Daginstitutionsprofiler (Bilag)
Daginstitutionsprofiler (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 24. januar 2001
Sager til beslutning
4. Daginstitutionsprofiler (Bilag)
FAU 22/2001 J.nr. 14/01
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter muligheden for at sætte pædagogisk profil på nye daginstitutioner, når der bevilliges midler til anlæg.
RESUME
Martin Geertsen (V) har ønsket at få en drøftelse af muligheden for, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan sætte profil på nye daginstitutioner, der bevilliges anlægsmidler til.
Københavns Kommunes daginstitutioner har allerede i dag meget forskellige pædagogiske profiler. Der er eksempelvis institutioner, som lægger vægt på, at børnene skal have mange naturoplevelser og andre, der prioriterer udviklingen af børnenes musiske-æstetiske kompetencer.
Der er mulighed for ved anlæg af nye daginstitutioner at understøtte profileringen af den enkelte daginstitution ved at skabe særlige fysiske rammer.
SAGSBESKRIVELSE
Mange af daginstitutionerne har i dag en særlig profil. På Københavns Kommunes hjemmeside er de enkelte institutioner og deres eventuelle særlige profil beskrevet. Principperne for den enkelte institutions virksomhed og prioritering fremgår typisk af institutionens årsplan, som også er godkendt af forældrebestyrelsen.
Den enkelte institutions profil kan understøttes af de konkrete fysiske rammer. Det er eksempelvis naturligt, at udflytter- og skovbørnehaver prioriterer udendørs aktiviteter med børnene. På nuværende tidspunkt er forvaltningen ved at anlægge en økologisk daginstitution på Nørrebro, hvor den fysiske indretning af institutionen også skal give børnene mulighed for at lege og eksperimentere med blandt andet vand og få kendskab til betydningen af ressourceforbrug i dagligdagen.
Der er således ikke noget til hinder for, at der ved anlæg af nye daginstitutioner fremover tages stilling til, om der i projekteringen skal tages højde for, at institutionen skal have en særlig profil som eksempelvis økologisk eller "støjsvag" daginstitution. Det er dog vigtigt at huske, at daginstitutionerne skal fungere i mange år og derfor også skal have en fleksibel indretning, der kan tilpasses de aktuelle behov – både ændrede pladsbehov og pædagogiske principper. Samtidig skal der ved anlæg af daginstitutioner tages højde for en lang række basale krav og forhold, som skal opfyldes uanset institutionens profil.
En fordel ved at anlægge institutioner, der også er profileret i kraft af de fysiske rammer, er, at der kan opbygges erfaringer, som også kan anvendes mere generelt. For eksempel kan man forestille sig, at man ved etablering af en decideret "støjsvag" institution kan opbygge en øget viden om, hvordan lydniveauet i daginstitutioner generelt sænkes.
Hvis Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker fremover at være med til at profilere nye institutioner allerede ved anlæg foreslås det, at udvalget beslutter en række profiler, som skal forsøges underbygget ved anlæg af nye institutioner. Det kunne være profiler som f.eks. musik/sang, natur og dyr, idræt og fysisk udfoldelse, kunst/kultur, økologi osv. Forvaltningen kan så allerede tidligt i projekteringsfasen vurdere mulighederne for i den konkrete udbygningssag at profilere den enkelte institution i kraft af de fysiske rammer.
ØKONOMI
Rent økonomisk kan anlæg af institutioner med en særlig profil være dyrere, som det eksempelvis er tilfældet med den økologiske daginstitution.
Det foreslås derfor, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager stilling til, om økonomien ved anlæg af institutioner med særlige profiler kan overskride de normale gennemsnitlige anlægspriser pr. plads.
HØRING
Ingen
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
BILAG
- Brev fra Martin Geertsen fra den 21. november 2000
- Pjece om særlige profiler
Grethe Munk
/
Sven Bjerre