Mødedato: 22.10.2003, kl. 16:00

Budgetanalyse på rengøringsområdet (Bilag)

Budgetanalyse på rengøringsområdet (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 22. oktober 2003

 

Sager til beslutning

5. Budgetanalyse på rengøringsområdet (Bilag)

FAU 552/2003 J.nr. 552/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at nærværende redegørelse om initiativer og overvejelser, der påtænkes igangsat med henblik på at forbedre og effektivisere rengøringen i Familie- Arbejdsmarkedsforvaltningen, fremsendes til Økonomiudvalget.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at der er stor usikkerhed i det budget, de enkelte institutioner har angivet i interview med Servicemægleren.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at forvaltningen vurderer, at den foreliggende budgetanalyse ikke i tilstrækkelig grad sandsynliggør det forventede effektiviseringspotentiale.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager til efterretning, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen nedsætter en projektgruppe, der mere nøje skal gennemgå alle institutioner for at vurdere et samlet effektiviseringspotentiale på rengøring.

RESUME

På Økonomiudvalgets møde den 5. august 2003 behandlede Økonomiudvalget indstilling om budgetanalysen af rengøring i Københavns Kommune, som er udarbejdet af Økonomiforvaltningen og Servicemægleren A/S. Økonomiudvalget har anmodet udvalgene om at redegøre for initiativer og overvejelser, der påtænkes igangsat med henblik på at forbedre og effektivisere rengøringen i Københavns Kommune.

I Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen omfattede Servicemæglernes analyse 30 daginstitutioner henholdsvis selvejende og kommunale fordelt på institutionskategorier og to administrationsbygninger.

Servicemæglerne anslår på den baggrund et effektiviseringspotentiale på 32,8 pct. på dagområdet og 7 pct. på administrationsbygninger ved fortsat drift i eget regi inden for den eksisterende struktur og organisering af rengøringen. Effektiviseringspotentialet opnås ved anbefalinger om investeringer i uddannelse og nyt udstyr samt ændrede arbejdsgange for tilrettelægning og metoder.


Analysen har omfattet 30 (6 pct.) af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens daginstitutioner, men forvaltningen vurderer, at den analyse der foreligger ikke er tilstrækkelig til at danne grundlag for at vurdere et eventuelt effektiviseringspotentiale på 32,6 pct. for det samlede daginstitutionsområde (ca. 500 institutioner).


Med henblik på tilrettelægning, herunder klarlægning af effektivisering, inves-teringsbehov og implementering, foreslår Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen derfor, at der nedsættes en projektgruppe.


Det anbefales, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender redegørelse til Økonomiudvalget om initiativer og overvejelser, der påtænkes igangsat med henblik på at forbedre og effektivisere rengøringen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

SAGSBESKRIVELSE

Der har under Økonomiforvaltningen været nedsat en følgegruppe med repræsentanter fra samtlige forvaltninger.

På Økonomiudvalgets møde den 5. august 2003 behandlede Økonomiudvalget indstilling om budgetanalysen af rengøring i Københavns Kommune.

Økonomiudvalget besluttede at anmode udvalgene om at redegøre for initiativer og overvejelser, blandt andet beskrevet i budgetanalysen, der påtænkes igangsat med henblik på at forbedre og effektivisere rengøringen i Københavns Kommune.

Budgetanalysen af rengøring omfatter rengøring i administrationslokaler, folkeskoler, fritidshjem, klubber og daginstitutioner. For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har 30 daginstitutioner indgået i undersøgelsen via interview/spørgeskema og gennemgang af rengøringsarealer.

Formålet med analysen har været at skabe et overblik over ressourceforbruget og organiseringen af rengøringen på de udvalgte områder samt at identificere et eventuelt effektiviseringspotentiale.

Servicemæglerens analyse tager udgangspunkt i 30 daginstitutioner svarende til 6 pct. af institutionsmassen på daginstitutionsområdet. Rapporten konkluderer, at der generelt er et effektiviseringspotentiale ved løsning af rengøringsopgaven. Servicemægleren anslår et effektiviseringspotentiale ved fortsat drift i eget regi på 32.8 pct. af udgifterne til daglig rengøring. Alt efter servicemæglerens beregningsmetode svarer det til et effektiviseringspotentiale på mellem 27-37 mill. kr.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vurderer, at den foreliggende analyse er behæftet med stor usikkerhed og ikke er tilstrækkelig til at danne grundlag for, at rengøringsudgifterne for det samlede daginstitutionsområde (ca. 500 institutioner) herefter har et effektiviseringspotentiale på 32,6pct. .

Vurdering af budgetanalysen

Servicemæglerens analyse af rengøringen vurderer, at der er et effektiviseringspotentiale ved fortsat drift i eget regi inden for den eksisterende struktur og organisering af rengøringsopgaven. På daginstitutionsområdet vurderes effektiviseringspotentialet at være på 32,8pct. af udgifterne til den daglige rengøring. For at nå dette effektiviseringspotentiale vurderer servicemægleren, at det er nødvendigt med investering i tidssvarende rengøringsudstyr og at afsætte ressourcer til uddannelse af rengøringsassistenter i nye rengøringsmetoder, brugen af rengøringsmidler og så videre.

Servicemægleren konkluderer følgende:

  • Institutionslederne varetager ansvaret for rengøringsarbejdet
  • Generelt en god rengøringskvalitet i den leverede ydelse, som rengøringsassistenterne har udført på institutionerne.
  • Der er en formel central opgave med opmåling og instruktion men behov for faglig opbakning.
  • Rengøringsudstyr varierer meget i stand og funktionalitet og en del udstyr er ikke tidssvarende.
  • Der er store forskelle i hvordan arbejdsplaner er udarbejdet, hvordan de bliver fulgt og i hvilken grad de er ajourført.
  • Servicemægleren tager forbehold om:
    • Kombinationsbeskæftigelser
    • At hovedrengøring ikke er med i beregningerne.

    • At vinduespolering ikke er med i beregningerne.
    • Forudsætning om grovfejning, opstoling og oprydning fra andet personale end rengøringsassistenter.

Servicemægleren anbefaler følgende:

  • Samordning af indkøb af rengøringsmidler
  • Fornyelse af inventar
  • Uddannelse af rengøringspersonale

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens anbefalinger

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er enig med Servicemægleren i, at der er behov for at udvikle nye og bedre arbejdsmetoder og en investering i nyt og forbedret inventar. Uddannelse vil ligeledes være fordelagtigt.

Servicemæglerens analyse kan bruges som grundlag for at der foretages en mere konsekvent og gennemarbejdet analyse af rengøringsområdet i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler, at der nedsættes en projektgruppe. Projektgruppen skal danne grundlag for at der kan foretages en gennemgribende gennemgang af samtlige institutioner. Med udgangspunkt i denne analyse udarbejder projektgruppen anbefalinger og foreslår initiativer som forelægges udvalget til endelig beslutning. Initiativerne skal fokusere på følgende elementer:

  • Beregning af et samlet effektiviseringspotentiale på alle forvaltningens områder
  • Implementering af kvalitetssikringssystem
  • Danne rammerne for rengøringsområdet, herunder:
    • Behov og muligheder for uddannelse
    • Administration og organisering af rengøring
    • Afdække behov for standarder og serviceniveau
    • Vurdere behov for særlige initiativer i forbindelse med sociale og etniske ligestillings projekter.

Det bør yderligere vurderes, hvilke områder analysen skal indeholde. Efterfølgende vil de ønskede initiativer iværksættes. Det vurderes, at der vil blive tale om en periode på 3-4 år.

MILJØVURDERING

Eventuelle tiltag vurderes at have positiv indflydelse på miljøet, idet valg af rengøringsmetode, vandforbrug, forbrug af rengøringsmidler har stor indflydelse på miljøet.

ØKONOMI

Der forventes, at der kan opnås et effektiviseringspotentiale ved en omlægning af rengøringen i hele Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

ANDRE KONSEKVENSER

Initiativer på området kan få personalemæssige konsekvenser. I den forbindelse bør der i analysen indgå vurderinger om rengøringsassistenternes arbejdsvilkår og graden af nedslidning ved valg arbejdstakst.

HØRING

Ingen

BILAG

  • Anmodning fra Økonomiforvaltningen

Grethe Munk/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

 

Til top