Regnskabsmæssig afklaring i forhold til Kirkens Korshærs Ungdomscenter
Regnskabsmæssig afklaring i forhold til Kirkens Korshærs Ungdomscenter
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 20. august 2003
Sager til beslutning
18. Regnskabsmæssig afklaring i forhold til Kirkens Korshærs Ungdomscenter
FAU 434/2003 J.nr. 434/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at det regnskabsmæssige underskud i KKU´s regnskab for 2002 på 706.922 kr., vedrørende tilgodehavender i lokalforvaltningen for tidligere år, i 2003 dækkes i fællesskab af KKU og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med 50/50 pct., således at 353.461 kr. anvist af sparede budgetmidler i 2003 vedrørende metadonudleveringsordningen på Fkt. 5.45.
RESUME
I 2000 konstateredes betydelige uregelmæssigheder i regnskabsførelsen i KKU, som driver et ambulatorium for stofmisbrugere samt varetager administrationen af familieplejeanbringelser af stofmisbrugere.
KKU havde et påstået tilgodehavende hos lokalforvaltningen på ca. 2 mill. kr. for udlagte ydelser til klienter i familiepleje i årene 1996-1999. En gennemgang af hver enkelt faktura i rådgivningscentrene viste, at godt halvdelen af disse fakturaer allerede tidligere var betalt, men at der henstod fakturaer til et samlet beløb på godt 746.000 kr., som ikke kunne afregnes, primært fordi der enten ikke var hjemmel hertil eller fordi der ikke af sagen fremgik, at der var truffet aftale om at afholde denne udgift. Da KKU´s regnskaber for årene 1996-2000 også indeholdt andre fejl, som kunne indvirke på størrelsen af tilgodehavendet, aftaltes at KKU gennemgik og tilrettede disse. Regnskab for perioden 1996-2002 foreligger nu, og i 2002-regnskabet opgøres KKU´s tilgodehavender i lokalforvaltningen for 1996-1999 til i alt 706.922 kr.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens udgangspunkt er, at KKU selv må dække underskuddet på de 706.922 kr., da det er KKU´s pligt at sikre sig skriftlige aftaler med Københavns kommune for afholdelse af udgifter.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan dog ikke udelukke, at der i den omhandlede periode og med den daværende organisering af behandling af familieplejeanbringelsessager i dele af lokalforvaltningen har rådet arbejdsgange, som har understøttet en praksis med (foreløbige) mundtlige aftaler, som så ikke blev fulgt op. Desuden er de omhandlede ydelser kommet Københavns kommunes borgere til gode, ikke KKU.
Derfor foreslås, at underskuddet dækkes i fællesskab af KKU og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Københavns kommune har driftsoverenskomst med KKU om drift af et ambulatorium for stofmisbrugere samt administration og tilsyn vedrørende stofmisbrugere i familiepleje.
I efteråret 2000 fremsendte KKU fakturaer på i alt 1.964.427,23 kr. vedrørende tilgodehavender i lokalforvaltningen for udlagt løn til plejefamilier samt klient ydelser i årene 1996-1999.
Rådgivningscentrenes gennemgang af de fremsendte fakturaer gav som resultat, at
- alene fakturaer for i alt ca. 195.000 kr. kunne umiddelbart afregnes
- ca. halvdelen af det angivne tilgodehavende - ca. 966.000 kr. - allerede tidligere var afregnet med KKU
- udeståender for i alt 746.000 kr. ikke retmæssigt kan afregnes, fordi der enten ikke er hjemmel hertil/det ikke fremgår af sagen, at der er givet bevilling til den pågældende udgift, eller i nogle tilfælde at sagen ikke kunne findes, og at man derfor ikke kan fastslå, om der er givet bevilling til den pågældende udgift
- restbeløbet på ca.57.000 kr. kunne ikke umiddelbart relateres til klientrettede ydelser.
Følgende begrundelser er angivet for afvisning af sagerne:
Begrundelse | Antal Sager |
Manglende lovhjemmel eller manglende betalingstilsagn | 25 |
Periode for modtagelse af ydelse kan ikke gennemskues eller vedrører tidspunkt, hvor klienten ikke er indskrevet i familiepleje | 11 |
Udgiften vedrører børnesag | 5 |
Sag kan ikke fremskaffes | 4 |
Udgift afholdes af anden kommune | 1 |
Andet | 2 |
I alt | 48 |
Gennemgang af fakturaer mm. har ikke på noget tidspunkt givet Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anledning til mistanke om, at der er foregået besvigelser, men snarere at der er tale om et mangeårigt "rod i regnskaberne", et problem, som daterer sig tilbage til en tidligere forstander, som blev fyret i 1996-1997.
På baggrund af ovennævnte resultater besluttedes, at inddrage de efterfølgende regnskabsår i vurderingen og i øvrigt endnu en gang gennemgå de fakturaer, som var blevet afvist med begrundelsen manglende hjemmel.
1.oktober 2001 afholdtes møde med KKU. KKU havde foretaget en fornyet gennemgang af de resterende uafregnede fakturaer samt af regnskaberne som helhed. KKU var kommet til det resultat, at det ikke er muligt at godtgøre hjemlen for afholdelse af de udgifter, som fakturaerne vedrører, og som rådgivningscentrene ved den tidligere behandling af de gamle fakturaer afviste at betale.
KKU oplyste desuden, at der i 1999-regnskabet fejlagtigt var medregnet nogle statusposter, således at regnskabet burde ændres. Korrektion for denne fejl ville betyde en reduktion i KKU´s tilgodehavender vedrørende gamle fakturaer.
Det aftaltes, at KKU´s revisor i samarbejde med 3. kontor ville udarbejde nye regnskaber for årene 1996-2000, idet også andre regnskabsposter var diskutable. Arbejdet påbegyndtes i efteråret 2001.
Dette er sket, og regnskab for 2002 foreligger nu også. Det må herefter konstateres, at der i KKU´s regnskab som et finansielt aktiv indgår bogførte tilgodehavender i forhold til lokalforvaltningen vedrørende udlæg til plejefamilier og -klienter i årene 1996-1999 på i alt 706.992 kr. KKU´s revisionsselskab SC Revisorerne, tager i revisionspåtegningen forbehold for beløbets størrelse og værdiansættelsen heraf.
Såvel KKU som Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ønsker, at der sker en snarlig afklaring af det finansielle mellemværende der er opstået omkring KKU´s anførte tilgodehavende. Et tilgodehavende, som på trods af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens og KKU´s fælles bestræbelser ikke kan dokumenteres.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen må som udgangspunkt hævde, at det er KKU´s pligt at sikre sig skriftlige aftaler med Københavns kommune for afholdelse af udgifter. Heraf følger, at KKU selv må dække underskuddet vedrørende de omhandlede udlæg.
Der er dog forhold, som taler imod at anlægge en så stram fortolkning:
- Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan ikke afvise, at den manglende skriftlighed også har gjort sig gældende i den daværende Social- og Sundheds-forvaltning, bl.a. affødt af den måde, hvorpå familieplejeanbringelserne blev besluttet og administreret: Distriktscentrene visiterede, KKU administrerede og lokalcentrene finansierede.
- I rådgivningscentrenes gennemgang og afgørelse omkring de gamle KKU-fakturaer kan have spillet ind, at det var vanskeligt at sætte sig ind i lokalcentrets tidligere afgørelser eller at rekonstruere gamle sagsforløb, således at man måske hurtigt traf afgørelse om, at der ikke var hjemmel eller at hjemmel ikke kunne vurderes.
- I 4 tilfælde (fakturaer) har det ikke været muligt for rådgivningscentret at fremfinde sagen
- Endelig skal anføres, at de uretmæssigt udbetalte ydelser ikke er kommet KKU, men Københavnske borgere til gode
Det indstilles derfor, at saldoen i KKU´s regnskab for 2002 på 706.922 kr., vedrørende tilgodehavender i lokalforvaltningen for tidligere år i 2003 dækkes i fællesskab af KKU og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med 50/50 pct.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Dækning af halvdelen af KKU´s underskud vedrørende udlæg til klientydelser vil betyde en merudgift for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på 353.461 kr. i 2003.
Merudgiften foreslås finansieret gennem ikke-disponerede midler på 0,4 mill. kr. på Fkt. 5.45.1. Behandling af stofmisbrugere. De ledige budgetmidler vedrørende en besparelse i forbindelse med den eksisterende metadonudleveringsordnin g v/Falck.
ANDRE KONSEKVENSER
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har allerede i 2000 overfor KKU og dets bestyrelse indskærpet kravet om indhentning af skriftlige aftaler om plejeforhold og betalingstilsagn for afholdelse af udgifter, hvilket straks førte til ændrede forretningsgange omkring de omhandlede sager.
HØRING
Ingen
BILAG
-
Grethe Munk
/
Torben Brøgger