Høring over udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med sindslidelse (bilag)
Høring over udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med sindslidelse (bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 18. august 2004
8. Høring over udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med sindslidelse (bilag)
FAU 382/2004 J.nr. 382/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
At Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder høringssvar vedr. udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med en sindslidelse
RESUME
Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Socialministeriet har sendt udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med en sindslidelse i høring. Udkastet fremhæver 3 værdier: Respekt, faglighed og ansvarlighed, hvortil knyttes en række mål og anbefalinger. Sammenfattende koncentrerer mål- og anbefalinger sig om, at implementeringen af værdigrundlaget sker ved hjælp af uddannelse, ved hjælp af kvalitetssikrings- og kvalitetsudviklingsmetoder, i den daglige kontakt mellem den professionelle, den sindslidende og eventuelle pårørende, samt i koordineringen og samarbejdet mellem sektorer.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan tilslutte sig Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Socialministeriets udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med en sindslidelse. Dog er det så afgørende, at brugerne får tilgodeset deres brugerrettigheder, at dette bør indarbejdes som en selvstændig værdi.
SAGSBESKRIVELSE
1. Udkast til fælles værdigrundlag
Socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har taget initiativ til udarbejdelse af et fælles værdigrundlag for den samlede offentlige indsats over for sindslidende.
Formålet med et fælles værdigrundlag er at bygge bro på den ene side mellem de forskellige fag- og sektorkulturer og på den anden side mellem behandlere/
socialarbejdere, de psykisk syge og deres pårørende.
Første debatoplæg til et fælles værdigrundlag forelå i juni 2003. Dette blev diskuteret på debatmøder rundt i landet i efteråret 2003. På baggrund af debatmøderne og skriftlige kommentarer har de to faglige tovholdere ( Anne Lindhardt, Klinikchef på Rigshospitalet og Leif Gjørtz Christensen, Familiechef i Århus Kommune) udarbejdet et nyt udkast, som nu er sendt i høring. På debatmøderne har der været deltagere fra Københavns Kommune, centralt som lokalt.
Udkastet fremhæver 3 værdier: Respekt, faglighed og ansvarlighed. Hertil knytter sig en række mål og anbefalinger (36 i alt), som er præsenteret i bilag 1 vedlagt. Sammenfattende koncentrerer mål- og anbefalinger sig om at implementeringen af værdigrundlaget sker ved hjælp af uddannelse, ved hjælp af kvalitetssikrings- og kvalitetsudviklingsmetoder, i den daglige kontakt mellem den professionelle, den sindslidende og eventuelle pårørende, samt i koordineringen og samarbejdet mellem sektorer.
2. Høringssvar
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan tilslutte sig Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Socialministeriets udkast til fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med en sindslidelse.
Det er afgørende, at der lægges mere vægt på, at brugerne får tilgodeset deres brugerrettigheder. En væsentlig del af en helhedsindsats for psykisk syge er at støtte op omkring hverdagslivet, og tilbyde en støtte, der kan kompensere for de funktionsnedsættelser, der følger af psykisk sygdom. En række grundlæggende rettigheder er afgørende for den psykisk syges mulighed for at leve et godt hverdagsliv. Det er rettigheder som at træffe beslutninger om eget liv, at bo i egen bolig, at komme omkring og have kontakt med andre, beskæftigelse, undervisning/uddannelse, få råd og vejledning, mulighed for at modtage behandling, samt sikring af forsørgelsesgrundlag.
De grundlæggende rettigheder er så afgørende, at de bør indarbejdes som en selvstændig værdi.
Implementering af værdierne må ske på alle niveauer. Ministerielt, amtsligt/kommunalt, mellem sektorerne, og i de enkelte tilbud i mødet med den psykisk syge og dennes pårørende.
På amtsligt/kommunalt niveau vil Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen implementere værdigrundlaget ved, at det afspejles i sektorplaner for området, samt i udviklingsplaner for de enkelte tilbud, det være sig lokalcentre, bocentre og bosteder, samværs- og aktivitetssteder. Københavns Kommunes bruger- og pårørendepolitik for psykisk syge er retningsgivende for samarbejde med og omkring den sindslidende. Hér fremtræder værdigrundlaget allerede implicit, ligesom det vil indgå i eventuelle kursus-/efteruddannelsesforløb for medarbejdergrupper.
Implementering af værdier sker i en proces og en dialog ofte om konkrete problemstillinger. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil lægge vægt på, at processen og dialogen vil være tilstede omkring værdier. Særligt på tværs af sektorerne, lokalt eksempelvis ved udarbejdelse af samarbejdsaftaler/ fælles mødefora o.a.
På ministerielt niveau må det sikres, at værdigrundlaget indgår i grunduddannelsen for medarbejdere indenfor hhv. social- og behandlingspsykiatrien. Det er i uddannelsesforløbene, at professionsværdierne indpodes de studerende, og former deres holdning og adfærd i kommende arbejdssituationer.
I forhold de nævnte mål og anbefalinger har Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen særlig hæftet sig ved anbefalingen om involveringen af semiprofessionelle med brugerbaggrund i dagligdagen. Det er et kommende udviklingsområde indenfor socialpsykiatrien, at sætte større fokus på "medarbejdende brugere"/ "personale med brugerbaggrund" i de socialpsykiatriske tilbud. Den enkeltes deltagelse i samfundslivet kan fremmes gennem tilknytning til arbejdsmarkedet. Beskæftigelse er da også ét aspekt af den recovery-tilgang, som forvaltningen arbejder med, hvor bl.a. respekt og ligeværd er grundlæggende værdier.
Et mål og en anbefaling er ligeledes, at der forskes i socialt arbejde, lige som der lægges vægt på brugertilfredshedsundersøgelser, kvalitetssikring og dokumentation. Netop et konstant fokus på nye tiltag og nye behandlingsformer gør, at psykiatrien, såvel behandlings- som socialpsykiatrien, må være i en stadig bevægelse og dialog, og til stadighed forholde sig kritisk til egen faglighed i en søgen efter at møde brugeren med et optimalt tilbud.
MILJØVURDERING
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige miljømæssige konsekvenser
ØKONOMI
In dstillingen vurderes ikke at have væsentlige økonomiske konsekvenser
ANDRE KONSEKVENSER
Indstillingen vurderes ikke at have væsentlige andre konsekvenser
HØRING
Ingen
BILAG
- Bilag 1: Oversigt over mål og anbefalinger i værdigrundlaget
- Bilag 2: Høringssvar til socialministeriet og Indenrigs- og Sundhedsministeriet
- Bilag 3: Rapporten: "Udkast Fælles værdigrundlag for den offentlige indsats i social- og sundhedssektoren for mennesker med en sindslidelse", april 2004
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen