Afsluttende status for genoptagelsen af førtidspensionssagerne efter Højesteretsdommen i december 1999
Afsluttende status for genoptagelsen af førtidspensionssagerne efter Højesteretsdommen i december 1999
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 21. april 2004
9. Afsluttende status for genoptagelsen af førtidspensionssagerne efter Højesteretsdommen i december 1999
FAU 207/2004 J.nr. 207/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen til efterretning
RESUME
På baggrund af en beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har forvaltningen primo september 2001 skrevet til ca. 13.700 førtidspensionister bosiddende i BR-København og orienteret dem om muligheden for at få deres sager genoptaget efter en Højesteretsdom i december 1999, som har gjort det lettere at få førtidspension.
De 4 daværende forsøgsbydele har alle orienteret førtidspensionisterne på stort set tilsvarende vis.
Der er således rettet henvendelse til i alt ca. 20.000 førtidspensionister bosiddende i Københavns Kommune.
Borgerrepræsentationen gav d. 14. marts 2002 en tillægsbevilling på 100 mill. kr. til dækning af de forventede merudgifter til førtidspension og 7,2 mill. kr. til dækning af eventuelle merudgifter i forbindelse med genbehandlingen af førtidspensionssagerne, finansieret af midler, som var i overskud i 2001.
Der er pr. 31. december 2003 modtaget i alt 4.836 anmodninger om genoptagelse. Der kommer fortsat nye anmodninger, men kun i yderst begrænset antal.
Forvaltningen mangler pr. 31. december 2003 at færdigbehandle 85 sager, som er under ekspedition. Dertil kommer at Det Sociale Nævn og Den Sociale Ankestyrelse, formentlig fortsat mangler at behandle nogle sager, som falder uden for den kommunale kompetence.
På baggrund heraf betragter Forvaltningen den særlige indsats i forbindelse med genoptagelsessagerne som tilendebragt.
I det følgende er anført en række centrale nøgletal:
- Førtidspensionen er forhøjet i 1.180 tilfælde. I langt de fleste tilfælde har ændringen medført dels en forhøjelse af den løbende pensionsudbetaling og dels en efterbetaling af varierende omfang.
- Merudgifterne til førtidspension som følge af genoptagelsessagerne udgør skønsmæssigt 114 mill. kr. Den kommunale andel heraf udgør skønsmæssigt 57 mill. kr.
- De permanente fremtidige årlige merudgifter til førtidspension grundet genoptagelsessagerne udgør skønsmæssigt mere end 18.8 mill.. kr. Den kommunale andel heraf udgør skønsmæssigt 9.4 mill. kr.
- Ca. 75% af merudgifterne er ikke skattepligtig pension, og ca. 25% er skattepligtig pension
- Der er anvendt ca. 6,5 mill. kr. af de 7,2 mill. kr., der var afsat til de administrative merudgifter ved behandling af genoptagelsessagerne. Det svarer til et mindre forbrug på ca. 700.000 kr.
- Efterbetalingen af førtidspension er pr. 31. december 2003 begrænset i 422 tilfælde på grund af den 5 årige forældelsesfrist
- 90 sager er afvist alene på grund af den 20 årige forældelsesfrist
- Af de sager forvaltningen har behandlet, er førtidspensionen forhøjet i ca. 24% af tilfældene.
- Af de sager ankeinstanserne har behandlet, er førtidspensionen forhøjet i ca. 36% af tilfældene.
SAGSBESKRIVELSE
Notatet beskriver status for behandlingen af genoptagelsessagerne efter Højesteretsdommen i december 1999.
På baggrund af en beslutning i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har forvaltningen primo september 2001 skrevet til ca. 13.700 førtidspensionister bosiddende i BR-København og orienteret dem om muligheden for at få deres sager genoptaget efter en Højesteretsdom i december 1999, som har gjort det lettere at få førtidspension. De 4 daværende forsøgsbydele har alle orienteret førtidspensionisterne på stort set tilsvarende vis.
Der er således rettet henvendelse til i alt ca. 20.000 førtidspensionister bosiddende i Københavns Kommune.
Forvaltningen skønnede oprindeligt, at 4.500 – 5.500 pensionister ville anmode om genoptagelse af førtidspensionen. Der er pr. 31. december 2003 modtaget 4.836 anmodninger, heraf 36 fra folkepensionister. Der kommer fortsat nye anmodninger om genoptagelse, men kun ganske få.
Forvaltningen mangler at færdigbehandle 85 sager. Dertil kommer et antal sager (formentlig få), hvor afgørelsen om førtidspension er truffet af enten Det Sociale Nævn eller af Den Sociale Ankestyrelse. Kommunen har i disse tilfælde ikke kompetence til at behandle genoptagelsessagen.
På baggrund heraf betragter Forvaltningen den særlige indsats i forbindelse med genoptagelsessagerne som tilendebragt.
Tabel 1 viser status pr. 31. december 2003:
Antal anmodninger om genoptagelse fra førtidspensionister | 4.800 |
Antal anmodninger om genoptagelse fra folkepensionister | 36 |
Antal anmodning om genoptagelse i alt | 4.836 |
Antal ikke færdigekspederede anmodninger i forvaltningen | 85 |
Antal anmodninger behandlet af både forvaltningen og Ankeinstanserne | 175 |
Antal anmodninger videresendt til Det Sociale Nævn | 331 |
Antal anmodninger videresendt til Den Sociale Ankestyrelse | 423 |
Antal sager afvist begrundet i den 20 årige forældelsesfrist | 90 |
Antal sager, hvor førtidspensionen er forhøjet | 1.180 |
Antal forhøjelser fra forhøjet førtidspension til mellemste førtidspension | 1.104 |
Antal forhøjelser fra almindelig førtidspension til mellemste førtidspension | 31 |
Antal andre forhøjelser | 135 |
Sager, hvor efterbetalingen er begrænset af den 5 årige forældelsesfrist | 422 |
Tabellen viser blandt andet, at der er tilkendt en højere førtidspension i 1.180 tilfælde, hvoraf forvaltningen har tilkendt de 954. De resterende 226 tilfælde er tilkendt af ankeinstanserne i de sager, som kommunen ikke har haft kompetence til at behandle. Det svarer til, at forvaltningen skønsmæssigt har forhøjet førtidspensionen i 24% af tilfældene og ankeinstanserne i 36% af tilfældene.
Det er dog ikke i alle tilfælde, at forhøjelsen har haft økonomiske konsekvenser. Som det fremgår af tabellen vedrører 135 tilfælde "andre forhøjelser". Det dækker primært over tilkendelse af højeste førtidspension, men også over ændring af forhøjet eller almindelig førtidspension tilkendt på en blanding af social- og helbredsmæssig indikation til tilkendelse på ren helbredsmæssig indikation – sidstnævnte har ingen økonomiske konsekvenser.
Det fremgår endvidere af tabellen, at 422 førtidspensionister har fået efterbetalingen begrænset på grund af den 5 årige forældelsesfrist. I 90 tilfælde er behandlingen af genoptagelsessagen afvist på grund af den 20 årige forældelsesfrist. Denne finder anvendelse, når den seneste afgørelse i sagen er truffet mere end 20 år forud for anmodningen om genoptagelse.
MILJØVURDERING
Sagen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Borgerrepræsentationen gav d. 14. marts 2002 en tillægsbevilling på 100 mill. kr. til dækning af de forventede merudgifter til førtidspension og 7,2 mill. kr. til dækning af eventuelle merudgifter i forbindelse med genbehandlingen af førtidspensionssagerne, finansieret af midler, som var i overskud i 2001.
Opgørelsen af merudgifterne til førtidspension er skønsmæssige, da der indgår mange variabler, som eksempelvis
- en forskellig statsrefusion (enten 100%, 50% eller 35%)
- en individuel efterbetalingsperiode
- forskellig civilstand og pensionsstatus før forhøjelsen, hvilket giver økonomiske forskelle fra sag til sag.
Skønnet er baseret på opgørelsen pr. 31. december 2003, og yderligere udgifter som følge af nye anmodninger (formentlig få), der kommer efter den 1. januar 2004 indgår ikke heri.
I skønnet er ikke medtaget merudgifter, der må påregnes, fordi forvaltningens eller Det Sociale Nævns afgørelse evt. er påklaget af borgeren. Konsekvenserne af klagesagsbehandlingen kendes ikke, dels fordi forvaltningen ikke kender antallet af sager, der er klaget over, og dels fordi udfaldet heraf ikke kan forudsiges.
Tabel 2 – Skønnede merudgifter til førtidspension efter genoptagelsen
I tabellen vises de skønnede merudgifter til førtidspension. Tabellen viser endvidere et skøn over de fremtidige permanente merudgifter til førtidspension.
Ved beregningen af den kommunale andel er lagt en skønsmæssig statsrefusion på 50% til grund.
Faktiske udgifter | Kommunal andel | |
Merudgifter til sager færdigbehandlet 31/12 2003 | 114.388.640 | 57.194.320 |
Forventede fremtidige permanente merudgifter | 18.814.000 | 9.407.000 |
I forhold til tillægsbevillingen på 100 mill. kr., er der således tale om et mindreforbrug på ca. 42,8 mill. kr.
Ca. 75% af merudgifterne til førtidspension er ikke skattepligtig indtægt, og de resterende 25% er skattepligtig indtægt.
Der var afsat 7,2 mill. kr. til administrative merudgifter til behandling af genoptagelsessagerne. Der er anvendt ca. 6,5 mill. kr., og der er således tale om et mindre forbrug på ca. 700.000 kr.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen
Grethe Munk
/
Torben Brøgger