Mødedato: 20.09.2000, kl. 13:45

Overflytning af børn mellem vuggestuer (Udsat fra mødet den 23. august 2000)

Overflytning af børn mellem vuggestuer (Udsat fra mødet den 23. august 2000)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. september 2000

 

Sager til beslutning

9. Overflytning af børn mellem vuggestuer (Udsat fra mødet den 23. august 2000)

FAU 543/2000 J.nr. 156/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at princippet om, at der ikke kan ske overflytning af børn mellem vuggestuer, fastholdes.

RESUME

Alle børn har lige ret til at blive optaget i et dagtilbud ifølge serviceloven. Kun i ganske særlige tilfælde er der mulighed for at give dispensation, så et barn kan springe ét andet barn over på ventelisten. At man har søskende i samme institution giver ikke i sig selv ret til at springe ventelisten over, og det giver heller ikke mulighed for at starte i en vuggestue og senere flytte over i en ønske institution.

SAGSBESKRIVELSE

Det er et grundlæggende princip i serviceloven, at alle børn, der har ophold i en kommune, skal have lige mulighed for at blive optaget i et dagtilbud. Forældre har ikke krav på en plads i et bestemt dagtilbud til deres barn, men har mulighed for at ønske en plads i et bestemt dagtilbud. Det betyder, at fordi man har søskende i en bestemt institution eller har andre præferencer for en bestemt institution, giver det ikke ret til at springe andre børn over på ventelisten. Københavns Kommune har dog valgt at søskende børn på ventelisten får en måneds anciennitet i forhold til børn uden søskende i et dagtilbud.

På den seneste har der været flere henvendelser fra forældre, der ønsker søskende i samme institution og derfor ønsker at overflytte deres børn, når der bliver en ledig plads.

Pladsanvisningsreglerne i Københavns Kommune

Ifølge Københavns Kommunes pladsanvisningsregler er det dog ikke muligt for et barn, der går i en vuggestue at blive overflyttet til en anden vuggestue. Går barnet derimod i børnehave, er det muligt at blive overflyttet til en anden børnehave.

Overflytning mellem børnehaver

Forældrenes ønske om en børnehaveplads er kun vejledende. Det betyder, at de får tilbudt den første ledige plads, når barnet har alderen til at starte i børnehave. Der er ikke mulighed for at lade barnet blive i vuggestuen til den ønskede børnehaveplads bliver ledig. I nogle tilfælde medfører det, at barnet får en plads som forældrene af den ene eller anden grund ikke kan acceptere. Da de ikke har haft indflydelse på hvilken plads barnet har fået, skal de have mulighed for at ændre pladsen.

Overflytning mellem vuggestuer

Når børnene bliver skrevet op til en vuggestue har forældrene to muligheder:

  • Opskrivning på den generelle venteliste – omfattet af pladsgarantien.
  • Opskrivning på den specifikke venteliste – ikke omfattet af pladsgarantien.

Ønsker forældrene derfor en bestemt institution f.eks. for at få søskende i samme institution, skal de opskrive barnet på den specifikke venteliste, og dermed fraskriver de sig samtidig pladsgarantien. Pladsgarantien omfatter børn, der er opskrevet på den generelle venteliste. I dette tilfælde får forældre tilbudt den første ledige vuggestueplads i en "rimelig" afstand fra hjemmet. Nogle forældre ønsker både at få en plads, når barnet når pladsgarantialderen og samtidig en plads i en bestemt institution. Derfor tager de imod tilbuddet om en anden plads – fra den generelle venteliste - og håber så, de kan få flyttet deres børn efterfølgende. Det kan de dog ikke.

Åbner man op for overflytning mellem vuggestuer, vil det give flere problemer:

  • Ideen med den specifikke venteliste vil falde bort, idet alle så kan opskrive barnet på den generelle venteliste og senere lade barnet overflytte. Dermed vil de "slippe" for at vente på den "rigtige" plads i måske 18 måneder, som de øvrige forældre på den specifikke venteliste må gøre.
  • Det vil give et øget pres på den generelle venteliste, da alle børn så vil blive opskrevet på denne liste.
  • Det er generelt ikke godt for børnene med for mange institutionsskift.
  • Dette vil medføre en yderligere polarisering af vuggestuer med populære institutioner med de ældste vuggestuebørn på den ene side og mindre attraktive institutioner, der vil fungere som en slags gennemgangsinstitution med de yngste børn på den anden side. Dette vil føre til en generel forringelse af det pædagogiske arbejde.

Et barn kan dog altid flytte institution, hvis der er tale om alvorlig sygdom eller død i den nærmeste familie eller barnet har særlige behov, som bedre kan tilgodeses i en anden vuggestue end det allerede går i. Endvidere er der mulighed for at flytte vuggestue, hvis forældrene har taget imod en plads, der ikke er i rimelig afstand fra hjemmet, eller hvis familien flytter til en anden del af byen. Hvis samarbejdet mellem familien og personalet går i hårdknude er der også mulighed for at flytte barnet.

Muligheder for at overspringelse på ventelisten.

Det er i særlige tilfælde muligt at fravige anciennitetsprincippet, hvis barnet af sociale eller pædagogiske årsager har et særligt behov for et dagtilbud. I sådanne tilfælde vil overspringelsen ske med udgangspunkt i servicelovens §12 stk. 3 og ud fra en konkret individuel vurdering af barnets særlige behov. Som eksempler på overspringelse efter §12 stk. 3 kan nævnes:

  • Hvis barnet er henvist fra anden myndighed eller speciallæge.
  • Hvis barnet har søskende i et dagtilbud, hvor der bliver en ledig plads – dette kan ikke alene fører til en overflytning, men skal ses i sammenhæng med andre faktorer.
  • Hvis et barn f.eks. på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller astma/allergi har behov for plads i et specielt indrettet dagtilbud.
  • Hvis to-sprogede børn af hensyn til deres mulighed for at blive integrerede i et dagtilbud har behov for en plads i et tilbud, hvor der er afsat særlige ressourcer (talepædagoger, to-sprogede pædagoger eller lignende).

I meget begrænset omfang er det endvidere muligt at overspringe ventelisten, hvis forældrene til et barn på grund af uforudsete og udefrakommende omstændigheder har fået et akut behov for et dagtilbud til deres barn – servicelovens §12, stk. 4. I vejledningen præciseres det, at genoptagelse af job efter barsel eller nyt job efter en arbejdsløshedsperiode ikke kan begrunde overspringelse af ventelisten efter §12 stk. 4.

Socialministeriets bemærkninger

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har kontaktet Socialministeriet for at høre, om er nye regler på vej om søskendehensyn. Ministeriet oplyser, som der også står på Kommunernes Landsforenings hjemmeside, at regeringen er kommet med en åbning i forhold til søskendehensyn. …"Regeringen og KL er enige om, at der tages initiativ til en justering af regelsættet om optagelse i dagtilbud, så kommuner med en pasningsgaranti svarende til servicelovens regler ikke er omfattet af anciennitetsprincippet ved optagelse af børn i dagtilbud, da kravet om optagelse efter anciennitetsprincippet må anses for opfyldt, når kommunen har en sådan pasningsgaranti….Øvrige kommuner vil fortsat være omfattet af anciennitetsprincippet efter det gældende regelsæt".

Der er dog ikke nogen politisk beslutning endnu og en sådan vil tidligst forlægge i løbet af efteråret. I øvrigt vil Københavns Kommune ikke blive omfattet af den politiske åbningen vedrørende søskende hensyn før der er pladsgaranti fra 6 måneders alderen. Københavns Kommune skal derfor fortsat administrere anvisningen som hidtil.

Andre kommuner

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har kontaktet nogle af de omkringliggende kommuner og spurgt, hvordan de administrere loven på dette punkt. Som det fremgår af skemaet, er det kun Frederiksberg, der giver søskende en egentlig fortrinsret, hvilket de kan gøre, fordi de har pladsgaranti fra 6 måneder.

 

 

 

 

 

 

Administration af søskende hensyn og muligheden for overflytning mellem vuggestuer.

Pladsgaranti

Venteliste

Overflytning

Søskende

Frederiksberg

1/2 år

Specifik + generel

ja

totalt fortrin

Hvidovre

1/2 år

Specifik eller generel

ja

nej

Gentofte

1/2 år i hjemmedagpleje

Specifik og generel

ja med ny anciennitet

Ovenstående børn skal have plads indenfor en måned

Dragør

1 år

specifik og generel

nej

Ovenstående skal have en plads samme dato og børnene skal minimum kunne gå sammen i et halvt år

Rødovre

nej

specifik og generel

ja

nej

Herlev

22 uger

specifik og generel

nej

Forretningsgang: de ovenstående børn skal have plads indenfor 8-14 dage

ØKONOMI

Ingen

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Ingen

BILAG

Ingen

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top