. indeholde følgende:

·        Juridiske dokumenter om f.eks. varetægt, udgang, prøveløsladelse, procedure for sager o.lign.

·        Psykologisk vejledning og redskaber

·        Fængsler og arresthuse, herunder f.eks. deres regelsæt og billedgalleri

·        Børns, pårørendes og indsattes beretninger om situationen

·        Pårørendes og indsattes rettigheder, herunder f.eks. klageadgang, spørgsmål om flytning til andet fængsel eller arresthus, udgang o.lign.

·        Links til advokater, psykologer, terapeuter, kommuner, organisationer, fri rådgivning og hjælp, Folketinget m.m.

 

1.4 Foreningens projekter på sigt

På sigt vil foreningen sætte fokus på andre projekter, der kan hjælpe pårørende til indsatte bl.a. via:

·        Udvikling af interaktivt spil samt brætspil, der kan hjælpe børn og forældre til at tale om deres følelser og problemer

· & nbsp;      Kontaktpersoner til børn og pårørende

·        Indsamling af effekter og midler til pårørende

 

2.0 Nuværende tilbud til målgruppen

I Københavns Kommune er der allerede en række tilbud til socialt udsatte borgere, herunder også pårørende til indsatte. Via kommunens tværfaglige teams i lokalcentrene kan udsatte børn, unge og voksne modtage rådgivning og vejledning. Via børnefamilieteamenes ungerådgivninger kan børn og unge komme i kontakt med medarbejdere, som har særligt fokus på at kunne rådgive og vejlede børn og unge.

 

Kommunen har desuden en række rådgivningsklinikker, der kan yde rådgivning og vejledning til udsatte familier.

 

I København tilbyder organisationen Røde Kors hver 3. eller 4. uge gratis samtalegrupper for børn og unge mellem 8-11 år og 12-17 år. Alle børn og unge med en mor eller far, der sidder i fængsel eller er varetægtsfængslet kan deltage i samtalemøderne. På samtalemøderne kan børnene tale med andre børn i samme situation, få sat ord på deres følelser og udveksle erfaringer. Børnene laver og spiser mad sammen, mens de får talt ud om deres situation. Samtalemøderne ledes af frivillige fra Røde Kors. De frivillige har alle en relevant faglig baggrund, f.eks. børnepsykolog  eller pædagog. Røde Kors arbejder på at etablere lignende samtalegrupper i henholdsvis Nordjylland og Midtjylland.

 

3.0 Forvaltningens anbefaling til udvalget

Når en voksen person idømmes en ubetinget fængselsstraf, vil det have nogle konsekvenser for både den dømte og hans eller hendes familie, herunder også eventuelle børn.

 

Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen opfattelse, at foreningens formål og indhold er sympatisk, og det kan eventuelt supplere kommunale tilbud til udsatte familier.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler dog, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget giver afslag på ansøgningen.

Afslaget begrundes med, at foreningen "Savn – børn og pårørende til indsatte" har hjemsted i Århus Kommune, og det vil således være mere naturligt for foreningen at indlede et tættere samarbejde med hjemstedskommunen. Som nævnt ovenfor har foreningen allerede et samarbejde med KRIM Århus, og foreningen påtænker at indlede et samarbejde med Århus Daghøjskole.

 

Grundet Københavns Kommunes størrelse har kommunen allerede en bred vifte af forskellige tilbud til udsatte familier.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget opfordrer ansøgeren om at ansøge § 115 midler hos Århus Kommune, samt at foreningen kan overveje at ansøge ministerielle puljer, f.eks. PUF- og SATS-puljerne.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

I ansøgningen ansøges der ikke om et konkret beløb til opstart og drift af hjemmeside og forening.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Ingen.

 

BILAG

·        Projektansøgning fra "Savn – børn og pårørende til indsatte" (modtaget pr. mail den 19. maj 2005)

·        Borgmesterbrev med afslag til ansøger

 

 

Grethe Munk

   /

Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top