Mødedato: 24.04.2002, kl. 19:00

Udmøntning af budgetaftalen for 2002 vedr. ekstraordinær vedligeholdelse af bo-, dag- og aflastningstilbud på handicapområdet (Bilag)

Udmøntning af budgetaftalen for 2002 vedr. ekstraordinær vedligeholdelse af bo-, dag- og aflastningstilbud på handicapområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 24. april 2002

 

Sager til beslutning

12. Udmøntning af budgetaftalen for 2002 vedr. ekstraordinær vedligeholdelse af bo-, dag- og aflastningstilbud på handicapområdet (Bilag)

FAU 191/2002 J.nr. 191/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender følgende:

at der anvendes 6.132.200 kr. i 2002 til gennemførelse af de mest nødvendige vedligeholdelsesarbejder på tilbudene på handicapområdet. Arbejderne vil kunne igangsættes medio 2002.

at der som 1. fase i en flerårig vedligeholdelsesplan for handicapområdet anvendes 170.000 kr. i 2002 til udarbejdelse af tilstandsrapporter i nødvendigt omfang.

at der desuden som 1. fase i en flerårig vedligeholdelsesplan for handicapområdet anvendes 1.697.800 kr. i 2002 til yderligere vedligeholdelsesarbejder på tilbudene. Arbejderne vil kunne igangsættes, når der foreligger nye tilstandsrapporter.

I alt 8,0 mio. kr. (2002 p/l – niveau).

Midlerne er opført på bevillingsområde 6, handicappede, funktion 5.50.3 botilbud, anlæg. Bevillingen er et–årig.

RESUME

Ved budgetaftalen for 2002 besluttede Borgerrepræsentationen at afsætte 8 mio. kr. til ekstraordinær vedligeholdelse på handicapområdet (jf. FAU 333/2001 j.nr. 333/2001 "Forslag til budgetmæssig indplacering af budgetaftale for 2002 fra 12. september 2001").

I forbindelse med handicapanalysen og drøftelsen af budget 2002 er det aftalt, at der skal udarbejdes en flerårig (4-årig) plan for vedligeholdelse af bo-, dag- og aflastningstilbudene på handicapområdet.

Der er i øjeblikket et stort behov for at igangsætte en række nødvendige ekstraordinære vedligeholdelsesarbejder på handicapområdet. Dette behov imødekommes, såfremt indstillingen tiltrædes.

SAGSBESKRIVELSE

Anvendelsen af de 8 mio. kr. i 2002 vil udgøre første del af en flerårig vedligeholdelsesplan. Til brug for beslutning om hvordan midlerne skal udmøntes, har forvaltningen gjort følgende:

Alle tilbud er blevet anmodet om at indsende ønsker om vedligeholdelsesarbejder. På baggrund af de indkomne ønsker og andet materiale er der blevet udarbejdet et første forslag til udmøntning af de 8 mio. kr. i 2002.

Der bliver i nødvendigt omfang udarbejdet tilstandsrapporter på tilbuddene. Tilstandsrapporterne vil kunne foreligge i eftersommeren 2002.

Forvaltningen vil vælge Rådgivende Ingeniører og Arkitekter (RIA) til at udarbejde tilstandsrapporterne. Valget skyldes, at RIA tidligere har udarbejdet tilstandsrapporter for en del af handicapområdets ejendomme, hvorved RIA har skaffet sig indgående kendskab til en stor del af områdets bygningsmasse. Forvaltningen har på den baggrund vurderet, at RIA vil kunne udføre opgaven bedre og hurtigere end andre firmaer, og at RIA's pris for at udføre opgaven er konkurrencedygtig.

Når de nye tilstandsrapporter foreligger, vil de indgå som prioriteringsgrundlag for anvendelse af et restbeløb på 1.697.800 kr. i 2002, som derfor foreslås tilbageholdt indtil videre.

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Med udgangspunkt i de indsendte ønsker og andet foreliggende materiale, er der primo 2002 konstateret et samlet behov for anvendelse af i alt 12.902.758 kr. til ekstraordinær vedligeholdelse på handicapområdet. Det fremgår af det indsendte materiale, at tilbuddene som er beliggende på Sundbyvang samlet har behov for 9.790.558 kr., og de resterende tilbud har behov for 3.112.200 kr.

Det er i en tilstandsrapport fra 1995 og i et bygningssyn i 1997 konstateret, at Sundbyvangs bygninger generelt er i dårlig stand. Det er forvaltningens vurdering, at et beløb på 3.000.000 kr. i 2002 til ekstraordinær vedligeholdelse af Sundbyvangs bygninger vil kunne dække de mest akutte behov.

En række af de øvrige tilbud på handicapområdet har fremsendt ønsker om nødvendig ekstraordinær vedligeholdelse. Det er forvaltningens vurdering, at et beløb på ialt 2.282.200 kr. i 2002 vil kunne dække en række akutte behov for vedligeholdelse og løsning af andre nødvendige opgaver på disse tilbud, jf. listen i bilag 1.

De samlede udgifter til arkitekthonorar forventes at udgøre 450.000 kr., og det er forvaltningens vurdering, at der skal tilbageholdes et rådighedsbeløb til uforudsete udgifter på 400.000 kr.

Udgifter til udarbejdelse af tilstandsrapporter (RIA) vil udgøre 170.000 kr., jf. tilbud fra RIA der er vedlagt som bilag 2.

Det indstilles desuden, at der afsættes et beløb på 1. 697.800 kr. til yderligere ekstraordinær vedligeholdelse i 2002, der prioriteres ud fra de nye tilstandsrapporter.

Samlet set indstilles det, at der anvendes 6.302.200 kr. nu, og at der tilbageholdes et beløb på 1.697.800 kr. til anvendelse senere i 2002.

Samlet økonomi:

Den foreslåede fordeling af de afsatte midler i år 2002 fremgår af nedenstående skema:

(Hele Kr.)

Medio 2002

Eftersommeren 2002

Samlet 2002

Tilbud uden for Sundbyvang

2.282.200

   

Sundbyvang

3.000.000

   

Arkitekthonorar

450.000

   

Rådighedsbeløb

400.000

   

Tilstandsrapporter (RIA)

170.000

   

Restbeløb der afventer tilstandsrapporter

 

1.697.800

 
 

6.302.200

1.697.800

8.000.000

Med udgangspunkt i tilstandsrapporterne vil der i løbet af sommeren kunne laves mere præcist et overslag over de nødvendige vedligeholdelsesarbejder og økonomien heri til brug for den flerårige vedligeholdelsesplan med 2. del i 2003.

 

HØRING

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Bilag 1, Økonomioverslag på vedligeholdelsesarbejder
  • Bilag 2, Tilbud fra RIA på tilstandsrapporter

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top