Mødedato: 18.02.2004, kl. 15:30

Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen (Bilag)

Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 18. februar 2004

 

20. Finansiering af Indre Nørrebros projekt Gadepulsen (Bilag)

FAU 96/2004 J.nr. 96/2004

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at Projekt Gadepulsen finansieres med 1 mill. kr. årligt fra udviklingspuljen til særlige målgrupper på Integrationsområdet og 1,1 mill. kr. årligt af budgetmidler på bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov i 2004 og 2005.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at såfremt udviklingspuljen til særlige målgrupper på integrationsområdet helt eller delvist indgår som besparelsesforslag i forbindelse med finansieringsbehovet i 2005 på integrationsområdet tages bevillingen til Gadepulsen op til revideret overvejelse.

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at finansieringen tages op til revision efter en periode på 2 år, idet det bør overvejes om Indre Nørrebro på dette tidspunkt kan finansiere indsatsen inden for egen budgetramme.

RESUME

Projekt Gadepulsen på Indre Nørrebro er et aktivitets- og gadeplansprojekt for socialt udsatte og kriminalitetstruede børn og unge. Gadepulsen er et helt væsentligt element i Indre Nørrebros kriminalitetsforebyggende indsats. Gadepulsen arbejder p.t. med 7 konkrete grupper af udsatte unge, har op til 28 udsatte unge på værestedet, og er individuelle kontaktpersoner for 10-15 udsatte unge.

Det indstilles, at Gadepulsen finansieres med 1,0 mill. kr. årligt fra puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet og 1,1 mill. kr. årligt fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov. En samlet årlig bevilling på 2,1 mill. kr. i 2004 og 2005 eller indtil anden beslutning træffes. Det skal bemærkes, at puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet hermed er disponeret fuldt ud for 2004.

Da Lokalcentret Indre Nørrebro dermed vil modtage 2,1 mill. kr. årligt, ud over den objektive beregnede lokale budgetramme til ungeindsatsen, indstilles det, at den fremtidige finansiering tages op til revision senest i forbindelse med budgetforslaget for 2006.

SAGSBESKRIVELSE

Gadepulsens historie

Indre Nørrebros projekt "Gadepulsen" blev etableret i 1997 som led i bestræbelserne på at styrke gadeplansarbejdet overfor socialt udsatte og kriminalitetstruede børn og unge i området. Gadeplansmedarbejdere etablerede i samarbejde med Indre Nørrebro Bydels ungeteam kontakt til andre unge, igangsatte aktiviteter og opbyggede Gadepulsen som værested for unge. Siden 1. januar 2000 har Gadepulsen været kommunaliseret og underlagt først Ungeteamet på Indre Nørrebro og senere pr. 1. januar 2002 lokalcentrets børnefamilieteam.

I forlængelse af Gadepulsen blev der i 1998 oprettet et beskæftigelsesprojekt rettet mod målgrupper, der normalt ikke anses at kunne profitere af uddannelses- og arbejdsrettet aktivering. Aktiveringen foregik som individuel jobtræning og de aktiverede medvirkede til at drive værestedet Gadepulsen, herunder ved at deltage i tilrettelæggelsen af en række aktiviteter, der er tilknyttet værestedet. Nogle af de aktiverede har en særdeles ringe uddannelsesbaggrund, betydelige sociale/personlige problemer og en kriminel fortid, mens andre er velfungerende unge, der blot mangler et job eller venter på at komme i gang med en uddannelse.

Gadepulsen i dag

Gadepulsen består i dag af 6 medarbejdere, samt op til 6 personer i forskellige beskæftigelsesordninger (praktik, løntilskud). Der er således i alt op til 12 voksne knyttet til Gadepulsen. Herudover kan der eventuelt tilknyttes yderligere personale i form af oprettelse af praktik eller løntilskudsstillinger. KKB (Københavns Kommunes Beskæftigelsescenter) har stillet en vejleder til rådighed for Gadepulsen. Vejlederen er tilknyttet Jobhuset i Valby og er behjælpelig i forbindelse med beskæftigelsesindsatsen.

Gadepulsen består af tre hovedarbejdsfunktioner:

  1. Opsøgende arbejde
  2. Medarbejderne er primært opsøgende på gadeplan. Det vil sige, at de aktivt bevæger sig rundt i lokalmiljøet, arbejder med udvalgte grupper af unge, som opfører sig uhensigtsmæssigt i lokalområdet, og igangsætter forskellige aktiviteter på gadeplan (ex. fodboldturneringer, sikrer ro og aktiviteter Nytårsaften).

    Gadepulsen arbejder p.t. med 7 definerede grupper af unge i lokalmiljøet. Arbejdet med den enkelte gruppe starter som regel med en kontaktskabelse og en mindre screening/afdækning af gruppen. Dette kan efterfølgende medføre et flerårigt forløb med gruppen, alt efter hvor massive problemerne viser sig at være.

  3. Værestedet Gadepulsen
  4. Gadepulsen fungerer også som et værested for kriminalitetstruede eller kriminelle unge.

    Gadepulsen kan rumme op til 28 unge i værestedet. Der er tale om (primært) inviterede socialt udsatte unge, som der arbejdes med individuelt og som gruppe. Værestedet betragtes således ikke som et åbent klubtilbud. Gadepulsen defineres som et særligt tilbud, der ikke er en konkurrent til eller en erstatning for et almindeligt klubtilbud. Åbningstiderne kan variere og bestemmes efter behov. P.t. er der åbent mandag, tirsdag, fredag og lørdag aften, hvor 2-4 medarbejdere er tilstede.

  5. Kontaktpersonsordningen

Gadepulsens medarbejdere er samtidig fast kontaktperson for konkrete udvalgte unge, bevilget efter Servicelovens § 40. Det vil sige, at de støtter den unge i hverdagen, har kontakt med den unges familie, skole mv. i et fast timeantal pr. uge. Hver medarbejder har ca. 3 unge, og Gadepulsen varetager p.t. kontaktpersonsfunktionen for 10-15 unge.

Gadepulsen betragtes som et dynamisk aktiv i bydelen omkring det sociale ungearbejde, og inspirerer andre bydele i København. Fleksibilitet og samarbejde er i fokus, hvorfor andre aktiviteter end de ovenfor nævnte også vægtes. Eksempelvis kan nævnes kulturrådgivning på skolerne, hvor Gadepulsens medarbejdere er tilstede på skolerne en gang ugentlig m.h.p. konfliktløsning, rådgivning af unge og lærere m.v.

Endelig er der stor fokus på, at de unge sikres en kvalificerende og aktiv hverdag. Gadepulsen er derfor en aktiv del af arbejds- og uddannelsesgarantien og samarbejder bl.a. med Spydspidsen, og forsætter en tradition med at sikre de over 18 årige arbejde, praktik, løntilskud og uddannelse.

MILJØVURDERING

Indstillingen vurderes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

ØKONOMI

Gadepulsen blev fra starten i 1997 finansieret af statslige midler og af en medfinansiering fra Indre Nørrebro Bydel.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen foreslog i foråret 2003, at der i forbindelse med budgetforslag 2004 blev tildelt midler til øget gadeplansarbejde og etablering af ungerådgivninger i de tidligere forsøgsbydele. Såfremt budgetønsket blev realiseret kunne Gadepulsen sammentænkes i den øgede forebyggende indsats, som midlerne ville give mulighed for. Ønsket indgik dog ikke i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets budgetforslag fra maj 2003, hvorfor der i 2004 og frem ikke umiddelbart blev afsat midler til at finansiere Gadepulsen indenfor budgetrammen på børnefamilier med særlige behov.

I 2003 blev det besluttet at tildele Gadepulsen en engangsbevilling 2,1 mill. kr. fra integrationsmidlerne, idet der i 2003 forventedes et mindreforbrug. Derudover blev det besluttet, at Gadepulsens beskæftigelsesdel, ligesom de øvrige beskæftigelsesprojekter i Indre Nørrebro, fra 2003 og frem overføres til Københavns Kommunes beskæftigelsesindsats.

Gadepulsens budget på 2,1 mill. kr. årligt i 2004 og 2005 foreslås finansieret via 1 mill. kr. årligt fra puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet (funktion 5.60) og 1,1 mill. kr. årligt fra bevillingsområdet børnefamilier med særlige behov (funktion 5.21).

Finansiering af Gadepulsen

1.000 kr., årets priser

Funktion

2002

2003

2004

2005

Indre Nørrebro

 

2.480*

   

Engangsbevilling fra integrationsområdet

5.60

 

2.068

  

Puljen til særlige målgrupper, under integrationsområdet

5.60

  

1.038

1.038

Bevillingsområdet Børnefamilier med særlige behov

5.21

  

1.100

1.100

Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats

5.98

 

463

478

478

I alt

 

2.480

2.531

2.616

2.616

*Beskæftigelsesdelen af Gadepulsen blev i 2002 finansieret af Indre Nørrebros egen beskæftigelsesindsats, idet 2002 var et overgangsår iht. de tidligere forsøgsbydele. I 2003 er hele Kommunens beskæftigelsesindsats samlet i Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats (KKB).

Det skal bemærkes, at puljen til særlige målgrupper på integrationsområdet med denne beslutning om finansiering på 1,1 mill. kr., og med tidligere beslutning om disponering af 3,5 mill. kr. til en styrket indsats overfor unge indvandrere på integrationsområdet (jf. FAU 621/2003), vil blive fuldt ud disponeret i 2004.

Det skal ligeledes bemærkes, at der på integrationsområdet i 2005 p.t. er et udækket finansieringsbehov på 56 mill. kr., og at der i den forbindelse kan ske hel eller delvis besparelse på udviklingspuljen til særlige målgrupper i 2005. Såfremt udviklingspuljen til særlige målgrupper helt eller delvis indgår ved finansieringen af de 56 mill. kr. i 2005 skal bevillingen til Gadepulsen tages op til fornyet overvejelse.

Da Lokalcentret Indre Nørrebro dermed vil modtage 2,1 mill. kr. årligt ud over den objektive beregnede ramme til ungeindsatsen indstilles det, at den fremtidige finansiering tages op til revision senest i forbindelse med budgetforslaget for 2006.

Budget for Gadepulsen 2004:

2,5 oprindelige ungeteam-medarb. (fkt. 6.51)

950.000 kr.

3,5 opsøgende gadeplansmedar. (fkt. 6.51)

1.055.000 kr.

Halv husleje – Gadepulsen (fkt. 6.51)

94.000 kr.

Aktiviteter – Gadepulsen (fkt. 6.51)

39.000 kr.

Beskæftigelsesprojekt inkl. halv husleje (fkt. 5.98)*

478.000 kr.

Budget 2004 i alt inkl. beskæftigelsesdel

2.616.000 kr.

*Finansieres via budget udmeldt til KKB

Beskæftigelsesdelen er videreført ved tilknytning af vejlederressourcer fra Jobhuset i Valby til Gadepulsen.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

HØRING

Indstillingen har været til høring i Det Rådgivende Integrationsudvalg og Integrationsrådet.

Det Rådgivende Integrationsudvalg

Det Rådgivende Integrationsudvalg behandlede sagen den 28. januar 2004 og har afgivet følgende høringssvar:

"Det Rådgivende Integrationsudvalg kan tilslutte sig Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling om i 2004 og 2005 delvist at finansiere projekt Gadepulsen med midler fra udviklingspuljen til særlige målgrupper på Integrationsområdet.

Det Rådgivende Integrationsudvalg har ingen yderligere bemærkninger til sagen."

Integrationsrådet

Integrationsrådet behandlede sagen den 8. januar 2004 og har afgivet følgende høringssvar:

"Integrationsrådet har ikke nogen indvendinger mod Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens indstilling om finansiering af Gadepulsen.

Integrationsrådet finder, at Gadepulsen er et vigtigt element i Københavns Kommunes indsats over for socialt udsatte og kriminalitetstruede børn og unge på Indre Nørrebro, og for Integrationsrådet er det derfor vigtigt, at der sikres midler til en videreførsel af projektet."

BILAG

  • Gadepulsens rolle i den fremtidige børne- og ungeindsats
  • FAU 621/2003 – styrket indsats overfor unge indvandrere
  • Anonymiseret statusnotat vedr. den unge/unge gruppe, der arbejdes med i Gadepulsen af 3. december 2003

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top