Mødedato: 21.01.2004, kl. 15:00

Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF)

Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 21. januar 2004

 

4. Kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter (fællesindstilling FAF/KFF)

FAU 31/2004 J.nr. 31/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  • at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder udkast til aftale for 2004 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2004 (bilag 2),
  • at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tiltræder præcisering af retningslinierne for Brobygningspuljen (bilag 3),
  • at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at der i 2005 sandsynligvis ikke er midler til formålet pga. forventet bortfald af 65 mio. kr. til integration.

RESUME

Der blev for 2003 indgået aftale om køb af kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Der skal nu indgås samarbejdsaftale for 2004.

Aftalen mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen om køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud i 2003 har vist sig at fungere hensigtsmæssigt.

Der er på den baggrund udarbejdet vedlagte forslag til samarbejdsaftale for 2004 med samme økonomiske omfang som i 2003, samt en præcisering af retningslinierne for Brobygningspuljen. Ønsket om en præcisering af retningslinierne skyldes, at retningslinierne i deres nuværende form visse steder er uklare og derfor kan give anledning til misforståelser.

På grund af bortfald af 65 mio. kr. til integration vil der i 2005 sandsynligvis ikke være midler til at fortsætte aktiviteterne.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med Københavns Kommunes overtagelse af integrationsopgaven på udlændingeområdet, blev der, jf. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets og Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning den 10. oktober 2001, indgået aftale om køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter i 2002 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen. Projektet er forankret i Kultur- og Fritidsforvaltningen under Fritid & Idræt (det tidligere FOS). Projektet har fået navnet "Projektrådgivningen – Mangfoldighed, Kultur & Fritid".

Der skal nu indgås samarbejdsaftale for 2004.

Aftalen for 2003 mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen blev tiltrådt af Kultur- og Fritidsudvalget d. 24. oktober 2002 og af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget d. 2. oktober 2002. Aftalen for 2003 fremgår af bilag 1 og omhandler køb af ydelser for i alt 3,3 mill. kr., i 2002 priser, og omfatter bl.a.:

  • Opsøgende arbejde blandt børn, unge og forældre med etnisk minoritetsbaggrund med henblik på børn og unges foreningsdeltagelse.
  • Opsøgende arbejde blandt voksne med minoritetsbaggrund med henblik på foreningsdeltagelse.
  • Rådgivning af foreninger i forbindelse med integrationsarbejde.
  • Almen foreningsrådgivning – bl.a. af etniske minoritetsforeninger.
  • Administration af og rådgivning i forhold til Brobygningspuljen, der årligt er på 1,2 mill. kr.
  • Netværksopbygning og initiering af samarbejdsprojekter med foreningslivet.

Aftalen blev indgået for 2003 med mulighed for forlængelse under forudsætning af tilfredsstillende evaluering. Projektrådgivningens Statusnotat januar – juli 2003 samt evaluering af Brobygningspuljen og Projektrådgivningens opsøgende arbejde på Ydre Nørrebro er fremsendt til orientering til Kultur- og Fritidsudvalget, Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, Folkeoplysningsudvalget, Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg i september måned 2003.

Statusnotatet, der dækker perioden januar – juli 2003, og de to evalueringsnotater viser, at Projektrådgivningen har gennemført de prioriterede opgaver for 2003 eller er i fuld gang hermed, samt at rammerne fungerer hensigtsmæssigt.

På denne baggrund har forvaltningerne udarbejdet vedlagte udkast til samarbejdsaftale for 2004 (bilag 2) samt udkast til præcisering af retningslinierne for Brobygningspuljen (bilag 3).

 

Succeskriterier for 2004

Projektrådgivningens succeskriterier for 2004, som fremgår af samarbejdsaftalen for 2004 (bilag 2), er fastsat på baggrund af de erfaringer Projektrådgivningens har gjort sig via det opsøgende arbejde blandt foreningerne og de etniske minoriteter.

Projektrådgivningens opsøgende arbejde på de københavnske sprogskoler og kontakten til Modtageenheden, afspejler at der er et udækket behov for fritidsvejledning. Af samme grund har Projektrådgivningen som mål i 2004, at mindst 70 personer fra Sprogskolerne og mindst 30 personer fra Modtageenheden guides ud i foreningslivet.

Et andet succeskriterium er, at fremme samspillet mellem de sociale og de folkeoplysende foreninger, idet de to foreningstyper og ikke mindst deres frivilligformer vurderes at kunne drage nytte af hinanden i en integrationsmæssig sammenhæng. Her tænkes der bl.a. på, at frivilliggrupper i fx Dansk Flygtningehjælp kan fungere som guider til det folkeoplysende foreningsliv.

Projektrådgivningen ønsker derudover at fremme integrationsarbejdet på det kulturelle og ikke-idrætslige område. Dette var også et succeskriterium i 2003, men det vurderes ikke at være opfyldt i tilstrækkelig grad. De kulturelle foreninger er i øjeblikket ved at organisere sig indbyrdes, hvilket vurderes at give Projektrådgivningen bedre muligheder for at gøre opmærksom på Projektrådgivningens tilbud. Målet er, at 25 % af Projektrådgivningens samlede aktivitetsportefølje – inklusiv Brobygningspuljeprojekterne – ligger inden for dette område.

En stor del af Projektrådgivningens arbejde består i at iværksætte initiativer og projekter, der senere kan overdrages til foreningslivet. Herigennem frigøres konsulenternes ressourcer til andre opgaver, og der opnås en spredningseffekt. Derfor har Projektrådgivningen det som et succeskriterium, at Sommerfodboldskolen og Mandagsfodboldskolen (initieret af Projektrådgivningens konsulenter) søges helt overdraget til foreningslivet. Endvidere skal Projektrådgivningen initiere og/eller medvirke aktivt i mindst 14 nye projekter.

 

Præcisering af retningslinierne

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget tiltrådte henholdsvis den 2. oktober 2002 og den 24. oktober 2002 retningslinier for tildeling af brobygningsmidler til integration af etniske minoriteter i foreningslivet.

På baggrund af de indh østede erfaringer med Brobygningspuljen vurderes det hensigtsmæssigt at præcisere retningslinierne (bilag 3), idet visse afsnit er uklare og kan give anledning til misforståelser. Præciseringen vedrører § 3, stk. 2, 2. og 3. punkt.

I § 3, stk. 2, 2. punkt ("Veje at få flere piger/kvinder ind i foreningslivet") foreslås det at tilføje "under 25 år", idet den manglende alderspræcisering har givet anledning til en opfattelse af, at puljen støtter kvindeprojekter, der hverken direkte eller indirekte involverer piger og kvinder under 25 år (jf. § 1).

Endvidere foreslås det at udskifte § 3, stk. 2, 3. punkt ("Nedbrydning af manglende kendskab til kulturelle forskelle mellem danske foreningstraditioner og andre landes"). Årsagerne hertil er, dels at punktet er snørklet formuleret og dermed åbent for fortolkning, dels at kriteriet synes at være indeholdt i både § 3, stk. 1, 3. punkt og i § 3, stk. 2, 1. punkt. Projektrådgivningen har erfaringer med, at integrationsprojekterne styrkes gennem en aktiv inddragelse af foreningens medlemmer, hvorfor det foreslås at ændre kriteriet til følgende: "Etablering af følgeordninger eller modtagegrupper internt i foreningerne". De resterende ændringsformuleringer er af sproglig karakter.

Som opfølgning på Evalueringsnotat vedr. Brobygningspuljen vil Projektrådgivningen afdække hvilke muligheder, der er for at ændre ansøgningsproceduren, således at foreningerne i højere grad tilgodeses. Såfremt der tages yderligere initiativ til ændring af retningslinierne, vil sagen på ny blive forelagt Kultur- og Fritidsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med forudgående høring i Integrationsrådet og Det Rådgivende Integrationsudvalg.

På grund af forventet bortfald af 65 mio. kr. til integration vil der i 2005 sandsynligvis ikke være midler til at fortsætte aktiviteterne.

MILJØVURDERING

Sagen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Det indstilles, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i lighed med 2003, disponerer 3,38 mill. kr., 2003 priser, til køb af særligt målrettede kultur- og fritidstilbud for etniske minoriteter hos Kultur- og Fritidsforvaltningen. Af de 3,38 mill. kr. disponeres 1,2 mill. kr. til Brobygningspuljen. Udgiften finansieres af de grundskudsfinansierede indtægter på integrationsområder, der budgetmæssigt er afsat til en særlig målrettet indsats på kultur- og fritidsområdet.

Det skal bemærkes, at der fra 2005 og fremover forventes en reduktion i integrationsindtægterne fra Staten på 65 mill. kr. På den baggrund er der sandsynligvis ikke midler til formålet fra 2005.

 

HØRING

Sagen har været i høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg d. 19. december 2003 og i Integrationsrådet d. 4. december 2003. Høringssvarene er vedlagt som bilag 4 og 5.

Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet tilslutter sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling. I de to høringssvar gives der udtryk for, at samarbejdsaftalen har fungeret hensigtsmæssigt, og at Projektrådgivningens positive resultater, som de bl.a. er beskrevet i "Statusnotat januar – juli 2003", er med til at styrke kommunens integrationsindsats.

Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet vurderer, at Projektrådgivningen yder et værdifuldt arbejde på integrationsområdet, og opfordrer derfor til, at de fornødne midler afsættes på budget 2005, således at integrationsaktiviteterne kan fortsætte.

BILAG

  1. Aftale om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2003.
  2. Udkast til aftale om køb af kultur- og fritidstilbud til etniske minoriteter 2004.
  3. Udkast til præcisering af retningslinier for Brobygningspuljen.
  4. Høringssvar fra Det Rådgivende Integrationsudvalg
  5. Høringssvar fra Integrationsrådet

 

Carsten Haurum Grethe Munk

 

Til top