Iværksættelse af en systematisk opfølgning på hjemløseområdets udslusningsindsats, samt erfaringsopsamling på gadeplansprojekter (bilag)
Iværksættelse af en systematisk opfølgning på hjemløseområdets udslusningsindsats, samt erfaringsopsamling på gadeplansprojekter (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 23. februar 2005
5. Iværksættelse af en systematisk opfølgning på hjemløseområdets udslusningsindsats, samt erfaringsopsamling på gadeplansprojekter (bilag)
FAU 79/2005 J.nr. 79/2005
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der fremover udarbejdes en systematisk kvantitativ opfølgning på udslusningsindsatsen fra kommunens hjemløsetilbud.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at muligheden for at iværksætte en systematisk opsamling af erfaringer fra de opsøgende gadeplansprojekter og – aktiviteter afdækkes med forbehold for Socialministeriets godkendelse heraf.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på baggrund af anbefalinger fra konsulentfirmaet Right, Kjaer & Kjerulfs sammenfattende evalueringsrapport om Københavns Kommunes omstilling på hjemløseområdet i 1999-2003 den 8. september 2004 (J.nr. FA 394/2004), at der skal etableres en systematisk opfølgning på udslusningsindsatsens effekt, dimensionering og organisering med henblik på yderligere at reducere genindskrivningsfrekvenserne og at der sker en systematisk opsamling af erfaringer fra de opsøgende gadeplansprojekter og -aktiviteter.
Det er forvaltningens vurdering, at en opfølgning på udslusningsindsatsen med det formål at reducere genindskrivningsfrekvenserne vil fordre en individuel indsats tilpasset den enkelte brugers behov. Dette vurderes ikke muligt at iværksætte indenfor de gældende økonomiske rammer, da det i givet fald vil betyde betragtelig nedprioritering af de øvrige arbejdsopgaver på området. Forvaltningen vurderer, at det vil kræve to årsværk at gennemføre opgaven i denne form.
Det er derimod forvaltningens vurdering, at det er muligt at indføre en systematisk kvantitativ opfølgning på udslusningsindsatsen, der vil tage afsæt i registerbaserede data med de samme variable som i konsulentfirmaets undersøgelse.
Opgaven med at afdække mulighederne for at opbygge en permanent og systematisk vidensopsamling om "gadeplansprojektet" foreslås afholdt i 2005 indenfor rammen af Socialministeriets satspuljetilskud til Støtte- og kontaktpersoner for hjemløse ("gadeplansprojektet") ved anvendelse af ikke forbrugte tilskudsmidler i 2004 (ca. 750.000 kr.). Anvendelse af de uforbrugte tilskudsmidler til det omhandlede formål forudsætter Socialministeriets godkendelse. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil ansøge Socialministeriet herom.
SAGSBESKRIVELSE
Som led i omstillingsplanen på hjemløseområdet blev der sat fokus på udslusningsindsatsen på §94-tilbudene, og der blev afsat ekstra midler til udslusningsstøtte i perioden 2000-2003. Midlerne skulle anvendes til styrkelse af udslusningsstøtten til personer med særlige sociale vanskeligheder i forbindelse med udflytning fra botilbuddene til en tilværelse i egen bolig/anden boform.
Det forventedes således, at man gennem en tidlig forberedelse af udflytningen samt en øget indsats i forbindelse med selve udflytningen og i forbindelse med opfølgningen kan sikre en succesfuld udslusning.
Det er forvaltningens vurdering, at en kvalitativ opfølgning på brugernes opholdssteder og flyttemønstre efter udslusning fra et botilbud, vil være meget ressourcekrævende og ikke realistisk indenfor den nuværende ramme. Forvaltningen vurderer således, at analysen vil kræve interviews med et repræsentativt udsnit af alle brugere af §94-tilbud i 2004. Området havde i 2004 1538 brugere. Et repræsentativt udsnit vurderes at være ca. 200 brugere. En interviewundersøgelse vil kræve følgende:
Metodeudvikling
Det skønnes at kræve ressourcer svarende til 1/4 årsværk at udvikle undersøgelsesmetode og gennemføre en pilotundersøgelse og hermed teste analysedesign. Undersøgelsen vil skulle omhandle afdækning af boformernes udslusningsindsats, boformernes mål for udslusningsindsats og vurderinger af indsatsen for at nå målene.
Målsætningerne for den generelle udslusningsindsats vil være følgende :
- Rimelig opholdstidslængde inden udslusning
- Undgåelse af tilbagefald til §94-tilbud
- Styrkelse af familienetværk
- Evt. misbrugsbehandling
Dataindsamling og -bearbejdning
Det skønnes at kræve yderligere 1/4 årsværk at finde brugere efter udslusning samt 1 årsværk at tilrettelægge og foretage interviewundersøgelsen. Brugerne vil kunne inddeles i følgende målgrupper:
- Familier som er hjemløse eller ikke i stand til at bo i egen bolig;
- Brugere med sociale problemer, misbrug eller psykiske problemer.
Det bør overvejes, hvorvidt alle brugere ønsker at blive opsøgt efter endt udslusning, og hvordan man i så fald undgår at opsøge de brugere, som ikke vil opsøges.
Dataindsamlingen bør gennemføres ved hjælp af interviews med brugerne, fokusgruppeinterviews med medarbejderne på §94-boformen og med repræsentanter for kommunens udslusningspersonale.
Formidling og dokumentation
Det skønnes endvidere at kræve 1/4 årsværk at bearbejde data, evt. udføre uddybende interviews og videregive dokumentationen. Undersøgelsens resultater vil indgå som vidensopsamling i forhold til både hjemløse- og misbrugs- og psykisk sygeområdet. Herunder skal undersøgelsen præsenteres for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
I alt skønnes en kvalitativ opfølgning på udslusningsindsatsen at fordre minimum 2 årsværk svarende til i alt ca. 1.000.000 kr.
Det er imidlertid forvaltningens indstilling, at der allerede fra 2005, indenfor den nuværende økonomiske ramme, kan iværksættes en systematisk kvantitativ opfølgning på udslusningsindsatsen fra kommunens hjemløseinstitutioner.
Forvaltningen vil således fra foråret 2005 udarbejde en årlig kvantitativ redegørelse for udviklingen i antallet af hjemløse og en status for indsatsen overfor denne gruppe. Redegørelsen vil indeholde en opfølgning på udslusningsindsatsen. Der vil blive trukket registerbaseret datamateriale for fortsat at kunne redegøre for brutto- og nettovandringer i brugergruppen med det formål systematisk at kunne redegøre for udslusningens karakteristika.
Analysen vil omfatte grundpopulationer af brugere indskrevet 20. januar 1999 og hvert år frem, som er samme grundpopulation som konsulentfirmaet benyttede (konsulentfirmaet Right, Kjaer og Kjerulf A/S´s kvantitative del af Forløbsanalyse på hjemløseområdet for indskrevne p&ari ng; §94- og 91-boformer i Københavns kommune 1999-2003).
Den overordnede kvantitative analyse belyser brugernes (populationens) sammensætning og fordeling på tre typer karakteristika:
- Baggrund- og målgruppekarakteristika
- Forsørgelsesgrundlag og ydelser
- botilbud og bolig
Karakteristika vedrørende udslusning:
- Brugernes vurdering af ophold og indsats
- Personalets vurdering af ophold og indsats
- Belægningsprocenter
- Opholdstid
- Antal genindskrivninger
- Er udskrivning planmæssig
- Hvortil udskrives brugeren
- Indskrivning på §91-boform
Opfølgningerne vil løbende indgå i overvejelserne om samspillet mellem boformerne, lokalcentrene og rådgivningscentrene, herunder muligheden for at indføre en central visitationsenhed for gengangere med henblik på at reducere genindskrivnings-frekvenserne yderligere.
Vedrørende muligheden for at iværksætte en systematisk opsamling af erfaringer fra de opsøgende gadeplansprojekter (satspuljeprojekter) har en arbejdsgruppe under gadeplansprojektet udarbejdet en metode til opsamling af viden om gadeplansarbejdet. Metoden forudsætter:
- Et registrerings-/databasesystem, som skal være et arbejdsredskab i dagligdagen samtidig med, at der kan bearbejdes statistikker for derigennem at bidrage til dokumentationen af udviklinger på området (personer der overvejende opholder sig på gaden, udarbejdelse af handleplaner osv.).
- Udarbejdelse af statusbeskrivelser for gadeplansarbejdet. Disse beskrivelser skal bidrage til opsamling af erfaringer og afklaring af arbejdsmetoder i gadeplansindsatsen som helhed.
Områdernes praksis skal være sammenlignelige, hvilket skal bidrage til at sikre en høj grad af kvalitet i den samlede vidensopsamling.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil søge Socialministeriet om, at en del af de uforbrugte lønmidler fra i 2004 (ca. 750.000 kr.) anvendes til afdækning og løsning af videns- og dokumentationsopgaven. Med forbehold for Socialministeriets godkendelse vil forvaltningen herefter iværksætte ovennævnte metode-udviklingsarbejde.
Erfaringer fra begge initiativer vil blive videreformidlet til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af forvaltningens positivliste over sager der skal miljøvurderes.
ØKONOMI
Opfølgning på udslusningsindsatsen:
En kvalitativ opfølgning på udslusningsindsatsen vil ikke være mulig indenfor den gældende ramme, medmindre der foretages en markant omprioritering. Forvaltningen vurderer, at opgaven vil kræve 2 årsværk svarende til ca. 1.000.000 kr.
Den kvantitative opfølgning ville kunne gennemføres indenfor de nuværende økonomiske ramme af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens administrationsbudget, Funktion 6.51 Sekretariat og forvaltninger, ramme 21.09 Kontorbudgetter.
Gadeplansopfølgning:
Afdækning af mulighederne for at opbygge en permanent og systematisk vidensopsamling om gadeplansarbejdet foreslås i 2005 afholdt inden indenfor rammen af Socialministeriets satspuljetilskud til Støtte- og kontaktpersoner for hjemløse ("gadeplansprojektet") ved anvendelse af ikke forbrugte tilskudsmidler i 2004.
De uforbrugte tilskudsmidler i 2004, der udgør ca. 750.000 kr., skyldes forsinkede ansættelser af gadeplansmedarbejdere i de lokale centre. Der er pr. 1. februar 2005 ansat gadeplansmedarbejdere i samtlige centre, og mindreforbruget fra 2004 forudsættes dermed anvendt som en engangsudgift i 2005 til dækning af udgifter ved den beskrevne videns- og dokumentationsopgave.
Anvendelse af de uforbrugte tilskudsmidler til det omhandlede formål forudsætter Socialministeriets godkendelse. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil ansøge Socialministeriet herom.
Overførsel af allerede bevilgede, uforbrugte statslige projektmidler i 2004 til forbrug i 2005 kræver ikke Borgerrepræsentationens godkendelse, forudsat at Socialministeriet har godkendt anvendelse af de uforbrugte midler.
Udgifter og indtægter (tilskud) afholdes på Funktion 5.53 Kontaktperson- og ledsageordninger.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen.
BILAG
- Beslutningsprotokol fra FAU-møde onsdag den 8. september 2004.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger