Mødedato: 17.08.2005, kl. 19:00

Svar til Lidl vedr. salg af institutionsejendommen på Møntmestervej 54 (bilag)

Svar til Lidl vedr. salg af institutionsejendommen på Møntmestervej 54 (bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. august 2005

 

 

14.      Svar til Lidl vedr. salg af institutionsejendommen på Møntmestervej 54 (bilag)

 

FAU 365/2005  J.nr. 365/2005

 

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller:

 

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder, at forvaltningen meddeler den tyske supermarkedskæde Lidl, at forvaltningen, med udgangspunkt i høring af forældrebestyrelse og institution, ikke er interesseret i at sælge institutionsejendommen på Møntmestervej 54.

 

RESUME

Den tyske supermarkedskæde Lidl arbejder på at etablere en butik på Frederikssundsvej 84-86, hvis der kan opnås enighed med kommunen om erhvervelse af den bagvedliggende daginstitutionsejendom på Møntmestervej 54.

 

Lidl planlægger i givet fald at opføre en forretningsbebyggelse langs Frederikssundsvej og med supermarkedet i stueetagen. Man tilbyder i den forbindelse at genhuse daginstitutionen på 1. sal i bebyggelsen langs Frederikssundsvej og med legeareal oven på den 1 etages del af butikken mod Møntmestervej. Institutionen vil kunne blive i den nuværende bebyggelse i byggeperioden og først flytte, når den nye bebyggelse er færdig. Herefter nedrives institutionsbebyggelsen, og der etableres parkeringspladser mv. på stedet.

 

Forældrebestyrelsen og institutionen er i høringssvar stærkt negative over forslaget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Den tyske lavpris-supermarkedskæde Lidl er ved at etablere sig i Danmark, og i den forbindelse arbejder selskabet på at placere en butik på Frederikssundsvej 84-86 under forudsætning af, at der kan opnås mulighed for at erhverve kommunens bagvedliggende ejendom Møntmestervej 54. Denne ejendom benyttes til en integreret daginstitution med 45 vuggestuepladser, 40 børnehavepladser og 20 fritidshjemspladser.

 

Projektet omfatter en supermarkedsbebyggelse med facade mod Frederikssundsvej og med parkeringspladser placeret på kommunens nuværende institutionsejendom. Det er afgørende for realisering af projektet, at Lidl erhverver institutionsgrunden, og man vil derfor tilbyde at genhuse den nuværende institution i den påtænkte butiksbebyggelses 1. etage og med legeareal på taget af den 1 etages del af supermarkedet mod Møntmestervej. Det er i givet fald hensigten, at institutionen fortsætter uændret i byggeperioden i den eksisterende bebyggelse og først flytter, når supermarkedsbebyggelsen er færdig.

 

Forvaltningen har på et møde med Lidl givet udtryk for, at FAF umiddelbart er betænkelig ved konceptet, idet der generelt vil blive tale om en forringelse af institutionens nuværende forhold, både på grund af genhusningen i den nye bebyggelse mod Frederikssundsvej, med de støjmæssige forhold der følger heraf, og på grund af friarealets beliggenhed på 1. sal i modsætning til den nuværende placering på terræn.

 

Lokalcentret har efterfølgende oplyst, at af institutionsgrundens areal på 1.804 m2 ejes ca. 335 m2   af Andelsboligforeningen Møntmestergården.

 

Omlægninger af pladser på Møntmestervej

I forbindelse med den reviderede udbygningsplan indgår overvejelser om omlægning af pladser i institutionen på Møntmestervej 54. Det er en forudsætning, at de 20 fritidshjemspladser i institutionen samtidig afvikles, hvilket p.t. er sat i bero.

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Der er ikke afgivet købstilbud fra Lidl og der er ingen konsekvenser af at sige nej tak til Lidl. Der skal orienteres om, at der foreligger et påbud fra Arbejdstilsynet om, at der skal etableres en elevator i institutionen. Udgiften hertil finansieres over funktion 5.14.1 ekstraordinær vedligeholdelse, daginstitutioner, i 2005.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

 

HØRING

Der er gennemført skriftlig høring af institution og forældrebestyrelse ved Møntmestervej 54. Begge de indkomne svar er stærkt negative over for Lidl´s ønske om at placere institutionen andetsteds på arealet.

 

BILAG

·        1. Høringssvar fra forældrebestyrelsen ved institutionen.

·        2. Høringssvar fra institutionen

·        3. Forslag til brev til LIDL fra FAF vedr. FAU´s beslutning

·        4. Matrikelkort over Møntmestervej 54 og Frederikssundsvej 84-86

 

                      Grethe Munk

                                                                                       /

                                                Torben Brøgger

 

 

 

 


 

Til top