Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune (Bilag) (Udsat fra mødet den 7. august 2002)
Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune (Bilag) (Udsat fra mødet den 7. august 2002)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. august 2002
Sager til beslutning
14. Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune (Bilag) (Udsat fra mødet den 7. august 2002)
FAU 338/2002 J.nr. 327/2002
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager PLS-RAMBØLL's evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven i Københavns Kommune til efterretning.
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens forslag til mulige indsatsområder for en forbedring af introduktionsprogrammet til efterretning.
at regeringens udspil til revision af Integrationsloven afventes, før yderligere nye initiativer iværksættes.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede d. 14/11-2001, at anvende 800.000 kr. til en evaluering af det introduktionsprogram, som nyankomne udlændinge omfattet af Integrationsloven tilbydes af Københavns Kommune. Evalueringen er gennemført af PLS-RAMBØLL. Resultaterne foreligger i rapporten "Fra Kabul til København – Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune".
Rapporten konkluderer bl.a., at deltagelsen i introduktionsprogrammet er væsentligt større end hidtil antaget, at årsagerne til og omfanget af fravær fra danskundervisningen ligner landet som helhed, at udlændingene overvejende tilkendegiver tilfredshed med programmets indhold og relevansen for den enkeltes integration, at der er en relativt stor gruppe på en tredjedel, for hvem det kan siges, at integrationen ikke er lykkedes, samt en gruppe af relativt veluddannede selvforsørgende, der efterlyser bedre muligheder for at anvende medbragte kompetencer.
På baggrund af rapporten foreslår Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en række indsatsområder for forbedringer af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven.
SAGSBESKRIVELSE
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget besluttede d. 14/11-2001, at anvende 800.000 kr. til en evaluering af det introduktionsprogram, som nyankomne udlændinge omfattet af Integrationsloven tilbydes af Københavns Kommune. Evalueringen er gennemført af PLS-RAMBØLL. Resultaterne foreligger i rapporten "Fra Kabul til København – Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune".
Evalueringen bygger primært på en spørgeskemaundersøgelse blandt udlændinge ankommet i perioden 1. januar 1999 til 30. juni 2000. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført med en svarprocent på 53 pct. svarende til 722 respondenter. Respondenterne vurderes på en række objektive parametre, at være fuldt repræsentative for totalpopulationen.
I rapporten evalueres i forhold til de områder i Integrationsloven, hvor Københavns Kommune har forpligtelser overfor nyankomne udlændinge. Det vil sige i forhold til den individuelle handlingsplan, vejledningsindsatsen, danskundervisningstilbuddet, aktiveringstilbuddet for introduktionsydelsesmodtagere og kursus i samfundsforståelse. Herudover er evalueret på, i hvilket omfang lovens formål er opfyldt dels ved at opstille et integrationsindeks, dels ved at vurdere udlændingenes tilknytning til det danske samfund på en række parametre.
Rapportens hovedkonklusioner
Stor deltagelse og overordnet tilfredshed
I undersøgelsens oplæg indgik særligt tre problemstillinger: Omfanget af deltagelsen i introduktionsprogrammet, belysning af årsager til fravær fra danskundervisning og aktivering og evaluering af tilfredsheden med introduktionsprogrammet.
Rapporten konkluderer, at deltagelsen i introduktionsprogrammet er væsentligt større end hidtil antaget, idet 96 pct. tilkendegiver, at have deltaget i danskundervisning og/eller aktivering i kortere eller længere tid.
Fraværets omfang og årsagerne hertil ligner landet som helhed. De dominerende fraværsårsager er sygdom, graviditet, arbejde og jobsøgning.
Overordnet set har udlændingene et positivt syn på introduktionsprogrammet og tilkendegiver overvejende tilfredshed med programmets indhold og relevansen for den enkeltes integration.
Identifikation af en svagt integreret gruppe
I rapporten konkluderes, at der er en stor gruppe på over 40 pct. som PLS karakteriserer som velintegrerede. En gruppe for hvem det kan siges, at integrationen er lykkedes. Herudover findes en mellemgruppe på omkring en fjerdedel, hvor integrationen i nogen grad er lykkedes.
Samtidig identificeres på den anden side en stor gruppe på en tredjedel, som PLS karakteriserer som svagt integrerede. En gruppe for hvem det kan siges, at integrationen ikke er lykkedes. Gruppen er kendetegnet ved, at have svært ved at klare sig på dansk i det daglige, ikke føler at kunne tilstrækkeligt dansk til at begå sig på en dansk arbejdsplads, har en svag arbejdsmarkedstilknytning og ofte forsørges ad anden vej end lønarbejde.
Manglende tilbud til højtuddannede
Et af de væsentligste kritikpunkter retter sig mod muligheden for at anvende medbragte kvalifikationer og kompetencer, samt anvende handlingsplanen i praksis til at sikre sammenhæng mellem danskundervisningen og øvrige elementer i relation til den enkeltes introduktionsprogram.
Særligt efterspørges øget vejledning omkring uddannelses- og beskæftigelsesmuligheder, samt vejledning i jobsøgning i Danmark.
Mulige indsatsområder for forbedringer af introduktionsprogrammet
I rapporten påpeges en række forhold, der taler for justeringer af introduktionsprogrammet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen peger på følgende mulige indsatsområder for forbedringer af introduktionsprogrammet:
- Individuel indsats rettet mod de svagt integrerede.
- Tilbud til selvforsørgende, særligt højtuddannede.
- Styrket arbejdsmarkedsrettet indsats med større fokus på virksomhedsplaceringer.
- Offensiv anvendelse af handlingsplanen, som forpligter både udlændingen og kommunen.
- Ensartet information om kommunens tilbud og teammedarbejderens rolle.
- Reduktion af fravær fra danskundervisningen.
- Ambitiøs og fagspecifik danskundervisning.
- Udvidelse af undervisning i samfundsforståelse.
Indsatsområderne præsenteres nærmere i bilag 2: "Mulige indsatsområder for forbedringer af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven".
MILJØVURDERING
Der vurderes ikke at være væsentlige miljømæssige konsekvenser forbundet med indstillingen.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Der er ikke foretaget høring.
BILAG
- Bilag 1: PLS-RAMBØLL: "Fra Kabul til København – Evaluering af introduktionsprogrammet for udlændinge i Københavns Kommune", maj 2002.
- Bilag 2: Mulige indsatsområder for forbedringer af introduktionsprogrammet for udlændinge omfattet af Integrationsloven.
Grethe Munk
/ Torben Brøgger