Mødedato: 21.08.2002, kl. 15:30

Lukket punkt - Redegørelse (Bilag)

Lukket punkt - Redegørelse (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. august 2002

 

Sager til beslutning

8. Lukket punkt - Redegørelse (Bilag)

FAU 361/2002 J.nr. 361/2002

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager vedlagte redegørelse om forholdene i puljeinstitutionen Den internationale Børneinstitution til efterretning.

RESUME

Københavns Internationale Børneinstitution, beliggende Trekronergade 122, 2500 Valby, er en puljeinstitution, der etableredes i februar 1999 og som ifølge overenskomsten med kommunen omfatter maximalt 40 børn i alderen 1-6 år.

Institutionens regnskabsføring er ifølge revisionsfirmaet Deloitte og Touche ikke i overensstemmelse med anerkendte regnskabsprincipper, idet bogføringslovens bestemmelser om føring af kasserapport, der kan afstemmes med fysiske beholdninger, ikke er overholdt.

Herudover har det i forbindelse med regnskabsgennemgangen og ved flere tilsynsbesøg vist sig usikkert om de opførte børn i institutionen reelt kan betragtes som indskrevet i institutionen, og om de dermed skal medtages ved beregningen af det kommunale tilskud, der ydes puljeinstitutionen pr. barn.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har derfor fundet det påkrævet at anmode Københavns Politi om at indlede en politimæssig undersøgelse af institutionen ud fra formodningen om uregelmæssigheder i forhold til grundlaget for beregning af kommunens tilskud.

Institutionen har i øvrigt fra første færd været omgærdet af en række problemer, hvoraf hovedparten stadig er uløste.

Ifølge lokalplanen må der ikke drives daginstitution i det område, institutionen er beliggende. Institutionen har flere gange søgt om dispensation fra lokalplanen, men har modtaget afslag herpå, idet en dispensation til børneinstitution vil være i strid med principperne i lokalplanen.

Institutionen har herefter anlagt sag mod Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen med påstand om, at der meddeles dispensation fra lokalplanen til bibeholdelse af institutionen på dens nuværende beliggenhed.

Ud over de bygningsmæssige forhold har den pædagogiske konsulent påpeget kritisable forhold, og der er derfor stillet en række krav til institutionen for fortsat institutionsdrift. Flere af disse kritisable forhold er dags dato ikke bragt i orden.

Administrationen i Valby Bydel og Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen har gennem rådgivning og krav til institutionen forsøgt at få bragt forholdene i orden.

SAGSBESKRIVELSE

Politianmeldelsen

Revisionsfirmaet Deloitte og Touche har efter anmodning fra Valby Bydel gennemgået regnskaberne for årene 1999 og 2000. Deloitte og Touche har i den forbindelse over for institutionen påtalt en regnskabsføring, der ikke er i overensstemmelse med anerkendte regnskabsprincipper.

Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen får i juni 2002 kendskab til de kritisable regnskabsforhold, og institutionen anmodes om omgående at fremkomme med regnskab for 2001.

Institutionen har endnu ikke fremsendt regnskab for 2001, og en kontakt til Deloitte og Touche godtgør, at regnskabet ikke er gjort færdigt, fordi institutionen ikke har betalt et skyldigt beløb.

I revisionsprotokollaterne fra 1999 og 2000 gør revisor opmærksom på, at der kan være uregelmæssigheder i forhold til det børnetal, institutionen har modtaget tilskud til.

Forvaltningen er hermed gjort opmærksom på, at der kan være udløst tilskud til børn, som ikke er brugere af institutionen, og på denne baggrund besluttes det at anmelde institutionen til politiet.

Forvaltningen er i øvrigt blevet bedt om at gøre udlæg i institutionens driftstilskud på baggrund af en dom afsagt i forbindelse med, at institutionen ikke har betalt en anden revisor for udført arbejde.

Byggesagen

I august 1998 modtog Valby Bydel ansøgning om oprettelse af en puljeinstitution på Høffdingdvej 14, st., i Valby. På baggrund af de fremsendte papirer godkendte Børne- og Ungdomsudvalget i Valby Bydel den 2.september 1998 etableringen af puljeinstitutionen.

Da Valby Bydel den 14. januar 1999 indgår aftale med puljeinstitutionen, er adressen nu Trekronergade 122, uden at den nye adresse har været forelagt Børne- og Ungdomsudvalget.

I driftsoverenskomsten er anført et opsigelsesvarsel på 9 måneder, og det er anført, at opsigelse af aftalen først kan bringes i anvendelse efter 1. januar 2004, selvom bydelsregulativet klart tilkendegiver, at bydelen ikke kan forpligte BR- kommunen ud over forsøgsperioden, uden Borgerrepræsentationens forudgående godkendelse, bortset fra aftaler, der kan opsiges med kortere varsel end 6 måneder, jfr. Bydelsregulativets § 32, stk.2.

Ifølge byggeservitut, pålagt ved lokalplan nr. 154, lyst den 6. juni 1990 er området, bygningen er beliggende på, udlagt til erhvervsformål, og der kan derfor ikke drives daginstitution på området.

Institutionen har herefter anlagt sag mod Københavns Kommune, Bygge- og Teknikforvaltningen med påstand om, at der meddeles dispensation fra lokalplanen til bibeholdelse af institutionen på dens nuværende beliggenhed. Advokatfirmaet Lindh, Stabell og Horten er i øjeblikket ved at udarbejde svarskrift i sagen.

Institutionens leder Khamis A. Latif har klaget over den manglende tilladelse til at drive institution i Trekronergade til både borgmester Bo Asmus Kjeldgaard og Borgmester Søren Pind.

Borgmester Søren Pind har svaret institutionslederen, at en dispensation til børneinstitution vil være i strid med principperne i lokalplanen, og at han på nuværende tidspunkt ikke kan anbefale tilvejebringelse af ny lokalplan. Bo Asmus Kjeldgaard har meddelt, at han tager denne afgørelse til efterretning..

Institutionslederen meddeler ved dette møde, at der den 24. april 2002 af Bygge- og Teknikforvaltningen er givet byggetilladelse til at indrette lokaler i Karensgade nr.9 til institution for 12 børn.

Det pædagogiske tilsyn

Den pædagogiske konsulent påpeger ved besøg i institutionen i perioden 1. februar –november 1999 flere kritisable forhold, hvoraf bl.a. kan nævnes følgende:

  • at legepladsen er farlig at anvende
  • at der mangler trappelåge ved trappe i institutionen
  • at der ikke er beskæftigelsesmuligheder/-midler for børnene i institutionen
  • at der ikke er uddannet personale
  • at det faktiske børnetal i institutionen er meget lille set i relation til antal indskrevne børn
  • at hygiejnen i institutionen er under al kritik
  • at kun en af de tre ansatte personaler kan dansk

Valbys pædagogiske konsulent konfronterer i forbindelse med flere tilsynsbesøg institutionslederen med bydelsadministrationens krav til institutionen for en fortsat drift.

Nogle af kravene bliver imødekommet af lederen, idet legepladsen renoveres, nye legepladsredskaber opstilles og legoklodser og bøger bliver indkøbt. Imidlertid kan Valbys pædagogiske konsulent i november 2001 konstatere, at der fortsat er yderst kritisable forhold i institutionen, bl.a. mangler fortsat uddannet personale, de hygiejniske forhold er stadigt kritisable og det faktiske børnetal er fortsat lavt ved tilsynsbesøg i forhold til antal indskrevne børn.

Øvrige kritisable forhold

Fødevaredirektoratet kan ikke godkende institutionens køkken til institutionsbrug og stiller krav om totalrenovering heraf.

Embedslægen aflægger den 16 november 2000 besøg i institutionen, og finder forholdene så kritisable, at Valby Bydel lukker vuggestuedelen midlertidigt, og flytter børnehavebørnene til de lokaler i Karensgade nr. 9, hvor institutionslederen i forvejen har lejet sig ind.

Den 14 december 2000 modtager Valby en anonym klage fra en forældre til et barn i institutionen, der bl.a. vedrører personalets passivitet i dagtimerne og et af institutionen fremsat krav om afhentning af børn kl.15.00.

MILJØVURDERING

Ingen

ØKONOMI

Ingen konsekvenser

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

  • Rapport fra pædagogisk konsulent Bente Hansen i Valby af 21. november 2001 vedrørende forholdene i Den internationale institution.

 

Grethe Munk

/ Carsten Stæhr Nielsen

 

Til top