Lægekonsulentsagen - undersøgelse foretaget af et privat advokatfirma (bilag)
Lægekonsulentsagen - undersøgelse foretaget af et privat advokatfirma (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 22. september 2004
4. Lægekonsulentsagen - undersøgelse foretaget af et privat advokatfirma (bilag)
FAU 3/1899 J.nr. 401/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter det videre forløb i sagen.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget traf på sit møde den 17. marts 2004 beslutning om "at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget anmoder Socialministeriet om at foretage en undersøgelse af de lægefaglige konsulenters rolle og varetagelse af deres opgaver i forbindelse med behandlingen af førtidspensionssager i forlængelse af den af forvaltningen foretagne undersøgelse. Undersøgelsen bedes foretaget på et tilfældigt udsnit af sager som er afgjort de sidste tre år."
Socialministeriet afslog den 30. april 2004 at foretage undersøgelsen og henviste til Den Sociale Ankestyrelse. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøftede Socialministeriet afslag den 19. maj 2004, hvor Udvalget traf følgende beslutning: "Udvalget bad forvaltningen om et overslag over, hvad det vil koste at få et privat advokatfirma til at lave en undersøgelse."
Det er vanskeligt, at finde advokater, der har den fornødne socialfaglige og socialretlige ekspertise til at foretage den undersøgelse, som Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsker. Efter forvaltningens opfattelse vil Kammeradvokaten have de retlige forudsætninger for at foretage undersøgelsen, men denne har afvist at påtage sig opgaven.
Forvaltningen har herefter den 11. juni 2004 tilskrevet advokatfirmaet DLA Nordic jf. bilag og anmodet "om en vurdering af hvad en undersøgelse foretaget af et privat advokatfirma skal indeholde for at tilgodese Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets beslutning af den 17. marts 2004". Endvidere har forvaltningen anmodet om en vurdering af de udgifter, der er forbundet med gennemførelse af en sådan undersøgelse og afslutningsvis om en tilkendegivelse af om advokatfirmaet vil påtage sig opgaven, hvis Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget træffer beslutning herom.
Advokatfirmaet har besvaret henvendelsen ved brev af den 5. august 2004 (bilag). Af svaret fremgår blandt andet, at advokatfirmaet "går endvidere ud fra, at det ligger i udvalgets beslutning, at de specifikke forhold vedrørende én bestemt lægekonsulent, som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen allerede har undersøgt ved gennemgang af 29 sager fra Lokalcentret Ydre Nørrebro, ikke ønskes yderligere undersøgt. Samtidig forstår vi dog det besluttede således, at en generel undersøgelse af lægekonsulenters rolle som udgangspunkt skal omfatte de samme aspekter, som blev undersøgt ved Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens specifikke undersøgelse, dvs. (i hovedpunkter)
- Om lægekonsulenterne i deres udtalelse og anden bistand til lokalcentrene yder en rådgivning eller i øvrigt involverer sig på en måde, som går ud over den afgrænsede rolle som intern formidler og fortolker af udtalelser fra andre læger, som antages på baggrund af Socialministeriets retningslinier, og
- Om der i øvrigt ved lægekonsulenternes udøvelse af deres funktion foreligger væsentlige forhold, som (af anden grund) kan være retssikkerhedsmæssigt eller forvaltningsretligt betænkelige."
Endvidere anfører advokatfirmaet, at en generel undersøgelse bør omfatte sager fra flere lokalcentre, således at lokale forskelle ikke slører det generelle billede. Efter advokatfirmaets opfattelse kunne et passende antal være 7-8 lokalcentre, svarende til ca. halvdelen af de 15 lokalcentre og omfattende 75 sager om førtidspension. Efter advokatfirmaets opfattelse bør udsnittet af sager dække et bredt udsnit af de tilknyttede lægekonsulenter, og da der efter det foreliggende ikke tilsigtes en undersøgelse af, hvordan hver enkelt af lægekonsulenterne varetager deres rolle, er der dog ikke behov for at sikre, at de undersøge sager "dækker" alle lægekonsulenterne. Advokatfirmaet er af den opfattelse, at såfremt Lokalcentret Ydre Nørrebro medtages som et af lokalcentrene i undersøgelsen, bør de sager, som allerede er undersøgt ved Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens specifikke gennemgang, næppe gennemgås på ny.
Advokatfirmaet tilbyder at foretage undersøgelsen og udgifterne hertil estimeres til mellem 440.000 kr. og 600.000 kr. ekskl. moms.
Advokatfirmaet anslår tidsforbruget ved undersøgelsen til at ligge mellem 275 og 375 timer og omfatter blandt andet møder med forvaltningen, undersøgelse af lovmateriale og andre indledende undersøgelser, gennemgang af 75 sager om førtidspension, udarbejdelse af rapport på baggrund af sagsgennemgangen, møde med forvaltningen til præsentation af rapport mv.
Advokatfirmaet vil kunne tilpasse undersøgelsens omfang – og dermed den anslåede pris - efter Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets eventuelle alternative ønsker.
SAGSBESKRIVELSE
Se resumé.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Udgiften til undersøgelsen anslås af advokatfirmaet til mellem kr. 440.000-600.000 kr. ekskl. moms.
Der er overført kr. 600.000 for 2003, jf. BR vedtagelsen den 9. juni 2004 (j. nr. 319-04), og den maksimale nettoudgift vil således kunne finansieres heraf.
ANDRE KONSEKVENSER
-
HØRING
-
BILAG
- Brev af den 11. juni 2004 til advokatfirmaet DLA Nordic
- Brev af den 5. august 2004 fra advokatfirmaet DLA Nordic
Grethe Munk
/
Torben Brøgger