Kapacitetsforholdene i fritidsinstitutionerne ved Lundehusskolen
Kapacitetsforholdene i fritidsinstitutionerne ved Lundehusskolen
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for fællesmøde onsdag den 17. november 2004
6. Kapacitetsforholdene i fritidsinstitutionerne ved Lundehusskolen
FAU 564/2004 J.nr. 564/2004
INDSTILLING
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller til Uddannelses- og Ungdomsudvalget og Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget,
At drøfte kapacitetsforholdene i fritidsinstitutionerne ved Lundehusskolen
RESUME
Der er pr. 1. august 2004 ca. 25 ledige fritidshjemspladser, som næsten ligeligt er fordelt i den integrerede børnehave- og fritidshjem Dragen under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, og KKFO Lunden, beliggende på Lundehusskolen.
På baggrund af forældrenes institutionsønsker er der ikke foretaget indskrivninger af børn fra Lundehusskolen i Dragen pr. 1. august. KKFO Lunden har, på trods af tomme pladser, været områdets næstmest ønskede institution.
På denne baggrund har Uddannelses- og Ungdomsudvalget på møde den 6. oktober (U169/94) besluttet " at normeringen for Uddannelses og Ungdomsudvalgets fritidsinstitutioner i området omkring Lundehusskolen opretholdes," samt at " sende forslag om afvikling af fritidshjemspladserne i den integrerede institution Dragen til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.". Desuden blev det besluttet, at drøfte kapacitetsforholdende i fritidsinstitutionerne med Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.
SAGSBESKRIVELSE
Uddannelses- og Ungdomsudvalget har på møde den 21. april 2004 (U59/04) besluttet, "at forældrenes ønsker om hvilken institution de ønsker deres barn optaget på, imødekommes i videst mulig omfang under hensyntagen til det lokale indskrivningsteams anbefalinger, idet normeringen på fritidshjem og KKFO i området herefter fastlægges for det kommende år, så den afspejler den konkrete indskrivning af børn på fritidsinstitutionerne."
Udvalget tiltrådte samtidig, at der i efteråret 2004 fremlægges en samlet plan for antallet af institutionspladser i området.
Institutionssøgningen
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har på baggrund af forældrenes valg af fritidsinstitution til de kommende børnehaveklassebørn 1. august 2004 og i samarbejde med det lokale indskrivningsteam, foretaget midlertidige nednormeringer blandt institutioner med resterende ledige fritidshjemspladser. Der er i dag stadig ca. 25 ledige pladser i området. Disse pladser er omtrent ligeligt fordelt i den integrerede institution Dragen, Rymarksvej 11, hørende under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, og KKFO Lunden.
KKFO Lunden har ved indskrivningen i august været områdets næstmest ønskede institution og havde pr. 1. august 2004 14 ledige pladser. Lundens 44 normerede pladser kan ikke reduceres yderligere, da institutionens personalenormering befinder sig på et minimum af, hvad der skal til for at få institutionen til at hænge personalemæssigt sammen.
KKFO Lunden er en nyetableret institution, som startede i midlertidige pavilloner i 2001. Når bygningen står færdig, overflyttes Lunden til Lundehusskolens nye indskolingsafsnit. Efter en etablerings- og indkøringsfase ses den seneste søgning som en stigende interesse for institutionen blandt områdets forældre.
Dragen, som hører under Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget, er en integreret institution med børnehave og fritidshjem. Institutionen er tillige skoletilknyttet Bjørns Internationale Skole. På baggrund af manglende forældreønsker, er der ikke foretaget indskrivning af børn fra Lundehusskolen pr. 1. august 2004. Der er indskrevet 5 børn fra Bjørns Internationale Skole. Institutionen havde 11 ledige pladser pr. 1. august 2004. I løbet af august-september er der efterfølgende indmeldt yderligere 4 børn fra samme skole. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har oplyst, at der er et øget behov for børnehavepladser på Ydre Østerbro.
Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen anbefaler derfor, at normeringen for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningens fritidsinstitutioner i området omkring Lundehusskolen opretholdes samt, at udvalget sender forslag om afvikling af fritidshjemspladserne i den integrerede institution Dragen til høring i Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget. Det er oplyst for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, at der er et voksende behov for børnehavepladser på Ydre Østerbro. Forældre og institution vil i givet fald blive inddraget i en afviklingsplan for fritidshjemspladserne og en anden institution i området vil blive skoletilknyttet Bjørns Internationale Skole efter gældende høringspraksis.
MILJØVURDERING
Forslaget har ingen væsentlige miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Der vil blive udarbejdet en afviklingsplan i samarbejde mellem Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i forbindelse med en eventuel afvikling af fritidshjemspladserne i Dragen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
Peter Rasmussen / Grethe Munk