Forslag om politisk repræsentation i Dialogforum på Psykiatriområdet i Københavns Kommune (bilag)
Forslag om politisk repræsentation i Dialogforum på Psykiatriområdet i Københavns Kommune (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. oktober 2004
4. Forslag om politisk repræsentation i Dialogforum på Psykiatriområdet i Københavns Kommune (bilag)
FAU 495/2004 J.nr. 495/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter forslag om politisk repræsentation i Dialogforum på Psykiatriområdet i Københavns Kommune efter ønske fra bruger- og pårørenderepræsentanter i Dialogforum.
RESUME
Formålet med Dialogforum på Psykiatriområdet i Københavns Kommune er at sikre koordinering og indgå i planlægningen af psykiatriområdet. Via Dialogforum etableres dialog med brugere og pårørende, herunder bruger- og pårørendeorganisationer, med henblik på at inddrage brugernes og de pårørendes viden og erfaringer således, at de psykisk syges forskelligartede behov for behandling og social støtte i hverdagen sikres bedst muligt. Udover brugere og pårørende er Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, H:S og Sundhedsforvaltningen på embedsmandsplan repræsenteret i Dialogforum.
Repræsentanter for bruger- og pårørendeorganisationer i Dialogforum har givet udtryk for et ønske om en form for politisk repræsentation i Dialogforums møder. Der fremlægges på den baggrund forslag til en ændret sammensætning af Dialogforum, således at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, H:S og Sundhedsforvaltningen repræsenteres på politisk niveau.
SAGSBESKRIVELSE
Repræsentanter for bruger- og pårørendeorganisationer i Dialogforum har givet udtryk for et ønske om en form for politisk repræsentation i Dialogforums møder.
- Lovgrundlaget for Dialogforum
Lovgrundlaget for Dialogforum findes primært i servicelovens § 114, hvorefter kommunen eller amtet hver især eller i fællesskab kan nedsætte et eller flere råd, der rådgiver kommunen/amtet om tilrettelæggelsen af indsatsen efter serviceloven. Det fremgår af lovbemærkningerne, at bestemmelsen understreger brugernes mulighed for indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af servicetilbudene. Formålet er at skabe tilbud, der modsvarer brugernes problemer, ressourcer og forudsætninger. Det er op til det enkelte amt/den enkelte kommune at fastsætte retningslinier for nedsættelse og deltagelse.
I de tre store amter, Københavns, Århus og Fyns amter, er der nedsat dialogfora i Københavns og Fyns amter med politisk deltagelse (fra amt og kommuner). I Århus Amt er kontakten mellem brugere og politikere/forvaltning ikke formaliseret f.eks. i form af etablering af et dialogforum.
2. Dialogforums formål, opgaver og nuværende sammensætning
I henhold til gældende vedtægter for Dialogforum på Psykiatriområdet er formålet at sikre koordinering og indgå i planlægningen af psykiatriområdet. En væsentlig målsætning er, at der skabes helhed inden for psykiatriområdet, hvor en god koordinering fordrer samarbejdsflader på tværs af flere sektorer. Ved etableringen af Dialogforum sikres det, at brugere og pårørende, herunder bruger- og pårørendeorganisationer, får mulighed for at indgå i en dialog, som forener den professionelle ekspertise med brugernes og de pårørendes viden og erfaringer således, at de psykisk syges forskelligartede behov for behandling og social støtte i hverdagen sikres bedst muligt.
Dialogforum har til opgave:
- At være et samlende forum for indsatsen på psykiatriområdet.
- At være forum for erfaringsudveksling
- Løbende at følge udviklingen på psykiatriområdet.
- Udvikle samarbejdsrelationerne mellem de forskellige instanser på psykiatriområdet.
- At påpege problematikker som kræver tværsektorielle løsninger.
- At være rådgivende med formidling af nye idéer til relevante instanser.
- At synliggøre det psykiatriske område for borgerne i København.
Dialogforums p.t. 27 medlemmer repræsenterer bl.a. organisationer eller sammenslutninger inden for det psykiatriske område, repræsenteret ved bl.a. H:S, herunder distriktspsykiatrien, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Sundhedsforvaltningen, psykiatriske tilbud samt brugere og pårørende til brugere, herunder bruger- og pårørendeorganisationer i Københavns Kommune:
- 1 fra Sundhedsforvaltningen
- 1 fra H:S Direktionen
- 1 fra Skt. Hans Hospital
- 1 fra H:S hospitalernes psykiatriske afdelinger i København
- 1 fra distriktspsykiatrien i H:S
- 1 fra bocentrene (lederrepræsentant)
- 1 fra værestederne (lederrepræsentant)
- 1 repræsentant fra embedslægeinstitutionen
- 1 voksenteamchef
- 1 fra direktionen i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen
- 1 fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, 8. kontor
- 10 repræsentanter fra bruger- og pårørendeorganisationer
- 2 repræsentanter for beboer/brugerråd på bocentrene/bostederne
- 2 repræsentanter for centerråd/bostedsråd på bocentrene/bostederne, hvoraf mindst en skal være pårørende
- 2 brugerrepræsentanter fra værestederne.
Følgende bruger- og pårørendeorganisationer er repræsenteret i Dialogforum: Galebevægelsen, Foreningen af Psykiatribrugere i Storkøbenhavn, Sind - Københavns Kredsen, Foreningen af Brugere og Pårørende i de distriktspsykiatriske centre i H:S samt Pårørendeforeningen af 1998.
Dialogforum holdes møder kvartalsvis. Herudover kan der afholdes ekstraordinære møder.
Sekretariatsbetjeningen varetages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
3. Forslag til fremtidig sammensætning af Dialogforum med henblik på politisk repræsentation
På baggrund af ønske fra bruger- og pårørendeorganisationer i Dialogforum om en form for politisk repræsentation i Dialogforum fremlægges følgende forslag til fremtidig sammensætning af Dialogforum:
- 4 medlemmer fra Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
- 4 medlemmer fra H:S Bestyrelsen
- 2 medlemmer fra Sundheds- og omsorgsudvalget
- 1 repræsentant fra embedslægeinstitutionen
- 10 repræsentanter fra bruger- og pårørendeorganisationer
- 2 repræsentanter for beboer/brugerråd på bocentrene/bostederne
- 2 repræsentanter for centerråd/bostedsråd på bocentrene/bostederne, hvoraf mindst en skal være pårørende
- 2 brugerrepræsentanter fra værestederne.
Formanden for Dialogforum vil være Familie- og arbejdsmarkedsborgmesteren.
Sekretariatsbetjeningen varetages af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og H:S Direktionen.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Såfremt forslaget tiltrædes skal vedtægternes bestemmelser vedr. sammensætningen af Dialogforum og sekretariatsbetjening ændres i overensstemmelse hermed.
Fælles varetagelse af sekretariatsbetjeningen skal drøftes med H:S Direktionen.
HØRING
Ingen. Dialogforum orienteres om den ændrede forvaltningsrepræsentation.
BILAG
- Vedtægter for Dialogforum på Psykiatriområdet samt oversigt over den nuværende sammensætning.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen