Mødedato: 17.06.2003, kl. 17:00

Opførelse af ny legestuebygning på den bemandede legeplads på Meinungsgade 13, 2200 København N (Bilag)

Opførelse af ny legestuebygning på den bemandede legeplads på Meinungsgade 13, 2200 København N (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 17. juni 2003

 

Sager til beslutning

5. Opførelse af ny legestuebygning på den bemandede legeplads på Meinungsgade 13, 2200 København N (Bilag)

FAU 350/2003 J.nr. 350/2003

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at der gives kapitalbevilling på 1,2 mio. kr. til opførelse af en ny legestuebygning på den bemandede legeplads på Meinungsgade 13 på Nørrebro.

RESUME

I den eksisterende legestuebygning på Meinungsgade 13 er der konstateret skimmelsvamp og rådskader i bygningens tag- og gulvkonstruktioner. Da legestuebygningen er en 17 år gammel pavillonbygning med fladt tag og da omfanget af skimmel- og rådskader er så omfattende anbefales det, at pavillonbygningen nedrives, og at der i stedet for opføres en ny træbygning med en bedre tagkonstruktion.

På nuværende tidspunkt benyttes den eksisterende legestuebygning ikke af legepladsens børn. Legepladsens ansatte benytter kun legestuebygningen kortvarigt. Forvaltningen har opstillet en lejet pavillon på legepladsen, der fungerer som midlertidig legestue.

SAGSBESKRIVELSE

Der er udarbejdet to indeklimaundersøgelser for den eksisterende legestuebygning. Den første indeklimaundersøgelse af 17.09.2002 omhandler bygningens legestuerum, da det var her svampeskaden først blev konstateret. Den anden indeklimaundersøgelse af 11.12.2002 omhandler bygningens øvrige rum, så som kontor, gang, toiletter og depot. Begge indeklimaundersøgelser konstaterer, at kimbelastning fra skimmelvæksten er uacceptabelt høj og at der er fundet arter, som kan producere helbredsskadelige giftstoffer.

En renovering af legestuebygningen vil betyde, at hele gulvkonstruktionen skal udskiftes og at tagkonstruktionen behandles med desinfektionsmiddel og tætnes samt at vægkonstruktioner eftergås for svamp og råd. Da en renovering af bygningen er gennemgribende og dyr, bygningens konstruktion taget i betragtning, anbefales det er bygningen nedrives og at der opføres en ny legestuebygning med en tagkonstruktion, der er bedre rustet til at bortlede nedbør og som kan bortventilere den fugtige indeluft fra bygningens lokaler. En renovering af den nuværende legestuebygning anslås at koste ca. 700.000 - 800.000 kr.

1. Den bemandede legeplads

Den bemandede legeplads på hjørnet af Meinungsgade og Prinsesse Charlottes Gade er en af forvaltningens 28 bemandede legepladser. Legepladsen er anlagt i 1985 og den nuværende legstuebygning er opført året efter. Legepladsen har et grundareal på 1.150 m2 og den eksisterende legestuebygning har et bruttoareal ca. 63 m2.

Legepladsen er udstyret med en ældre legeborg, der er under renovering, to gyngestativer, legehuse, vippedyr, klatrestativ, tovbane og udendørs bordtennis. Legepladsen har desuden brugsret over Vej & Parks boldbane på nabogrunden på Prinsesse Charlottes Gade.

2. Projektbeskrivelse

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde med arkitektfirmaet Jensen + Jørgensen + Wohlfeldt udarbejdet projektet vedrørende den nye legestuebygning.

Bygning i en længe og i en etage med et samlet bruttoareal på 125 m2. Bygningen er indrettet med legerum, værksted, personalrum med tekøkken, kontor, handicaptoilet, personaletoilet, rum til opbevaring af legetøj samt rengøringsdepot og garderoberum.

Bygningen vil fremstå som en lav bygning med facader og vindues- og dørpartier i lærketræ. Bygningens skodder fremtræder i lukket tilstand som den øvrige facade. Vinduesrammerne males mørkegrønne og indgangspartierne beklædes med galvaniseret metal.

Opførelsen af bygningen kan påbegyndes september 2003 og bygningen kan ibrugtages omkring årsskiftet 2003 / 2004.

MILJØVURDERING

Det anbefales, at den eksisterende legestuebygning nedrives. Ved nedrivning af bygningen vil Miljøkontrollens retningsliner vedrørende sortering og behørig bortskaffelse af byggeaffald blive iagttaget.

Den nye legestuebygning vil opfylde København Kommunes minimumskrav for miljøorienteret nybyggeri. Det vurderes, at opførelsen af en ny bygning ikke har nævneværdige miljømæssige konsekvenser.

En ny legestuebygning vil betyde en forbedring af indeklimaet, ligesom personalet vil få nye rum og faciliteter. I den nye bygning vil rummene blive indrettet med akustiklofter, der vil blive etableret ensartet loftsbelysning og vil være mere dagslys i forhold til den eksisterende legestuebygning. I den nye bygning indrettes et af rummene til personalerum og der etableres handicaptoilet og separate rum til værksted og rengøringsdepot, hvilket ikke findes i den eksisterende legestuebygning

ØKONOMI

Den samlede udgift til opførelse af en ny legestuebygning er beregnet til 1.200.000 kr. ved byggeindeks 169,9 pr. 1. januar 2003.

Byggeudgift inkl. rådgiverhonorar og montering

1.100.000 kr.

Uforudsete udgifter

100.000 kr.

  

I alt

1.200.000 kr.

Beløbet på 1.200.000 kr. bliver afholdt inden for Familie- og Arbejdsmarkedsudvalgets afsatte budgetramme for 2003.

Der kan anvises kassemæssig dækning for udgifterne på 1.200.000 kr. på Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens post 0.21.1, bemandede legepladser.

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen.

HØRING

Ingen.

BILAG

  • Situationsplan over den bemandede legeplads
  • Plantegning af den nye legestuebygnings indretning
  • Byggetilladelse af 14. maj 2003 fra Byggeri & Bolig

 

Grethe Munk

/

Torben Brøgger

 

Til top