Mødedato: 23.02.2005, kl. 15:30

Indstilling om etablering af pasningsordning i tilknytning til Kvindedaghøjskolen Kigkurren (Udsat fra mødet 2. februar 2005)

Indstilling om etablering af pasningsordning i tilknytning til Kvindedaghøjskolen Kigkurren (Udsat fra mødet 2. februar 2005)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 23. februar 2005

 

3. Indstilling om etablering af pasningsordning i tilknytning til Kvindedaghøjskolen Kigkurren (Udsat fra mødet 2. februar 2005)

FAU 86/2005 J.nr. 43/2005

 

INDSTILLING

Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget:

At udvalget beslutter, om en af nedenstående to muligheder for at videreføre Kvindedaghøjskolens tilbud om pasning af børn til socialt udsatte kvinder, der modtager tilbud på skolen, skal søges realiseret:

1.

At Kvindedaghøjskolens lokaler i Kigkurren 8, Vestamager, som tidligere er anvendt til pasningstilbud for daghøjskolens elever, bliver tilknyttet som satellitinstitution til den selvejende vuggestue beliggende Artillerivej 71B.

At der dispenseres fra pladsanvisningsreglerne, så kun kvinder optaget på Kvindedaghøjskolens kurser får adgang til pladserne i satellitinstitutionen.

At satellitinstitutionen underlægges den pædagogiske ledelse i vuggestuen på Artillerivej.

At satellitinstitutionen budget- og regnskabsmæssigt fungerer uafhængigt af moderinstitutionen og med særskilte konti og, at satellitinstitutionen ikke får et fuldt budget ved årets begyndelse, men modtager driftsmidler pr. indmeldt barn op til maksimalt 22 børn.

At den selvejende vuggestues bestyrelse høres om ovennævnte løsning, hvis det vedtages at arbejde videre med denne.

eller

2.

At der søges dispensation for manglende udeareal i Bygge- og Teknikudvalget således, at der kan oprettes en puljeinstitution i Kvindedaghøjskolens lokaler i Kigkurren 8, Vestamager, som tidligere er anvendt til pasningstilbud for børnene til daghøjskolens elever.

Gældende for både punkt 1 og punkt 2:

At driften finansieres over Børneplanens fleksible pladser, da Kvindedaghøjskolen tiltrækker børn fra hele byen.

 

RESUME

Kvindedaghøjskolen, Kigkurren 8, Vestamager har i 2004 af lovmæssige årsager mistet sit tilskud til en Privat Børnepasningsordning til de socialt udsatte kvinder, herunder kvinder af anden etnisk herkomst, der modtager tilbud på Kvindedaghøjskolen. Det manglende tilskud til pasningsordningen betyder, at Kvindedaghøjskolen har et underskud fra 2004. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede på sit møde d.8. dec.2004 at dække Kvindedaghøjskolens driftsunderskud i 2004 med indtil 1,2 mill. kr. På denne baggrund indstiller forvaltningen to modeller for, hvordan Kvindedaghøjskolens børnepasning kan videreføres, så Kvindedaghøjskolen ikke får et tilsvarende driftsunderskud i 2005.

Kvindedaghøjskolen kan således ikke fortsætte deres tilbud i 2005, medmindre der findes en ny finansiering af deres tidligere børnepasningstilbud. Nettomerudgifter ved Kvindedaghøjskolens nye pasningsordning foreslås finansieret af Børneplanen.

Der er mulighed for at tilbyde en satellit til Kvindedaghøjskolen, da en nærliggende institution på Artillerivej 71 har et udeareal, der kan bære den yderligere tilvækst af børn. Men satellitinstitutionskonstruktion kan kun gennemføres ved en dispensation fra anvisningsreglerne. Hvor børnene normalt anvises plads med anciennitet fra opskrivningstidspunktet, vil kvinder der modtager tilbud på Kvindedaghøjskolen få anvist plads i denne satellit.

Der er mulighed for at oprette en puljeinstitution i tilknytning til Kvindedaghøjskolen. Men puljeinstitutionskonstruktionen kan kun gennemføres ved en dispensation fra Bygge- og Teknikudvalget for manglende udeareal. Mulighederne for at få en sådan dispensation kan ikke på forhånd vurderes.

Midlerne til drift af pladserne vil årligt udgøre maksimalt 2,4 mill. kr (2005 p/l) til satellitinstitutionen ved 22 pladser.

Midlerne til drift af pladserne vil årligt udgøre maksimalt 1,9 mill. kr (2005 p/l) til puljeinstitutionen ved 22 pladser.

Driftsmidlerne til den valgte konstruktion kan afholdes inden for Børneplanens ramme til fleksible pladser. Oprettelsen af en satellitinstitution eller puljeinstitution ved Kvindedaghøjskolen vil medføre, at Børneplanen skal justeres.

SAGSBESKRIVELSE

1. Indledning

Det er i 2004 blevet afklaret, at Kvindedaghøjskolens tidligere pasningstilbud - til de kvinder, der går på daghøjskolen - ikke længere lovmæssigt kan gives tilskud under Privat Børnepasningsordningen (§26, Lov om Social Service). Det manglende tilskud til pasningsordningen betyder, at Kvindedaghøjskolen har et underskud fra 2004. Og at de ikke kan fortsætte deres tilbud i 2005, medmindre der findes en ny finansiering af deres tidligere børnepasningstilbud.

Da alle midler til at finansiere nye pladser er bundet i Børneplanen, er det nødvendigt i dette regi at afveje mulighederne for at bevare Kvindedaghøjskolens tilbud om pasning af børnene til de socialt udsatte kvinder, herunder kvinder af anden etnisk herkomst end dansk, som modtager tilbud på daghøjskolen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har undersøgt de eksisterende muligheder for at bevare Kvindedaghøjskolens mulighed for at tilbyde pasning til børn af de kvinder, der anvender daghøjskolens tilbud.

Det vurderes, at den eneste mulige løsning er at se på de fleksible ordninger i Børneplanen. Dette skyldes:

  • At de traditionelle pladser i Børneplanen allerede er igangsat eller projekteret.
  • At opskrivning via det almindelige ventelistesystem ikke er mulig for den gruppe af børn
  • At en forudsætning for Kvindedaghøjskolens aktiviteter er, at pasningen foregår i deres egne lokaler i tilknytning til det tilbud, der gives til mødrene på Kvindedaghøjskolen.

I forhold til de fleksible ordninger er der – under de givne rammer - mulighed for at arbejde videre med enten at oprette en satellitinstitution eller en puljeinstitution.

2. Etablering af satellit- eller puljeinstitution i lokaler i tilknytning til Kigkurren

Satellitkonstruktionen

Efter ovenstående afklaring blev lokalcenter Amagerbro kontaktet og bedt om at undersøge, hvorvidt de havde en nærliggende institution, som kunne tilknyttes en satellit på Kvindedaghøjskolen. Lokalcentret har meldt tilbage, at en nærliggende selvejende institution på Artillerivej har mulighed for at tilknytte en satellit qua deres store udeareal. Byggekontoret har efterfølgende vurderet, at udearealet kan bære en satellit.

Tilknytningen af en satellit skal godkendes af institutionens bestyrelse. Der foreligger en positiv forhåndstilkendegivelse fra institutionslederen.

Det forventes, at der vil kunne gives ibrugtagningstilladelse til en satellitinstitution i Kigkurren, fordi moderinstitutionen på Artillerivej har et udeareal, der kan anvendes af børnene i Kigkurren. Det vil således være muligt for børnene i satellitten at lege udendørs på moderinstitutionens legeplads.

Der er 100 meter fra satellitten til moderinstitutionens legeplads. Det må forventes, at satellitten i vid udstrækning også vil benytte andre legepladser/udearealer i sit pædagogiske arbejde.

Hvis denne løsning vælges, skal man være opmærksom på, at den formentlig vil fungere utraditionelt i forhold til andre etablerede satellitinstitutioner. Børnene i satellitten vil være yngre end de fleste vuggestuebørn, de vil – qua Kvindedaghøjskolens pædagogik - skulle være meget sammen med deres mødre, og de vil ikke skulle integreres i det almindelige pædagogiske tilbud i moderinstitutionen.

 

Puljekonstruktionen

Hvis en gruppe interessenter - forældre eller andre vælger at oprette et alternativ til en almindelig institution, er der i Lov om Social Service §7 og §11 givet mulighed for at oprette en puljeinstitution.

Ved oprettelsen af en puljeinstitution kræves, at Bygningsregulativets regler for pasning af børn overholdes, og at kommunen ydermere – via et pædagogisk tilsyn - sikrer, at den pædagogiske kvalitet er i orden.

Bygningsregulativet af 1995 kræver, at der ved pasning af børn er adgang til et udeareal i tilknytning til de lokaler, der anvendes til pasningsordningen.

Hvis denne løsning vælges, vil der formentligt kunne oprettes en traditionel puljeinstitution, hvor den valgte pædagogik tager udgangspunkt i de ønsker, som interessenterne har.

Puljekonstruktionen ville, hvis der var udeareal til Kvindedaghøjskolen, være en oplagt mulighed.

3. Nødvendig dispensationer ved oprettelse af satellit- eller puljeinstitution

Satellitkonstruktionen

Satellitinstitutionen kan kun oprettes under forudsætning af dispensation for anvisningsreglerne. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget kan selv give denne dispensation.

I det traditionelle anvisningssystem anvises børnene plads efter deres anciennitet fra opskrivningstidspunktet. Da de børn, hvis mødre er på Kvindedaghøjskolen, ikke vil have højest anciennitet til vuggestuen på Artillerivej, må der gives dispensation for denne regel.

Ydermere vil nogle af børnene formentlig være så små, at de ikke engang er skrevet på venteliste, når de skal starte i satellitten. Og man må forvente, at de, når de bliver ældre, skal skrives op til et almindeligt dagtilbud.

Det foreslås derfor, at Kigkurren får sin egen venteliste og disponerer over alle pladserne i satellitten. Samt at børnene, når de er optaget i satellitten, stadig kan skrives op til et andet dagtilbud eller forblive på den opskrivning, de allerede har.

En sådan dispensation for opskrivning til en satellitinstitution er ikke tidligere givet; men man kan argumentere for, at dispensationen gives af socialpædagogiske årsager. Der er også i det gældende anvisningssystem mulighed for at give individuel dispensation for ventelisteanciennitet af socialpædagogiske årsager.

 

Puljekonstruktionen

Puljeinstitutionen kan kun oprettes under forudsætning af dispensation for manglende udeareal. Bygge- og Teknikforvaltningen kan normalt give en sådan dispensation; men ved Børneplanens vedtagelse 11. juni 2003 (BR 327/03), blev det besluttet, at det var de politiske udvalg, der skulle tage stilling til eventuelle pædagogisk baseret fravigelser fra gældende krav om friareal (udeareal) i de fleksible ordninger – det vil sige, at Bygge- og Teknikudvalget skal tage stilling til en eventuel dispensationsansøgning.

MILJØVURDERING

Der er ikke væsentlige miljøpåvirkninger som følge af indstillingen.

ØKONOMI

Da Kigkurrens tilbud kører uafhængigt af dagtilbudsområdet, og pladserne kun tilbydes til børn af elever på Kvindedaghøjskolen foreslås det, at driftsmidlerne til finansiering placeres på en særskilt konto tilknyttet Kigkurren.

Driftsmidlerne til den valgte konstruktion kan afholdes inden for Børneplanens ramme til fleksible pladser.

Økonomiske konsekvenser ved oprettelse af satellitinstitution

Ved oprettelsen af en satellit med separate konti, vil Kigkurren fra den givne konto skulle medfinansiere en del af lønnen til lederen af vuggestuen på Artellerivej.

Eventuel etablering af satellitten vil få en ganske særlig karakter, idet den ikke må påvirke moderinstitutionens driftsforhold. Derfor foreslås, at der oprettes særskilte konti til satellitten og, at der aflægges særskilt regnskab, adskilt fra moderinstitutionen. Dette skal sikre, at pladsudnyttelsen i moderinstitutionen og satellitten kan holdes adskilt, således at moderinstitutionen og satellitten driftsmæssigt kører uafhængigt af hinanden.

De økonomiske driftsmæssige konsekvenser vurderes til 2,4 mill.kr årligt med udgangspunkt i 22 pladser af 107.440 kr.

Økonomiske konsekvenser ved oprettelse af puljeinstitution

De økonomiske driftsmæssige konsekvenser vurderes til 1,9 mill.kr årligt med udgangspunkt i 22 pladser af 85.922 kr.

ANDRE KONSEKVENSER

De satellit- og puljepladser, der er afsat økonomiske midler til i Børneplanen, er allerede indarbejdet i behovsprognosen, der viser behovet for pladser i Børneplanen for at opfylde løftet om "Pasning ved behov".

Oprettelsen af en satellitinstitution eller puljei nstitution ved Kvindedaghøjskolen vil medføre, at behovsprognosen bag Børneplanen skal justeres, da oprettelse af pladser i pulje eller satellit ikke tidligere har været planlagt i bydelen.

HØRING

Ved satellitkonstruktion: Artillerivejens vuggestue bestyrelse og ledelse. Der skal gøres opmærksom på, at institutionen er selvejende.

Ved puljekonstruktion: Bygge- og Teknikudvalget via dispensationsansøgning.

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top