Orientering om undersøgelse af tilfredsheden hos beboerne på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder (Bilag)
Orientering om undersøgelse af tilfredsheden hos beboerne på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. september 2000
Sager til drøftelse
13. Orientering om undersøgelse af tilfredsheden hos beboerne på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder (Bilag)
FAU 554/2000 J.nr. 133/00
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tager orienteringen om vedlagte undersøgelse af brugertilfredsheden på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder til efterretning.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget blev på mødet d. 21. juni 2000 orienteret om undersøgelsens status og foreløbige resultater. Nu foreligger den endelige tilfredshedsundersøgelse.
Undersøgelsen, som forvaltningen har bedt ekstern antropolog Maia Feldman forestå, indgår i den igangsatte udviklingsplan på bocenterområdet. Formålet med undersøgelsen er at få belyst, hvordan beboerne på bocentrene oplever deres daglige tilværelse. Det har herunder også indgået som et vigtigt formål at få belyst, i hvilket omfang beboerne deler den kritiske vurdering af forholdene på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder, som har været fremført fra forskellig side gennem den seneste tid.
Beboernes tilfredshed er belyst dels ved hjælp af interviews med beboerne, dels ved hjælp af en generel spørgeskemaundersøgelse. Ca. 77 % af de beboere, der har deltaget i spørgeskemaundersøgelsen har tilkendegivet, at de generelt er tilfredse eller særdeles tilfredse med at bo på bocentrene, mens ca. 12 % har tilkendegivet, at de ikke er tilfredse.
Ved de gennemførte interviews med beboerne og i tilknytning til spørgeskemaundersøgelsen er der indhentet en lang række beboerudsagn, der detaljeret belyser, hvordan beboerne oplever deres hverdag på bocentrene. Disse beboerudsagn udgør et værdifuldt bidrag til det videre arbejde med at udvikle bocenterområdet.
SAGSBESKRIVELSE
Tilfredshedsundersøgelsen som led i udviklingsplanen for bocenterområdet.
Den foreliggende tilfredshedsundersøgelse indgår som et af elementerne i den igangsatte udviklingsplan for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens 6 socialpsykiatriske bocentre/bosteder. Udover tilfredshedsundersøgelsen indgår der følgende elementer i udviklingsplanen,
- at der overvejes en opdeling af de store bocentre i mindre organisatoriske enheder,
- at der arbejdes med at udvikle og kvalitetssikre de handleplaner, der ifølge serviceloven skal udarbejdes for beboerne på bocentrene/bostederne,
- at der gennem uddannelse, vejledning og supervision arbejdes for at sikre, at kontaktpersonordningen på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder udvikles og kvalitetssikres,
- at der gøres en særlig indsats for at udvikle og uddanne personalet på bocentrene/bostederne,
- at den pårørendepolitik, som udvalget for nyligt har vedtaget implementeres på bocentrene, og
- at der sker en kvantitativ og kvalitativ udvidelse af den eksisterende psykiaterbetjening af de socialpsykiatriske bocentre/bosteder.
Der er som led i arbejdet med udviklingsplanen nedsat en række arbejdsgrupper vedr. ovennævnte indsatsområder, og der vil i løbet af efteråret blive ansat en projektmedarbejder, der får som hovedopgave at medvirke til at føre udviklingsplanens forslag og intentioner ud i livet.
Resultaterne af undersøgelsen.
Interviewdelen.
Undersøgelsens interviewdel belyser en række væsentlige temaer, herunder beboerens kontakt til personalet, kontakt til pårørende, beboerens følelse af at være uden for samfundet, og beboernes vurdering af bocentrenes aktivitetstilbud.
Interviewene viser, at der generelt er en rimelig grad af tilfredshed med at bo på bocenter, men der peges dog samtidig på en række forhold, som beboerne er utilfredse med eller kunne ønske sig anderledes. Maia Feldmann har sammenfattet disse forhold i rapportens konklusionsafsnit.
Spørgeskemadelen.
Af de 667 beboere, der på undersøgelsestidspunktet boede på de socialpsykiatriske bocentre afleverede 248 beboere et udfyldt spørgeskema. Dette svarer til en besvarelsesprocent på 37 % (se side 25 i sag for nærmere uddybning om besvarelsesprocenten).
Til det generelle spørgsmål om hvad beboeren generelt synes om at bo på bocentret har 12,5 % af de beboere på samtlige bocentre, der har afleveret et udfyldt skema, tilkendegivet sig som "ikke tilfredse" med bocenteret. "Ikke tilfreds" procenten varierer fra bocenter til bocenter. Lavest er den på Lindegården, hvor kun 3 % af de beboere, der har afleveret et udfyldt skema erklærer sig "ikke tilfredse", mens den tilsvarende procent for Hedelund er 20 %, Ringbo 22 %, Sundbygård 9% og for de to bosteder Stubberupgård og Holme henholdsvis 10 % og 23 %.
I den anden ende af skalaen har 32 %, dvs. ca. 1/3, af de beboere på samtlige bocentre, der har afleveret et udfyldt spørgeskema angivet, at de er "særdeles tilfredse" med bocentret. På Lindegården har 48 % af de beboere, der har afleveret et udfyldt skema angivet, at de er "særdeles tilfredse" mens de tilsvarende procentsatser for de øvrige bocentre er følgende: Hedelund 23 %, Ringbo 34 %, Sundbygård 26 % og for de 2 bosteder Stubberupgård og Holme henholdsvis 25 % og 15 %.
Ca. 45 % af beboerne på samtlige bocentre, der har afleveret et udfyldt spørgeskema har angivet, at de er "tilfredse" med bocentret. Procentandelen for Lindegården er 37 %, Hedelund 43 %, Ringbo 37 %, Sundbygård 54 %, og for de 2 bosteder Stubberupgård og Holme henholdsvis 55 % og 54 %.
Af ovenstående fremgår det, at ca. 77 % af beboerne på samtlige bocentre, der har afleveret et udfyldt spørgeskema, har angivet, at de enten er tilfredse eller særdeles tilfredse med det bocenter, hvor de bor, mens 12 % har markeret at være "ikke tilfreds " med bocentret. Sammenfattende afspejler besvarelserne således en overvejende tilfredshed blandt beboerne med at bo på bocenter.
For en ordens skyld skal oplyses, at når summen af de 2 procenttal ikke giver 100 % skyldes det, at der er et antal beboere, der har afleveret et besvaret skema, hvor spørgsmål 1 imidlertid ikke er besvaret.
Ca. 100 af de beboere på samtlige bocentre, som har afleveret et udfyldt skema benyttet lejligheden til at fremkomme med udsagn under de stillede spørgsmål vedr. plusser, minusser, forslag og ønsker. Kommentarerne fordeler sig stort set ligeligt på plusser og minusser. Dog adskiller Lindegården også her ved at der er betydelig flere plusser end minusser.
Der er generelt i den foreliggende rapport givet en meget grundig gennemgang af de afgivne beboerudsagn. Disse vil indgå i det videre udviklingsarbejde og udsagnene er naturligvis også af stor interesse for de enkelte bocentre/bosteder med henblik på, om der er forhold der bør ændres.
Undersøgelsens anbefalinger
Undersøgelsen munder ud i en række anbefalinger, som i det følgende kommenteres..
Anbefaling: At der knyttes mere psykologbistand til bocentrene, og at medarbejderne trænes i gruppeledelse og igangsættelse af samtalegrupper.
Kommentar: Der er i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen en meget positiv holdning til, at der knyttes yderligere psykologbistand til bocentrene. Ansættelse af psykologer på bocentrene er noget relativt nyt, og der er nu ansat psykologer på samtlige 4 bocentre. På Sundbygård er der ansat 2 psykologer, en til at varetage supervision og rådgivning af personalet, mens den anden varetager beboerrettede opgaver. Det forventes, at udviklingen på de øvrige bocentre vil gå i samme retning som på Sundbygård.
Med hensyn til anbefalingen om at igangsætte samtalegrupper, skal der peges på, at der er tale om en meget krævende metode, der kræver omfattende uddannelse og supervision af de pågældende medarbejdere. Det er imidlertid en metode som er værdifuld, når den gribes rigtig an, og den bør derfor også afprøves og implementeres på bocentrene.
Anbefaling: Det bør være en opgave for personalet at arbejde mere aktivt på at forbedre kontakten til pårørende.
Kommentar: Der er i den nyligt vedtagne pårørendepolitik lagt op til en mere aktiv indsats fra personalets side i forhold til pårørende. En implementering af pårørendepolitikken indgår som et væsentligt punkt i udviklingsplanen for bocenterområdet.
Anbefaling: Det anbefales, at der etableres øget mulighed for at beboerne på bocentrene kan komme ud af huset.
Kommentar: Der peges her på et vigtigt indsatsområde. Der gøres allerede i dag en betydelig indsats for at få beboerne med ud på udflugter, fisketure mv., men der er behov for en mere målrettet indsats for at åbne bocentrene mod omverdenen.
Anbefaling: Anbefalingen knytter sig til den gældende ordning, hvorefter beboerne betaler for medarbejderens udgifter i forbindelse med ture ud af huset. Anbefalingen går ud på, at der i sådanne tilfælde bør være mulighed for at der fra bocentrets side ydes tilskud til dette formål.
Kommentar: Der er en rimelig fast praksis på det socialpsykiatriske og det socialpædagogiske område om, at i tilfælde, hvor en bruger er på udflugt eller tur sammen med en medarbejder, betaler brugeren medarbejderens udgifter. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er imidlertid indstillet på at tage denne praksis op til nærmere overvejelse og drøftelse i relation til beboerne på de socialpsykiatriske bocentre/bosteder.
Anbefaling: Det bør sikres, at beboere altid visiteres til den bolig, der passer dem bedst, og at beboerne får størst mulig indflydelse på, hvordan de ønsker at leve og bo.
Kommentar: Med etableringen af et særligt visitationsteam til at varetage visitationen til de særlige botilbud for psykisk syge er skabt meget bedre mulighed for at visitere til det botilbud, der passer den pågældende bedst. Visitationsteamets beslutning træffes på sker på baggrund af en eller flere samtaler med den pågældende borger, og der er dermed mulighed for at tage vidtgående hensyn til den enkeltes ønsker.
ØKONOMI
Ingen.
HØRING
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
- "Brugertilfredshedsundersøgelse af de socialpsykiatriske bocentre/bosteder", Maia Feldman, Juli 2000.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen