Mødedato: 19.09.2001, kl. 14:00

§ 115 ansøgninger fra Projekt Offside (revideret indstilling) (Bilag)

§ 115 ansøgninger fra Projekt Offside (revideret indstilling) (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. september 2001

 

Sager til beslutning

5. § 115 ansøgninger fra Projekt Offside (revideret indstilling) (Bilag)

FAU 348/2001INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilger Cafe Offside kr. 200.000 kr. til aktiviteter

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilger Gartneri Offside kr. 200.000 til aktiviteter

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget bevilger Netværkstedet Offside kr. 83.500 til koordinatorfunktion.

 

RESUME

Projekt Offside er en af Københavns Kommunes samarbejdspartnere på samværs- og aktivitetsområdet for psykisk syge.

Formålet med Projekt Offside er at fremme menneskelig trivsel og udvikling generelt og specielt give mennesker med psykiske problemer (fortrinsvis førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og ledige) øget selvværd, bedre socialt netværk, større selvstændighed og jobtræning.

Projektet består af Café, Gartneri og Netværkstedet.

Café og Gartneri fungerer som blød arbejdsplads for frivillige medarbejdere med psykisk sygdom eller psykiske vanskeligheder. I Netværkstedet er der hovedsageligt undervisning, men der er også brugere, der indgår som frivillige medarbejdere.

Projekt Offside er selvejende, men modtager et årligt tilskud fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, øvrige udgifter finansieres via puljemidler mv.

I forbindelse med behandlingen af ansøgninger om tildeling af §115 midler i 2001 har Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ønsket en redegørelse og revurdering af forvaltningens indstilling af Projekt Offside (Café Offside, Gartneri Offside, Netværkstedet Offside).

SAGSBESKRIVELSE

Projekt Offside er selvejende med en bestyrelse bestående af 3 repræsentanter for de frivillige medarbejdere (brugere), 3 repræsentanter for lønnede medarbejdere (koordinatorerne), samt 5 personer med interesse for foreningens formål. (bilag). Projekt Offside har siden 1994 haft en aftale om driftstilskud med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, som blev startet via "omprioriteringspuljen- 50 mill. kr.'s puljen" 1993. (bilag).

Brugerene af Projekt Offside kommer fra hele København, men primært Nørrebro fra egen bolig eller botilbud under Københavns Kommune. Brugerne er personer med psykisk sygdom, psykiske problemer og andre sociale problemstillnger. Projekt Offside er i kontakt med gennemsnitligt 277 forskellige personer pr. måned.

Projekt Offside:

Café Offside, Stevnsgade 3-5

Formål:

Café Offside er en blød/alternativ arbejdsplads, der har til formål at give den enkelte "forbedret socialt netværk, større selvstændighed og jobtræning".

En oplæringsfase i cafeen betyder, at den enkelte cafemedarbejder gøres opmærksom på de krav, der stilles når man skal varetage et arbejdsliv og hvad der hører med til livet på en arbejdsplads.

En ny cafemedarbejder vil ofte ikke tidligere have oplevet en arbejdspladskultur eller også er erfaringen gået tabt som følge af sindslidelsen. Det kan dreje sig om, at møde præcist, være omhyggelig med opgaverne af hensyn til de kvalitative krav til produktet, huske at melde sig syg, høflig optræden, hensyntagen til kollegaer samt en række andre ting, som hos en arbejdstager på det ordinære arbejdsmarked forventes at være tilstede.

For den psykisk syge vil en del af disse ting ikke være en selvfølge. Selv om viljen er tilstede kan det være uoverskueligt at skulle leve op til disse krav.

De ansatte cafemedarbejdere har nedsat timetal i forhold til et normalt fuldtidsarbejde. 4 timer dagligt kan fylde tilværelsen som arbejdstager rigeligt ud, idet medicin og energiforbrug i forbindelse med at have et arbejdsliv gør den psykisk syge fysisk og psykisk træt. Den enkelte vil derfor ikke magte at være til stede i cafeen en hel dag.

Der er tilknyttet 20 brugere som frivillige cafémedarbejdere, med en nogenlunde ligelig kønsfordeling.

Når der er 13 cafemedarbejdere på arbejde i cafeen om dagen vil de selvsagt ikke alle være tilstede en hel dag, men afløse hinanden.

Cafeen besøges dagligt af ca. 40 kunder (altså gæster i caféen, som ikke skal forveksles med de frivillige cafémedarbejdere). Heraf er 20 "stamkunder". Der sælges ca. 20 portioner mad om dagen. Altså vil der være 20 personer tilstede omkring frokosttid (tidsrummet 12-13). I den resterende åbningstid vil de øvrige kunder være tilstede, for socialt samvær, kaffedrikning m.v.

Kvalitetsmål:

Udviklingsperspektiverne i Cafeen retter sig imod: Styrkelse af PR internt såvel som eksternt, istandsættelse af café, kurser i konfliktløsning m.v., brugerindflydelse, styrkelse af det faglige input til brugerne.

Antal professionelle fastansatte:

1 koordinator 37 timer ugentlig. Samt Café/kok- medarbejder

Af personalekontoret er det oplyst at lønniveauet for en leder typisk er på trin 38:

Grundløn: 284.000,- kr.

Pension 35.000,- kr.

øvrige ATP, Ar. 3000,- kr.

I alt 322.000,- kr.

 

Lønniveauet for en pædagogisk medarbejder vil typisk være på trin 19:

Grundløn: 265.000,- kr. Inkl. tillæg, pension, feriegodtgørelse, ATP m.v.

Den ansatte koordinator har oplyst, at han pr. 01.09.2001 har været nødsaget til at gå på supplerende dagpenge.

Åbningstider:

Åbningstid som arbejdsplads: For frivillige brugere har caféen åbent 5 hverdage om ugen:

Mandag til fredag fra kl. 9- 16.30. Om torsdagen dog fra 10-13.

Åbningstid for kunder: Caféen har åbent for kunder (gæster) 4 dage om ugen:

Man., tir., ons., og fre. mellem klokken 10-16.

Bilagsmateriale eftersendes.

Gartneri Offside, Stevnsgade 3-5

Formål:

Gartneri Offside er et tilbud til psykisk syge, som gennem fysisk arbejde, oftest udendørs, opnår struktur i hverdagen, frisk luft og motion samt styrkelse af arbejdsevnen inden for økologisk gartneri/jordbrug.

Udover arbejdet i gartneriet arrangeres der andre fysiske aktiviteter, herunder bl.a. arbejde med miljøvenligt byggeri, cykelture samt ture i skoven.

Kvalitetsmål:

Styrkelse af PR internt som eksternt med henblik på at få nye medarbejdere/brugere, samt tiltrække flere kunder og øge kendskabet til gartneriet generelt. Kurser og temadage i forbindelse med arbejdet i gartneriet, brugerindflydelse.

Åbningstider:

De planlagte af åbningsdage er:

  • Januar, februar, marts samt , oktober, november, december: 3 dage om ugen
  • April-september: Antallet åbningsdage er 3-4 dage om ugen.

Hertil kommer arrangementer som torvedage, grillarrangementer mv. der kan ligge lørdage og søndage.

På grund af, der for øjeblikket kun er midler til en koordinator ansat på 32,9 timer ugentlig holdes p.t. kun åbent 3 dage om ugen. Tidligere var i sommerhalvåret 2000 tilknyttet vikarbistand og aktivitetsmedarbejder svarende til 0,63 medarbejder på fuld tid over hele året.

Antal professionelle:

1 koordinator 32,9 timer/uge i gennemsnit over hele året.

Gartneriets bil.

Gartneriets Folkevognsrugbrød kører brugere til Gartneriet i Vadsby. I forbindelse med transport til Vadsby kan det oplyses, at Gartneriets åbningstider er sæsonafhængige samt afhængige af personaleressourcer. Bilen bruges ligeledes til varekørsel, torvedage på Blågårds plads m.v.

Netværkstedet: Prinsesse Charlottesgade 28

Formål:

Netværkstedet tilbyder undervisning samt kulturelle og sociale aktiviteter. Der lægges særlig vægt på aktiviteternes netværksskabende karakter. I videst mulig omfang støttes brugernes praktiske deltagelse i stedets daglige drift og i samme grad vægtes deres deltagelse i beslutningsprocesserne vedrørende alle forhold på stedet. Selvstændige brugerinitiativer/indsats/ansvar støttes på tilsvarende måde.

Kvalitetsmål:

Målet er at gennemføre og etablere 2 halv-årlige kursusforløb med undervisning i ca. 12-14 forskellige fag.

At brugere og lønnede ansatte sammen arrangerer 15 foredrag fester etc.

At afholde faste månedlige brugermøder den sidste fredag i måneden.

At 7 brugere vil være ansatte som frivillige deltidsmedarbejdere med ansvar for praktiske undervisningsmæssige og administrative opgaver i husets dagligdag.

 

Antal professionelle

Ansat personale 1 koordinator 37 timer ugentlig

Nøgletal for antal brugere.

Samværs- og aktivitetsstederne indberetter månedligt antal brugere af tilbuddene. Der indberettes både antal brugere pr. åbningsdag og antal åbningsdage - begge opgørelser er fordelt på de forskellige tilbud.

Forvaltningen har gennemgået Offsides indberetninger og fortaget en sammenligning af indberetningerne i 1.halvår af 1999 med indberetningerne i 1.halvår af 2001.

Tabel 1 - Gennemsnitligt antal forskellige brugere pr. måned i 1.halvår af 1999 og 1.halvår af 2001.

Brugere pr. md.

1.halvår 1999

1.halvår 2001

Vækst (+/-)

Cafe

136

161

+25

Netværksted

97

98

+1

Gartneri

22

18

-4

I alt

255

277

+22

Det generelle billede er, at der er sket en vækst i antal brugere i caféen, aktiviteten i netværkstedet er uændret og at der er et mindre fald i antal brugere i gartneriet.

Væksten i antal deltagere i caféens tilbud omfatter såvel gæster (kunder i cafeen), medarbejdende brugere, deltagelse i aktiviteter og rådgivningssøgende.

Det gennemsnitlige antal åbningsdage i Offside er uændret 16 pr. måned i 1999 og 2001.

Det vurderes som følge heraf, at der ikke generelt er sket et fald i aktiviteten i samværs- og aktivitetsstedet Offside over de seneste 2 år - tværtimod er aktiviteten i specielt cafeen steget. Det vurderes samtidig, at aktiviteten i Offside ligger på niveau med øvrige samværs- og aktivitetssteder med tilsvarende kommunale driftstilskud.

Afslutning

For tildeling af §115 midler gælder det bl.a., at den frivillige indsats er kernen i projektet, og at tilbuddet ikke ville eksistere eller ville miste sin kvalitet, hvis den frivillige indsats ikke fandtes. Selvom den frivillige indsats er ulønnet forudsættes, at der er økonomiske midler til rådighed, til såvel fysiske rammer som lokaler, telefon og administrativt arbejde, lige som det kan være nødvendigt med lønnet personale til organisering af den frivillige indsats.

MILJØVURDERING

Ingen.

ØKONOMI

Der er indgået aftale mellem Cafe Offside, Netværkstedet og Gartneri Offside og Københavns Kommune om medfinanciering af drift.

Københavns kommune yder et driftstilskud til Projekt Offside. Tilskuddet er på 1,2 mill.kr. og dækker ca. halvdelen af de nuværende årlige udgifter på 2,4 mill.kr. Projekt Offside er således afhængig af tildeling af puljemidler fra år til år.

Det er ikke lykkedes Projekt Offside, at opnå tilstrækkelige tilskud fra puljemidler i 2001 til opretholdelse af deres nuværende aktivitetsniveau. Der er opnået støtte via PUF-midler og overførte midler fra 5 % puljen (FOS), men ansøgninger på 15 M –puljen samt Tips og Lotto er ikke blevet imødekommet.

Det indstilles, at Projekt Offside tildeles midler fra § 115 puljen i et sådant omfang, at det nuværende aktivitetsniveau kan opretholdes.

Baggrunden for indstillingen fremgår af nedenstående:

Cafe Offside:

Nuværende tilskud i 2001:

Københavns Kommune: 486.080 kr.

PUF-midler: 150.000 kr.

FOS (5 % puljen) 90.000 kr.

I alt tilskud i 2001 726.080 kr.

Udgifter i år 2000 971.901 kr.

Finansielt underskud 2001 245.821 kr.

Med baggrund i et finansielt underskud på 245.821 kr. i 2001 indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Café Offside tildeles 200.000 kr. i støtte fra § 115 midlerne, med henblik på en fortsættelse af nogenlunde samme aktivitetsniveau som i 2000.

Tilskuddet gives til støtte for det frivillige sociale arbejde i caféen.

Gartneri Offside:

Nuværende tilskud i 2001:

Københavns kommune 375.410 kr.

§ 115 midler overført fra 2000 90.000 kr.

I alt tilskud i 2001 465.410 kr.

Udgifter i år 2000 690.745 kr.

Finansielt underskud 2001 225.335 kr.

Med baggrund i et finansielt underskud på 225.335 kr. i 2001 indstiller Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at Gartneri Offside tildeles 200.000 kr. i støtte fra § 115 midlerne, med henblik på fortsættelse af nogenlunde samme aktivitetsniveau som i 2000. Tilskuddet gives til støtte for det frivillige sociale arbejde i gartneriet.

Netværkstedet Offside

Nuværende tilskud i 2001:

Københavns Kommune: 379.170 kr.

PUF-midler: 150.000 kr.

FOS (5 % puljen) 120.000 kr.

I alt tilskud i 2001 733.510 kr.

Udgifter i år 2000 731.229 kr.

Finansielt overskud i 2001 2.281 kr.

Projektet har med de nuværende tilskud økonomisk balance i 2001 set i forhold til udgifterne i år 2000. Det vurderes dog, at der vil være brug for aflastning af den nuværende koordinerende medarbejder med et antal vikartimer.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at netværkstedet Offside tildeles 83.500 kr. i støtte fra § 115 midlerne i 2001 med henblik på en styrkelse af det frivillige sociale arbejde som følge af forventet højere aktivitetsniveau i 2001.

Oversigt over lokaleomkostninger for Projekt Offside Perioden 1. januar – 31. december 2000

 

Netværkstedet Offside

Café Offside

Gartneri Offside

Husleje

96.191

58.043

25.632

Varme og el

9.875

15.875

-

Vedligeholdelse

14.634

7.651

16.061

Rengøring

7.577

-

-

I alt

128.277

81.569

41.693

Kilde: Revisionsfirmaet Benny Jensen& J. Gilbert Nielsen: Resultatopgørelse for perioden

NB: Original dokumentation for huslejeomkostninger eftersendes som bilagsmateriale

HØRING:

Ingen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

BILAG

  • Ansøgninger om økonomisk støtte til frivilligt socialt arbejde iht. Servicelovens § 115
  • Oversigt over bestyrelsesmedlemmer i Projekt Offside
  • Aftale mellem Cafe Offside, netværksted og Gartneri Offside og Københavns Kommunes Socialdirektorat om medfinansiering af drift.

NB: Bilag for yderligere aktivitets- og dokumentationsmateriale vil blive eftersendt.

 

Grethe Munk

/

Carsten Stæhr Nielsen

 

 

Til top