Mødedato: 17.08.2005, kl. 19:00

Den fremtidige anvendelse af Det Kongelige Opfostringshus (Bilag)

Den fremtidige anvendelse af Det Kongelige Opfostringshus (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. august 2005

 

 

24.      Den fremtidige anvendelse af Det Kongelige Opfostringshus (Bilag)

 

FAU 358/2005  J.nr. 358/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget meddeler Uddannelses- og Ungdomsudvalget, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen på det oplyste grundlag ikke på forhånd kan tage stilling til, om forvaltningen kan betale for børn på Det Kongelige Opfostringshus.

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget ikke ønsker at indgå en aftale om overtage betalingen for børn på Det Kongelige opfostringshus.

 

RESUME

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget er af Uddannelses- og Ungdomsudvalget blevet anmodet om at vurdere, om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil betale for børn på Det Kongelige opfostringshus (DKO) .

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan under visse forudsætninger, dels yde økonomisk støtte til forældre til egenbetaling ved kost- og efterskoleophold, og dels betale udgifterne ved døgnanbringelser af børn og unge uden for hjemmet på hertil egnede døgnanbringelsespladser.

 

Forvaltningen kan ikke garantere en fast efterspørgsel fra ubemidlede forældre, der søger forvaltningen om hjælp til betaling for en kostskoleplads på DKO, eller på forvaltningens eventuelle behov for døgnanbringelsespladser på DKO.

 

Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke driftsaftaler med kostskoler, og forvaltningen ser ikke muligheder for at indgå i en driftsaftale med DKO, hverken hvis DKO etablerer en kostskole, en døgninstitution for børn og unge eller et opholdsted mv.

SAGSBESKRIVELSE

Uddannelses- og Uddannelsesudvalget har i sit møde den 26. januar 2005 vedtaget at kontakte Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med henblik på en vurdering af, om Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen vil betale for børn på DKO, der er beliggende i Hellebæk i Helsingør Kommune.

 

Vurderingen ønskes foretaget i forhold til det af DKO fremlagte forslag, hvori DKO foreslås indrettet som kostskole.

 

Det er foreslået, at de nyrenoverede lokaler søges anvendt til kostskole for 40 kostelever og 50 dagelever fra lokalområdet.

 

Målgruppen for kosteleverne er børn med svag hjemmebaggrund, hvilket vil sige "unge, der er kendetegnet ved en familiebaggrund med få resurser, et meget lille eller intet socialt netværk, en mangel på rollemodeller o. s. v."

 

I forslaget er det anført, at driften vil kunne finansieres på de i loven om friskoler anførte vilkår, hvis der ikke kan indgås en kommunal driftsoverenskomst.

 

Det fremgår ikke, om nogle af kostskolepladserne vil blive søgt godkendt jf. servicelovens § 49, stk. 2 af det stedlige amt som generelt egnede til døgnanbringelser af børn og unge. Det fremgår heller ikke, hvad forældrebetalingen vil være for en plads på kostskolen, eller om kostskolen vil være åben 365 dage om året.

&n bsp;

Kostskoler kan anvendes som døgnanbringelsessteder, hvis beliggenhedsamtet har godkendt et antal pladser på kostskolen som hertil egnede anbringelsespladser. Kostskoler kan modtage kostelever fra 6-10 klassetrin, hvis skolen modtager tilskud fra Staten. 

 

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har to muligheder i Lov om Social Service for at yde hjælp til at betaling for et kostskoleophold.

 

-         Af servicelovens § 40, stk. 2, nr. 10 fremgår, at kommunen kan beslutte at yde økonomisk støtte til ophold på kost- eller efterskole, når forældremyndighedsindehaveren ikke selv har midler dertil.

 

-         Af servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11 fremgår, at kommunen kan beslutte at anbringe barnet eller den unge uden for hjemmet, på en døgninstitution, i en plejefamilie, i et kommunalt døgntilbud eller på et godkendt opholdssted, som må anses for egnet til at imødekomme barnets eller den unges særlige behov.

 

I den første situation er barnet ikke anbragt udenfor hjemmet, men der kan efter ansøgning ydes økonomisk støtte til forældrene, hvis disse ikke selv har mulighed for at betale deres egenbetaling til kostskolen, og hvis bistanden i øvrigt er velbegrundet.

 

I den anden situation drejer det sig om døgnanbringelser på hertil egnede og godkendte døgnanbringelsespladser. Forudsætningen for denne hjælp er, at der i den sociale handleplan i samarbejde med forældrene er vurderet, at barnet eller den unge har et særligt behov for og skal tilbydes en anbringelse udenfor hjemmet. Dette kan for eksempel være tilfældet, når forældrene ikke selv magter af varetage barnets eller den unges særlige behov for omsorg, støtte og pleje mv., eller hvis barnet eller den unge har et særligt behandlingsbehov, som overstiger de muligheder, som forældrene har i hjemmet.

 

Hvis DKO opnår en godkendelse af, at et antal af kostskolepladserne er generelt egnet som døgnanbringelsespladser, kan Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen købe en sådan plads, når barnet eller den unge i en konkret sag har behov for den type anbringelsesplads med dens konkrete indhold og til den pris som dette koster.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke budgetmæssig mulighed for at betale for børns ophold på DKO, hvis der ikke er grundlag herfor i de anførte to bestemmelser i serviceloven.

 

I begge situationer kan forvaltningen maksimalt betale et beløb svarende til forældrebetalingsandelen af udgiften til kostskolepladsen. Forvaltningen kan ved en døgnanbringelse på en kostskole herudover betale tøjpenge, lommepenge, transportudgifter og andre særligt begrundede tillægsydelser.

 

I realiteten kan forældrebetalingsandelen for en kostskoleplads, der er godkendt som egnet døgnanbringelsesplads være så høj, at forældre med almindelige indkomster ikke selv kan betale egenandelen. Prisen kan f. eks. afhænge af, om kostskolen har ansat pædagoger, psykologer og andet fagpersonale ud over undervisningspersonalet og om kostskolen er åben 365 dage om året.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har ikke planer om at etablere flere døgnanbringelsespladser til børn og unge på andre end de døgninstitutioner for børn og unge, som forvaltningen driver eller har indgået driftsaftale med.  Forvaltningen har aktuelt heller ikke ønsker om at indgå nye driftsaftaler med flere end de hidtidige døgninstitutioner for børn og unge.

 

En konsekvens af at indgå en aftale med DKO om at overtage og betale for børnene på DKO kunne blive, at forvaltningen måtte afvikle flere af de nuværende døgnpladser, og at forvaltningens mulighed for at tilkøbe måske mere egnede og økonomiske anbringelsespladser på det "frie marked" ville blive vanskeliggjort.

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

·        Henvendelse af 10. juni 2005 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen med bilag.

 

 

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Carsten Stæhr Nielsen


 

Til top