Kontaktforløb i henhold til beskæftigelsesloven i de lokale centre (Bilag)
Kontaktforløb i henhold til beskæftigelsesloven i de lokale centre (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 22. september 2004
3. Kontaktforløb i henhold til beskæftigelsesloven i de lokale centre (Bilag)
FAU 458/2004 J.nr. 458/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager redegørelse om individuelle kontaktforløb for kontant- og starthjælpsmodtagere i de lokale centre til efterretning
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager forslag om tiltag, der kan sikre en prioritering af de individuelle kontaktforløb i de lokale centre til efterretning.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har foretaget en foreløbig opgørelse af, i hvilket omfang de individuelle kontaktforløb i beskæftigelsesloven gennemføres til tiden i de lokale centre.
Der er gennemført en indledende undersøgelse som viser en opfyldelsesprocent på de mest repræsentative centre ligger på mellem 60 og 70 %. Undersøgelsen vedrører 1. kvartal 2004, som er 1. kvartal, hvor den nye lovgivning omfatter alle kontanthjælpsmodtagere.
Forvaltningen orienterede allerede i forbindelse med implementeringen af "Flere i Arbejde" lovgivningen FAU om, at en administrativ ressource tilførelse kunne blive nødvendig pga. de nye krav om individuelle kontaktforløb, forvaltningen finder, at eventuelle beslutninger herom bør afvente fornyet måling af gennemførelsesgraden i centrene, en intern kortlægning af vanskelighederne ved at gennemføre kontaktforløbene samt de tiltag i øvrigt til forbedrede styringsmuligheder på visitations- og sagsflowområdet, der er under iværksættelse.
SAGSBESKRIVELSE
Indførelse af individuelle kontaktforløb
Det individuelle kontaktforløb blev indført som et nyskabelse i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats for kontant- og starthjælpsmodtagere med henblik på, at de pågældende hurtigst muligt opnår beskæftigelse eller bringes tættere på arbejdsmarkedet, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats kap.7.
Som led i implementeringen af Flere i Arbejde lovgivningen blev FAU på mødet den 20. august 2003 orienteret om, at det i København ville betyde, at der fra den 1. januar 2004 skulle gennemføres samtaler med ca. 4500 personer pr. kvartal, og at indførelsen af det individuelle kontaktforløb indebar et betydeligt behov for ekstra medarbejderressourcer, idet sagsbehandlerne i langt højere grad end tidligere skulle afsætte tid i arbejdsdagen til længerevarende personlige samtaler med borgerne.
Det blev samtidig overfor FAU anført, at der har eksisteret divergerende opfattelser mellem staten og Københavns Kommune i forhold til omfanget af de administrative byrder, som den nye lovgivning ville medføre. Man kunne derfor ikke afvise, at der i løbet af implementeringen vil vise sig behov for ekstra tilførsel af ressourcer til implementeringen af Flere i Arbejde i Københavns Kommune.
I forbindelse med DUT–kompensation er der givet 4,2 mio. kr. kr. alene til forøgede administrative byrder ved kontaktforløb. Midlerne er givet til lokalcentrenes serviceteam ( og arbejdsmarkedsteam). Beløbet svarer ikke helt til det der blev fremført fra kommunen som en konsekvens af kontaktforløb i forhandlingerne med AMS. Da kommunen har knap 17 % af landets kontanthjælpsmodtagere, skulle vi efter disse opstillinger have været kompenseret med ca. 7,6 mill. kr.
Kontaktforløb i 1. kvartal 2004
Med henblik på orientering af FAU har forvaltningen gennemført en foreløbig spørgeskemaundersøgelse i de relevante team i de lokal centre på baggrund af de sager, hvor kontaktforløb har skullet gennemføres i 1. kvartal 2004, som var første kvartal, hvor alle kontant- og starthjælpsmodtagere var omfattet af de nye regler.
Denne undersøgelse er blevet overordnet bearbejdet med henblik på opfyldelsesprocent, gennemførelsesmetode og ressourceforbrug. En nærmere redegørelse af ressourceforbruget og mulighederne for at prioritere og udnytte de personalemæssige ressourcer i centrene er under udarbejdelse.
Opgørelsen over afholdte kontaktforløb i 1. kvartal viser,
- at gennemførelsesprocenten i arbejdsmarkedsteam svinger fra 18 til 96% med et gennemsnit på 53%,
- at gennemførelsesprocenten for voksenteam svinger fra 9 til 95 % med et gennemsnit på 58 %, og
- at gennemførelsesprocenten for handicap- og rådgivningscentre svinger fra 38 til 95 % med et gennemsnit på 70 %.
For de tre sidstnævnte team/centre gælder, at persongrupper på ambulatorier, i egentlig behandling, på hjemløseinstitutioner m.v. er medregnet, uanset at en alternativ kontaktform med forvaltningen frem for egentlige sagsbehandlermøder formentlig vil blive accepteret, jf. nedenfor under særlige målgrupper.
Undersøgelsen omfatter også de personer, der modtager aktive tilbud fx revalideringsforløb på uddannelsesinstitutioner. Det individuelle kontaktforløb kan dog her ligesom tidligere bestå i blot at følge op på at forløbet gennemføres efter jobplanen, dvs. uden den pågældende skal møde frem på lokalcentret.
Situationen i andre organisationer
Forvaltningen har forhørt sig om kontaktforløbssituationen i en række andre større kommuner, men har ikke kunnet få sammenlignelige analyser. En opgørelse i Arbejdsmarkedsstyrelsen af AF-regionernes rettidige gennemførelse af kontaktsamtaler for 1. kvartal 2004 viser at opfyldelsen er nede på 60%. Dette på trods af at AF-regionerne har haft ½ år mere til indfasning af kontaktforløbene.
Udviklingsmulighederne
Situationen er mest problematisk for arbejdsmarkedsteam, og man kan konstatere, at en række lokalcentre heraf flere af de større her har en opfyldelsesprocent på kontaktforløb på mellem 60 og 70 %, hvilket ikke er tilfredsstillende..
Det foreløbige indtryk er,
- at undersøgelsen i 1. kvartal lider af en del indkøringsfejl og manglende registreringsmuligheder, og at nogle af tallene fx således kun medtager de kontanthjælpsmodtagere der fortsat er i samme team, og
- at flere centre endnu ikke har fået gearet organisationen til denne indsats, men at man er i gang med at forbedre organiseringen af kontaktforløbene fx ved implementering af nye styringsmetoder for indkaldelse af borgere og gennemførelse af kontaktforløbene for de forskellige målgrupper
- Der er herudover iværksat en intern undersøgelse af ressourceforbrug og de eventuelle afledte ressourcekrævende procedurer som kontaktforløbene genererer.
Det er således forvaltningens umiddelbare opfattelse, at en undersøgelse af situationen for så vidt angår 2. eller bedre 3. kvartal vil give et mere realistisk billede af situationen i de lokale centre.
I en vurdering af ressourcesituationen i de lokale centre må der peges på, at kontaktforløb er krumtappen for jobplanen og visitationsprocessen til de aktive tilbud, jf. figur 1. På den anden side må det individuelle kontaktforløb ikke blive et mål i sig selv i konkurrence med andre sagsbehandlerkontakter. Her må enhver sagsbehandlerkontakt ses i lyset af det individuelle kontaktforløb. Der er således behov for foretage en afdækning af prioriteringerne på det administrative område og de ressourcekrav der er fornødne for at sikre en relevant personlig kontakt mellem forvaltning og alle kontant – og starthjælpsmodtagere i de lokale centre.
Ressourcesituationen skal udover den ovennævnte DUT-kompensation også ses på baggrund af den generelle nedgang i det totale antal kontanthjælpsmodtagere, samt de særlige kompensationer i forbindelse med opfølgningen af sygedagpengesagerne.
En præcis opgørelse af et evt. ressourcebehov er derfor ikke muligt på nuværende tidspunkt.
Konklusion
Forvaltningen skal derfor foreslå
- At der foretages en fornyet spørgeskemamåling af situationen for 3. kvartal 2004
- At den aktuelle interne kortlægning af vanskelighederne ved at gennemføre kontaktforløb i de lokale centre vurderes.
- At planlagt undervisning i sammenhæng med faglig implementering og økonomistyring i forbindelse med styringsmodel på beskæftigelses- og revalideringsområdet også vil inddrage individuelle kontaktforløb som krumtappen for opfølgning og sagsflow.
- at en kommende indførelse af KMD-aktiv samtidig vil sikre de lokale centre et mere tidssvarende sagstyringsværktøj og skabe lettelser i administrative procedurer og derfor indtænkes i denne sammenhæng.
- At forvaltningen herudover overvejer behovet for inddragelse af en ekstern konsulentundersøgelse med henblik på afdækning af vanskelighederne og behovet for omprioriteringer herunder eventuelle ressourcetilførelser, jf. også registerundersøgelse af revalidender og sygedagpengemodtagere juni 2004, der peger på behovet for at afdække, om visitationsarbejdet skal justeres.
Særlige målgrupper
Det skal endelig oplyses, at forvaltningen er ved at udarbejde et forslag til målgrupper i de lokale centre, der skal have en anden form for kontakt, jf. lov om en aktiv beskæftigelsesindsats §18, stk. 3. og en indstilling herom er under udarbejdelse.
Det er forvaltningens opfattelse, at disse undtagelser helt overvejende vil gå ud på, at omdefinere en i forvejen ret tæt medarbejder/behandlerkontakt i forhold til nogle grupper af borgere i handicap- og rådgivningscentre samt voksenteam.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Gennemførelsen af en konsulentundersøgelse på området foreslås gennemført via omstillingspuljen på revalideringsområdet 2003-05, idet de individuelle kontaktforløb er en væsentlig forudsætning for korrekt visitation, især til revalideringsområdet.
Forvaltningen vil vende tilbage til et evt. ressourcebehov når der foreligger et mere udbygget grundlag for en vurdering heraf.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
- Figur 1: Sagsflow
Grethe Munk
/
Torben Brøgger