Statusredegørelse for den internationale handlingsplan i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
Statusredegørelse for den internationale handlingsplan i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 22. september 2004
15. Statusredegørelse for den internationale handlingsplan i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (Bilag)
FAU 446/2004 J.nr. 446/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender vedlagte første statusredegørelse for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens internationale handlingsplan, der er et led i Københavns Kommune internationale strategi.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede d. 12. maj 2004 den internationale handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet, og besluttede at første statusredegørelse om den internationale handlingsplan skulle forelægges udvalget i september 2004.
Status er, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på hjemløseområdet har etableret en projektgruppe, der skal styrke samarbejde om hjemløse i Øresundsregionen. Gruppen har bl.a. afholdt et seminar med temaet "Opsøgende arbejde blandt hjemløse".
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har godkendt tre ansøgninger om EU-tilskud til tre projekter på integrationsområdet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen forventer svar fra bedømmelseskomiteen ultimo 2004.
Den næste statusredegørelse vil blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i juni 2005 sammen med en revideret handlingsplan.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget behandlede d. 12. maj 2004 Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens internationale handlingsplan.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bemærkede til beslutningsprotokollen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgetsmødet d. 12. maj 2004:
"Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget forelægges en statusredegørelse for arbejdet med implementeringen af handlingsplanen én gang årligt. Første gang er september 2004"
1. Den internationale handlingsplan
Det er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vision for det internationale arbejde at bidrage til, at København er en tolerant og rummelig by, der favner og udvikler sine menneskelige ressourcer.
Der er i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens internationale handlingsplan udvalgt 4 indsatsområder.
- Forebygge social udstødelse og fremme social integration af udsatte grupper.
- Tilgængelighed for mennesker med handicap.
- Bedre liv for byens børn
- Integration af etniske borgere og nedbryde barrierer på arbejdsmarkedet.
Under hvert indsatsområderne er der en række mål, der konkretiserer, hvordan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget styrker sin viden og erfaringsgrundlag på indsatsområderne.
I denne statusredegørelse er der for hvert indsatsområde redegjort for status samt om der er nye initiativer på den internationale handlingsplan.
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bemærkede til beslutningsprotokollen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgetsmødet d. 12. maj 2004:
"Udvalget tilkendegav, at den internationale handlingsplan fremover skal have et højere ambitionsniveau."
Det er nødvendigt, at der indenfor Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets eller den samlede budgetramme afsættes særskilte ressourcer til internationalt arbejde, hvis ønsket om et højere ambitionsniveau skal kunne imødekommes.
Der er planlagt at udsende et nyhedsbrev med aktuelle informationer om det internationale arbejde for at styrke koordineringen af og øge opmærksomheden på den internationale handlingsplan løbende. Første nyhedsbrev er planlagt til foråret 2005.
Derudover planlægges afholdt et internt seminar for medarbejdere i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, der arbejder med internationale opgaver for at implementere, opfølge samt videreudvikle den internationale handlingsplan
Seminaret planlægges afholdt i efteråret 2004 med bl.a. oplæg fra Københavns Kommunes Bruxelles kontor.
1.1 Forebygge social udstødelse og fremme social integration af udsatte grupper
Siden Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i maj 2004 behandlede den internationale handlingsplan har der været en række internationale aktiviteter på hjemløseområdet.
Der er nedsat en projektgruppe med repræsentanter fra Malmø Stad og Københavns Kommune for at styrke samarbejdet mellem de to kommuner på hjemløseområdet. Projektgruppen skal følge udviklingen på hjemløseområdet fra 2003-2005.
I juni 2004 er der bl.a. afholdt første seminar vedrørende det opsøgende arbejde blandt hjemløse i Øresundsregionen. På seminaret var der repræsentanter fra Oslo samt Stockholm, der fortalte om deres erfaringer med opsøgende arbejde blandt hjemløse.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er trådt ind i arbejdsgruppen "Working Group on Cities' Strategies Against Homelessness _Comparative Analysis" under Eurocities.
I løbet af 2004 og 2005 vil der blive afholdt 3 seminarer med temaet at udvikle fælles europæiske standarder for indsatsen mod hjemløshed.
Forvaltningen har siden 2002 deltaget i et kriminalitetsforebyggende, socialpræventivt samarbejde med 14 andre byer i Eurocities. (Eurocities Working Group on Urban Security). Denne gruppe vil fremadrettet arbejde videre med en mere konkret erfaringsudveksling indenfor bl.a. temaet kriminalitetsforebyggelse/mangfolkelighed igennem 2 årlige workshops.
1.2. Tilgængelighed for mennesker med handicap
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har i august 2004 tiltrådt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens sektorplan på handicapområdet, hvor der er indarbejdet en målsætning om flere internationale tiltag i arbejdet på handicapområdet, herunder særskilt udviklingsmuligheder for uddannelses- og beskæftigelsestilbud.
Derudover er der konkret i forbindelse med EU-handicapår etableret et samarbejde med Bygge- og Teknikforvaltningen om udvikling af et Handi-map, der vil vise offentlige tilbud, der er tilgængelige for handicappede. Projektet planlægges afsluttet primo 2005.
1.3. Bedre liv for byens børn
Fa milie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har en høj grad af erfaringsudvekling med udlandet omkring Københavns Kommunes dagtilbud til børn.
Der har således i bl.a. i sommeren 2004 været besøg fra en delegation fra Island, der blev introduceret til organiseringen af dagtilbud af det centrale fagkontor.
Derudover er der løbende besøg på forskellige daginstitutioner fra andre lande, bl.a. har en bestemt daginstitution modtaget flere besøg fra Japan
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen modtager løbende forespørgsler om informationer om daginstitutionsområdet fra andre lande.
På Københavns Kommunes hjemmeside findes bl.a. den pædogogiske perspektiv plan i en engelsk version, det kunne derfor overvejes at oversætte informationen om børneplanen mm. til engelsk.
1.4. Integration af etniske borgere og nedbryde barrierer på arbejdsmarkedet
På integrationsområdet er der ansøgt om EU-midler til tre forskellige projekter. Ansøgningerne til projekterne "Udvikling af det rummelige arbejdsmarked – fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund på social- og sundhedsområderne via internationale samarbejde (EQUAL-projekt)" (FAU 315/2004) og "Flere nydanskere i SMV'ere (små- og mellemstore virksomheder)" – EQUAL-projekt" (FAU 323/2004) er tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget juni 2004.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afventer svar på EQUAL-ansøgningerne ultimo 2004.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde med bla. Erhvervscenter for Etablering, Vækst og Udvikling sendt en ansøgning om midler fra Den Europæsike Socialfond til projektet "Orientering om initiativer for etniske iværksættere – etablering af en etnisk rådgivningsenhed i Københavns Kommune". Ansøgningen blev tiltrådt af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget (FAU 346/2004).
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er blevet orienteret om, at projektet er blevet prækvalificeret til at ansøge videre om projektmidlerne.
2. Opfølgning
Den næste statusredegørelse vil blive forelagt Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget i juni 2005 sammen med en revideret handlingsplan.
MILJØVURDERING
Ingen miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bemærkede til beslutningsprotokollen til Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgetsmødet d. 12. maj 2004:
"Udvalget tilkendegav, at den internationale handlingsplan fremover skal have et højere ambitionsniveau."
Det er nødvendigt, at der afsættes særskilte ressourcer til internationalt arbejde, hvis ønsket om et højere ambitionsniveau skal kunne imødekommes. Det er ikke indenfor det administrative budget mulighed for at afsætte yderligere midler end lønnen til den internationale koordinator.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen andre konsekvenser
HØRING
Ingen høring
BILAG
- Beslutningsprotokol og indstilling for "Godkendelse af international handlingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsområdet" (FAU 252/2004)
- Beslutningsprotokol og indstilling for "Udvikling af det rummelige arbejdsmarked – fokus på initiativer for kvinder med anden etnisk baggrund på social- og sundhedsområderne via internationale samarbejde (EQUAL-projekt)" (FAU 315/2004)
- Beslutningsprotokol og indstilling for "Henvendelse af Håndværkerrådet om deltagelse i projekt "Flere nydanskere i SMV'ere (små- og mellemstore virksomheder)" – EQUAL-projekt" (FAU 323/2004)
- Beslutningsprotokol og indstilling for "Orientering om initiativer for etniske iværksættere – etablering af en etnisk rådgivningsenhed i Københavns Kommune" (FAU 346/2004)
Grethe Munk
/
Torben Brøgger