Mødedato: 19.01.2005, kl. 15:30

Ekstern evaluering af brugerforeningen (bilag)

Ekstern evaluering af brugerforeningen (bilag)

 

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 19. januar 2005

 

 

11.      Ekstern evaluering af brugerforeningen (bilag)

 

FAU  11/2005  J.nr. 11/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der iværksættes en ekstern evaluering af Brugerforeningen i samarbejde mellem Københavns Kommune og Socialministeriet. Evalueringen finansieres af en overskydende bevilling på 300.000 kr. fra hjemløsepuljen til plejekollektivet på Forchhammersvej, konto 3717550802.

 

at  Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Brugerforeningens ansøgning om midler af §115-midlerne  til drift af foreningens værested i 2005 imødekommes med 600.000 kr.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at den eksterne evaluering erstatter den evaluering i 2004 og 2005 som er forudsat i samarbejdsaftalen mellem Københavns Kommune og Brugerforeningen.

 

RESUME

I perioden 1998-2004 har Brugerforeningen modtaget  i alt 4.134.000 kr. af §115-midlerne. Der har været indgået årlige samarbejdsaftaler mellem Københavns Kommune og Brugerforeningen siden 2001. Evalueringen af disse samarbejdsaftaler bygger alene på formandens og  bestyr elsens egen beretning af foreningens aktiviteter. Det anbefales, at der i 2005 iværksættes en ekstern evaluering af Brugerforeningens generelle værestedsfunktion. Det vurderes, at der er behov for at kvalificere, nuancere og udvide beslutningsgrundlaget for en politisk stillingtagen til fremtidig støtte af Brugerforeningens aktiviteter.

SAGSBESKRIVELSE

Foreningens formål

Brugerforeningen er en forening af" aktive stofbrugere". Foreningen er dels en aktivistorganisation der har et politisk mål, dels driver den et værested gennem frivilligt arbejde og endelig er den et aktivitetscenter for "aktive stofbrugere".

 

Københavns Kommunes bidrag til Brugerforeningen

Det er med udgangspunkt i foreningens socialt støttende funktioner og netværksskabende funktion i forhold til medlemmerne,  at Københavns Kommune har støttet Brugerforeningen gennem en årrække over §115. Derudover har Københavns Kommune støttet Brugerforeningens "sprøjtepatrulje" ved at bevilge penge til indkøb af en varevogn til brug ved indsamling af brugte sprøjter og kanyler. Endelig har Brugerforeningen har siden 2001 haft til huse i lokaler, som de har lejet af Københavns Kommune

 

Brugerforeningen har siden 1998 årligt modtaget støtte fra Københavns Kommune over paragraf 115-midlerne. I alt fra 1998-2004 har Brugerforeningen modtaget 4.134.000 kr. over §115 (se bilag 1). Samtidig har de modtaget støtte fra PUF-midlerne og andre socialministerielle puljer.

 

I 2004 modtog Brugerforeningen 730.000 kr. til boligudgifter og aktiviteter over §115-midlerne.

 

Brugerforeningen oplyser, at de har et årligt budget på i alt 1,8 mill.kr  i 2005. De søger Københavns Kommune om 980.000 kr. i 2005. Socialministeriet bidrager i 2005 med i alt 800.000 kr.

 

Evaluering af samarbejdsaftale

Brugerforeningen er sammen med den selvejende institution Clean House den frivillige forening, der over tid har modtaget den største støtte over §115-midlerne. Den selvejende institution Clean House evalueres eksternt i forbindelse med Kris-Danmarkprojektet. Brugerforeningen er indtil videre ikke evalueret selvstændigt udover gennem de årlige drøftelser mellem forvaltningen og bestyrelsen som led i den samarbejdsaftale, der er indgået mellem Københavns Kommune og foreningen.

 

Der har siden 2001 været indgået samarbejdsaftaler mellem Brugerforeningen og Københavns Kommune, som evalueres årligt. Evalueringen består i, at foreningen udarbejder en årsrapport, som drøftes på et fællesmøde mellem bestyrelsen og repræsentanter fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Det grundlag som evalueringen af samarbejdsaftalen baseres på er en årsrapport, der er udfærdiget af bestyrelsen samt det revisorgodkendte regnskab for det foregående år.

 

Det har ikke været muligt for forvaltningen entydigt at vurdere, om foreningen i dagligdagen reelt opfylder sine erklærede formål, ligesom det ikke har været muligt at følge op på de bemærkninger, som forvaltningen har haft til foreningens virksomhed, f.eks. at det i årsberetningen så ud som om de politiske aktiviteter overskyggede foreningens socialt støttende funktioner og netværksskabende funktion i forhold til medlemmerne.

 

Formandsskifte

Den 13. august 2004 blev foreningens formand gennem en årrække sigtet, varetægtsfængslet og senere idømt en ubetinget frihedsstraf for besiddelse af heroin til videreformidling. Dette skete i forbindelse med foreningens aktivister rejse til det årlige teambuildingskursus i Jylland.

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen tog efterfølgende initiativ til et møde med bestyrelsen med henblik på at spørge til, hvordan bestyrelsen kunne sikre foreningens og værestedets fortsatte drift. Samtidig bad forvaltningen om en revisorgennemgang af foreningens årsregnskab for 2004  til og med den 13 august med henblik på at undersøge om der i den forløbne perioder havde været nogle uregelmæssigheder i , hvordan foreningens midler var blev administreret. Revisionen gav ikke anledning til forbehold eller særlige bemærkninger omkring administrationen af foreningens midler.

 

På mødet blev vi oplyst om, at foreningens bestyrelse har konstitueret sig med en ny formand, Dennis Jensen og en kasserer Tom Linnert Jensen.

 

Socialministeriets udmelding om evaluering af brugerforeningen

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ansøgt Socialministeriet om at måtte anvende overskydende midler fra en bevilling til Plejekollektivet til evaluering af Brugerforeningen. Socialministeriet har over en årrække også støttet Brugerforeningens aktiviteter og støtter at Brugerforeningens aktiviteter evalueres af en uafhængig part, dog sådan at Københavns Kommune og Socialministeriet i fællesskab udarbejder opdraget og kommissoriet vedrørende evalueringen.

 

Vurdering

Det vurderes, at der er behov for at kvalificere, nuancere og udvide beslutningsgrundlaget for en politisk stillingtagen til fremtidig støtte af Brugerforeningens aktiviteter. Dette kan bedst ske som en ekstern evaluering i samarbejde med Socialministeriet.

 

ØKONOMI

Socialministeriet har givet accept af, at  300.000 kr., som er overskydende fra en bevilling fra hjemløsepuljen til plejekollektivet på Forchhammersvej, konto 3717550802, projektåret 2004/2005, kan anvendes til en ekstern evaluering af Brugerforeningen i 2005 ( se bilag 2).

 

Da projektåret er fordelt over 2 kalenderår, overføres indestående projektmidler ved årsskiftet 2004/2005 til 2005.

 

 

 

 

 

 

BILAG

·        1. Oversigt over §115-bevillinger til Brugerforeningen

·        2. Brev fra Socialministeriet af 21. december 2004

 

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Torben Brøgger


 


Til top