Mødedato: 20.08.2003, kl. 15:00

Informationsprocedure ved etablering af boformer til særligt udsatte grupper (bilag)

Informationsprocedure ved etablering af boformer til særligt udsatte grupper (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 20. august 2003

 

Sager til beslutning

19. Informationsprocedure ved etablering af boformer til særligt udsatte grupper (bilag)

FAU 435/2003 J.nr. 435/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter informationsproceduren ved etablering af boformer til særligt udsatte grupper

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen orienterer naboer ved etablering af nye institutioner

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen orienterer naboer ved etablering af boliger eller boformer med institutionspræg

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med Ombudsmandsinstitutionen drøfter i hvilket omfang information efter loven kan gives i forhold til individuelle private boliger, og at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indtil afklaring heraf har fundet sted, afstår fra at orientere naboer ved etablering af sådanne boliger

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i samarbejde med de almene boligorganisationer udarbejder en drejebog for brug af pjecer, annoncer og pressemeddelelser ved naboinformation

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at der i plan- og byggeteknisk sammenhæng i sager om boformer med kommunal anvisningsret orienteres efter fælles retningslinjer som aftalt på møde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Byggeri- og Bolig og Plan & Arkitektur.

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget har besluttet at gennemføre en principiel drøftelse af informationsprocedurer for beboere og erhvervsdrivende ved indretning af boliger til sociale formål.

Baggrunden er at først borgmester Bo Asmus Kjeldgaard (F) og siden Jesper Schou Hansen (V) har anmodet om en drøftelse af informationsprocedurerne (Medlemsforslag fra Jesper Schou Hansen (V) vedr. en principiel drøftelse af informationsprocedurer ved placering af boliger til særligt udsatte grupper" på mødet den 28. maj 2003).

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har vurderet de juridiske problemstillinger omkring borgerinformation og tavshedspligt ved information af naboer. Vurderingen har taget udgangspunkt i, at information bør gives i videst muligt omfang. Lovgivningen indebærer imidlertid visse begrænsninger i mulighederne for at give information.

SAGSBESKRIVELSE

I forbindelse med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens anvendelse af f.eks. Granbo, Frederikssundsvej 80 B, Dannebrogsgade 12 og Spontinisvej 32-36/Hammelstrupvej 42-46 til sociale formål, har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget modtaget et antal henvendelser fra borgere, der har været imod planerne eller har følt sig dårligt informeret om kommunens planer. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i disse sager enten oplyst naboerne om, at det er boliger til særligt udsatte grupper eller oplyst hvilken specifik målgruppe, der flyttede ind i boformerne.

På mødet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 30. april 2003 blev medlemsforslag fra Jesper Schou Hansen (V) om en drøftelse af informationsprocedurer ved placering af boliger til særligt udsatte grupper taget til efterretning. På mødet i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 28. maj 2003 blev det besluttet, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget den 20. august 2003 drøfter, hvilke procedurer Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen skal anvende for information af beboere og erhvervsdrivende ved anvendelse af lejemål og ejendomme til sociale formål.

 

1. De juridiske problemstillinger i forhold til borgerinformation og tavshedspligt.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ifølge lov om Social Service fra 1998 en forpligtelse til at stille sociale tilbud - herunder tilbud om ophold i boformer - til rådighed for mennesker med sociale vanskeligheder. Med vedtagelsen af serviceloven tog man et skridt hen imod en "normalisering" af de udsatte menneskers hverdag. I konsekvens heraf ophævedes institutionsbegrebet. Hensigten var i videst mulig omfang at gøre mennesker, der havde behov for social service, til "herre i eget hus", d.v.s. med samme rettigheder og forpligtigelser som andre borgere.

Dette har i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens praksis medført en udvikling i retning af at formidle boliger på almindelige vilkår. Denne udvikling har aktualiseret spørgsmålet om i hvilket omfang anvendelse af ordinære lejemål, som et led i udformningen af individuelle sociale handleplaner, giver anledning til ændring i den hidtidige praksis ved etablering af egentlige boformer i forhold til orientering og inddragelse af naboer i nærområdet.

1.1 Beskrivelse af gældende ret vedrørende omfanget af de lovgivningsmæssige begrænsninger i forvaltningens adgang til at informere offentligheden ved etablering af boformer til særligt udsatte grupper.

Den centrale bestemmelse for bedømmelse af de lovmæssige begrænsninger i forvaltningens adgang til at videregive oplysninger til offentligheden i forbindelse med etablering af boformer til særligt udsatte grupper, er forvaltningslovens § 27 stk. 1 nr. 6, der er affattet således:

"Den, der virker inden for den offentlige forvaltning, har tavshedspligt, jf. borgerlig straffelov § 152 og §§ 152 c-152 f, når en oplysning ved lov eller anden gyldig bestemmelse er betegnet som fortrolig, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, herunder navnlig til:

……..

6)

enkeltpersoners eller private selskabers eller foreningers interesse i at beskytte oplysninger om deres personlige eller interne, herunder økonomiske, forhold,…."

Det afgørende for om en oplysning må anses for fortrolig, og dermed omfattet af tavshedspligten i § 27 stk. 1 nr. 6, er en vurdering af, om oplysningen har en sådan karakter, at den efter den almindelige samfundsopfattelse bør kunne forlanges unddraget offentlighedens kendskab. Oplysninger om enkeltpersonernes rent private forhold f.eks. oplysninger om helbredsforhold og misbrug af nydelsesmidler og lignende vil utvivlsomt være omfattet af tavshedspligten. Det er ikke efter loven en betingelse, at oplysningerne angår navngivne person er for at statuere en krænkelse af tavshedspligten. Også unavngivne personer kan være genstand for en strafbar krænkelse af tavshedspligten, idet det afgørende er, om de pågældende oplysninger, kendeligt for en lidt videre kreds, tager sigte på en bestemt persons privatliv. Det afgørende moment er således, at personen vil kunne identificeres.

Hvis i forvejen offentlig tilgængelige oplysninger, f.eks. telefon- eller folkeregister-oplysninger kædes sammen med oplysninger, der ikke er offentlig tilgængelige, vil der med hensyn til alle oplysningerne kunne blive tale om et brud på tavshedspligten. En videregivelse af en adresseoplysning, der som udgangspunkt ikke er fortrolig vil - såfremt den røber, at en person er indlagt på et psykiatrisk hospital eller er i fængsel - således være fortrolig, og dermed indebære en krænkelse af tavshedspligten. Det samme gælder oplysninger, der indirekte røber et klientforhold.

På samme måde er det forvaltningens opfattelse, at en naboorientering om etablering af boformer på en bestemt adresse for f.eks. stofafhængige eller psykisk syge, der gives på et tidspunkt, hvor den konkrete indflytning endnu ikke har fundet sted, ikke bringer orienteringen udenfor reglerne om tavshedspligt.

Forvaltningslovens § 27 indeholder en ikke udtømmende opregning af hvilke oplysninger, der må anses for fortrolige, og som derfor ikke må videregives til private. Forvaltningslovens § 27 indeholder ikke som forvaltningslovens § 28 og § 29, der alene angår videregivelse af oplysninger til andre forvaltningsmyndigheder, en såkaldt værdispringsregel, hvorefter videregivelse af fortrolige oplysninger til en anden forvaltningsmyndighed kan gennemføres, såfremt videregivelsen sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelse.

Det er således med formuleringen af § 27 udelukket, at hensynet til eventuelle naboers individuelle ønsker eller forventninger kan tillægges større vægt, end hensynet til de forhold der begrunder hemmeligholdelse.

1.2 Anbefalinger på baggrund af de juridiske problemstillinger.

På baggrund af ovenstående må det konkluderes, at hensynet til enkeltpersoners interesse i at beskytte deres personlige forhold indebærer, at der efter lovgivningen er begrænsninger i forvaltningens adgang til at videregive oplysninger om kommende beboere, der er eller vil blive anvist bolig efter sociale kriterier.

På den anden side kan det konstateres, at der eksisterer en gammel praksis, hvorefter der ikke har været udvist tilbageholdenhed omkring informationsniveauet i forbindelse med opførelse og etablering forskellige institutionstyper, hvor oplysning om institutionens formål videregiver oplysninger om, at de personer, der går til og fra en sådan institution, er bærere af en bestemt problemstilling. Således kan enhver iagttage hvem, der passerer ind og ud af fængsler, institutioner og lukkede hospitaler uden der dog bliver sat navn på den enkelte. Denne praksis vurderes at være i overensstemmelse med lovgivningen, idet der ikke har fundet en krænkelse sted, da der ikke er oplyst mere end naboer ved selvsyn vil kunne konstatere.

Imidlertid er situationen anderledes, når der er tale om lejligheder, hvor lejerne skal havde deres navn på døren. De lejemål, der er tale om, vil ofte bestå af små enheder på 4-6-8 lejligheder, der er placeret i en almindelig bebyggelse. I en sådan situation kan det være et personligt pres at vide, at naboen er orienteret om, at man er psykisk syg eller tidligere misbruger.

Udgangspunktet i forhold til hovedparten af de planlagte nye boliger er, at der er tale om almene boliger, hvor beboerne indgår en egentlig lejeaftale på helt almindelige vilkår og på grundlag af lejelovens regler. I disse situationer er det tvivlsomt om man, med henvisning til at der er tale om en slags afløsning for anvendelse af institutioner, ville kunne informere offentligheden i samme omfang, som er kendt fra hidtidig institutionspraksis. I disse situationer må det antages at være en konkret vurdering, hvorvidt sådanne boliger vil fremstå med et sådant institutionspræg, at det i sig selv ville betyde, at det vil være i overensstemmelse med lovgivningen at informere naboerne.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har undersøgt mulighederne for rådgivning særligt i forhold til de private individuelle lejemål via Ombudsmandsinstitutionen, der har tilbudt i løbet af efteråret at deltage i en drøftelse af disse spørgsmål, da det er Ombudsmandsinstitutionens vurdering, at det er vigtigt, at skabe klarhed over tavshedspligtens grænser på dette område.

2. Fælles retningslinier med Bygge- og Teknikforvaltningen for naboorientering.

Det er på et møde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Byggeri- og Bolig og Plan & Arkitektur blevet aftalt, at alle boformer med kommunal anvisningsret behandles ens i plan- og byggeteknisk sammenhæng. Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen og Bygge- og Teknikforvaltningen har aftalt, at Byggeri & Bolig og Plan & Arkitekturs information om brugerne aftales med Familie- og Arbejdsmarkeds-forvaltningen i hver enkelt sag.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har spurgt brugerorganisationerne for stofafhængige, fysisk handicappede, psykisk udviklingshæmmede, psykisk syge, unge med særlige problemer og hjemløse om deres synspunkter i sagen. Forvaltningen forventer tilbagemeldinger i august 2003.

BILAG

  • Høringssvar fra Det Sociale Brugerråd af 16. juli 2003.

Grethe Munk /

Torben Brøgger

 

Til top