Resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)
Resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. august 2002
Sager til beslutning
17. Resultatkontrakter for beskæftigelsescentrene (Bilag)
FAU 355/2002 J.nr. 355/2002
INDSTILLING
Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om indgåede resultatkontrakter med beskæftigelsescentrene til efterretning.
RESUME
Beskæftigelsescentrene har nu udarbejdet resultatkontrakter, som sætter rammer og mål for arbejdet i sidste halvår af 2002.
Det er den generelle vurdering, at resultatkontrakterne har skabt synlighed om det enkelte centers rolle og bidrag til den samlede beskæftigelsesindsats. Processen omkring kontrakterne har været god for alle parter, idet der er skabt basis for målrettethed, gennemsigtighed og dialog i indsatsen.
Kontrakterne har givet de første erfaringer med henblik på tilretning af kontrakterne for 2003. Der vil bl.a. være behov for at øge målbarheden i kontraktens mål. Resultatkontrakterne skal ses på denne baggrund.
SAGSBESKRIVELSE
1. Kontraktudarbejdelsen
Implementeringen af principperne for beskæftigelsesomlægningen i Københavns Kommune startede i april 2002. I principperne ligger der bl.a., at alle de nye beskæftigelsescentre skulle kontraktstyres. Beskæftigelsescentrene i Københavns Kommune har på den baggrund igennem april og maj 2002 gennemført en proces omkring udarbejdelse af en resultatkontrakt for det enkelte center.
Fra 1. juni til den 11. juni er kontrakterne forhandlet mellem Forvaltningen og centrene. Centrene har herefter haft mulighed for at tilrette kontrakterne, og nu foreligger der således det endelige resultat af kontraktprocessen.
Centerlederne har givet udtryk for, at det har været en god proces både for de centre som er nyopstartede og først skulle til at finde deres egne ben, og for de centre som allerede var etablerede. Det er lykkes at få en høj grad af medarbejderinddragelse på stort set alle centre.
Det er også indtrykket, at det har været en meget tidskrævende opgave over det korte tidsrum, som kontraktprocessen har været gennemført under.
Kontrakterne er udfra udgangspunktet blevet meget tilfredsstillende. De giver et godt overblik over indholdet i de forskellige centres tilbud, og får placeret centrene på landkortet i forhold til, hvordan de bidrager til den samlede beskæftigelsesindsats. Det gælder både i forhold til den enkelte kontanthjælpsmodtager og de arbejdsmarkedspolitiske prioriteringer.
I forhold til de arbejdsmarkedspolitiske prioriteringer har de fleste centre taget initiativ til en udvidelse af aktiviteten omkring placeringer på virksomheder og sat sig mål herfor. Prioriteringen af unge og flygtninge og indvandrere fremgår ligeledes meget klart af kontrakterne.
Kontrakterne viser også, at der fortsat er en del arbejde med at få det tværgående samarbejde prioriteret. I efteråret vil der være fokus på 3 tværgående projekter:
- Virksomhedssamarbejdet
- Samarbejdet med lokalforvaltningen
- Gennemførelse af brugerinddragelse og brugertilfredshedsmålinger.
2. Den videre proces
Kontrakterne for 2002 skal betragtes som første skridt til en egentlig resultatstyring på beskæftigelsesområdet. Målsætninger og mål skal fremover være mere præcise, og der skal arbejdes yderligere med at synliggøre brugere og samarbejdsflader i kontrakten.
Kontrakterne giver dog et rigtig godt billede af indsatsen, og der er skabt et godt grundlag for større målrettethed, gennemsigtighed og dialog i indsatsen.
3. Opfølgningen på kontrakterne
Sideløbende med kontraktprocessen på centrene er der udformet nøgletal for hvert center. Produktionstal og effekttal er de bærende elementer i nøgletallene(også kaldet centerstatistikken). Derudover er der tal for deltagernes fordeling på køn, alder, uddannelse, herkomst og længde af kontanthjælpsforløb samt effekten af indsatsen samt nøgletal omkring samarbejdet med øvrige beskæftigelsescentre.
Nøgletallene har været en del af grundlaget for at fastsætte mål i kontrakterne, men bliver også et vigtigt element i opfølgningen på kontrakterne og dialogen om indsatsen.
Statistikken udarbejdes månedligt i et samarbejde mellem Københavns Jobcenter og Forvaltningen og skal sikre, at centrene har mulighed for løbende at orientere sig og følge udviklingen i forhold til kontraktens mål.
Den foreløbige centerstatistik er vedlagt hver resultatkontrakt i bilagene. Det skal bemærkes, at centerstatistikken for visse centre endnu ikke afspejler den reelle aktivitet. Det skyldes, at nogle aktiviteter registermæssigt endnu ikke er flyttet til det rigtige center. Det gælder særligt Københavns Jobcenter og Center for Jobformidling.
Opfølgningen på kontrakterne sker kvartalsvist, som beskrevet i kontraktkonceptet og koordineres med den kvartalsvise sektorplanopfølgning for arbejdsmarkedsområdet.
MILJØVURDERING
Ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
De 8 beskæftigelsescentre har med resultatkontrakterne samlet set forpligtiget sig til at producere godt 5200 pladser, jf. tabel 1, hvilket i samspil med de ny centre fra de tidligere Forsøgsbydele og den øvrige indsats betyder, at aktivitetsniveauet opretholdes og formentlig også stiger lidt i sidste halvdel af 2002
Tabel 1. Økonomi og aktivitet i beskæftigelsescentrene i 2002
Økonomi (1.000 kr.) |
Helårspladser aktivering |
Helårspladser virksomhedsrevalidering |
Helårspladser fleks- og skånejob |
Helårspersoner i alt |
Virksomhedsplaceringer helårspersoner |
Virksomhedsbesøg |
|||
Københavns Jobcenter |
46.746 |
900 |
|||||||
Center for Jobformidling |
15.214 |
500 |
750· |
5.000 |
|||||
Center for Offentlig jobtræning |
13.038 |
500 |
500 |
2.000 |
|||||
Undervisningscentret for Indvandrere |
77.822 |
825 |
183 |
||||||
Center for Erhvervsrettet Træning |
50.284 |
370 |
|||||||
Center for Undervisning og Erhverv |
50.753 |
650 |
|||||||
Center for Kompetenceudvikling |
28.742 |
368 |
|||||||
Center for formidling af job på særlige vilkår |
9.000 |
130 |
975 |
||||||
I alt |
291.599 |
4.113 |
130 |
975 |
5.218 |
1.433 |
7.000 |
- svarer til 1500 virksomhedsplaceringer af 6 måneders varighed. Center for jobformidling har ikke nødvendigvis aktiveringsansvaret for disse personer
Inkl. programtilskud på 34 mill.Resultatkontrakterne omfatter aktiviteter til en bruttoudgift på 292 mill. (jf. tabel 1) og netto 123 mill. kr. hvilket svarer til de budgetterede midler til CAB for 2002.
Aktiviteten omfatter som nævnt ca. 5.200 helårspersoner. Ca. 4.100 pladser heraf er aktiveringspladser og 1.100 job på særlige vilkår. Ca. 2500 af de 5.200 helårsplaceringer skal foregå på virksomheder.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen konsekvenser
HØRING
Ingen
BILAG
- Resultatkontrakt for Center for Jobformidling + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Center for Offentlig Jobtræning + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Center for Erhvervsrettet Træning + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Undervisningscentret for Indvandrere + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Center for Undervisning og Erhverv + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Center for Kompetenceudvikling + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Københavns Jobcenter + månedsstatistik
- Resultatkontrakt for Center for formidling af job på Særlige Vilkår
Grethe Munk
/
Torben Brøgger