Anvendelse af kommunens ejendom Hjortholms Allé 33
Anvendelse af kommunens ejendom Hjortholms Allé 33
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde tirsdag den 17. juni 2003
Sager til beslutning
11. Anvendelse af kommunens ejendom Hjortholms Allé 33
FAU 344/2003 J.nr. 344/2003
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender
at ejendommen Hjortholms Allé 33, 2450 Kbh. NV anvendes til botilbud for unge med psyko-sociale problemstillinger, og
at
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget drøfter om, og i givet fald, hvorledes naboerne skal orienteres.RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte i september 2000, at kommunens ejendom beliggende Hjortholms Allé 33, 2400 Kbh. NV, blev udlejet til en flygtningefamilie på 15 personer. Det blev endvidere besluttet, at man efter 2 år skulle revurdere ejendommens fremtidige anvendelse, herunder mulighederne for videresalg. Huset har indtil den 15. januar 2003 været udlejet til flygtningefamilien, som nu er flyttet. Ejendommen planlægges solgt, hvis ikke Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan anvende den.
Det foreslås, at ejendommen anvendes som botilbud til unge med psykosociale problemer i aldersgruppen ca. 18-25 år. Der mangler egnede botilbud til denne gruppe.
SAGSBESKRIVELSE
Hjortholms Allé 33 ejes af Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Huset har fra den 1. januar 2001 og frem til den 15. januar 2003 været udlejet til en stor flygtningefamilie. Huset planlægges solgt, hvis ikke Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan anvende det.
Det foreslås, at ejendommen anvendes som kollegielignende botilbud til unge med psykosociale problemer i aldersgruppen ca. 18-25 år. Der mangler egnede botilbud til gruppen, som i dag f.eks. bor på private eller selvejende socialpædagogiske og socialpsykiatriske opholdssteder (købte pladser), bor hjemme, opholder sig i ungdomspensioner og lign. eller er indlagt. Forvaltningen køber ca. 100 pladser i private og selvejende socialpædagogiske og socialpsykiatriske opholdssteder. 70% af disse pladser er til unge psykisk syge eller unge med psykosociale problemer mellem 18 og 25 år (maj 2003). Det er forvaltningens ønske at kunne tilbyde egne botilbud og på sigt kunne reducere behovet for at købe pladser.
Ejendommen har et bruttoetageareal på ca. 207 m2 fordelt på 2 etager. Der er indrettet 2 toilet- og badeværelser samt 1 toiletrum i huset. Der er fuld kælder under huset, med bl.a. toilet, vaskerum og fyrrum. Der forventes at kunne bo 4 personer i ejendommen. Det vurderes, at ejendommen er egnet til formålet, men at den trænger til nogen istandsættelse, bl.a. er der fugtskader.
Byggeri & Bolig er forespurgt, om der er problemer i den foreslåede anvendelse. Der er pålagt ejendommen en byggeservitut, der foreskriver anvendelse med 1 bolig pr. ejendom, hvilket betyder, at der kan etableres et bofællesskab. Byggeri & Bolig forventer dog, at der vil blive stillet betingelse om, at benyttelsen til bofællesskab sker uden ulemper for de omboende, og at benyttelsen omlægges – evt. nedlægges – såfremt der fra omboende måtte fremkomme berettigede klager. Her tænkes der på støj og andre gener, som ligger ud over, hvad der normalt er foreneligt med et boligområde.
Personalestøtte ydes fra voksenteamet i Lokalcenter Bispebjerg i form af et bostøtteteam. Der skal være personalestøtte i dag- og aftentimerne på hverdage samt i weekenden. Der sigtes på at træne de unge til at etablere en struktureret hverdag, herunder iværksætte uddannelses- og beskæftigelsesindsats og skabe tilknytning til eksisterende tilbud, f.eks. Fountain House. Endvidere tilstræbes det, at de unge på sigt bliver i stand til at bo i egen eller mere selvstændig bolig.
MILJØVURDERING
Der vurderes ikke at være miljømæssige konsekvenser forbundet med sagen.
ØKONOMI
Udgifterne til botilbuddet dækkes af midler fra budgetaftalen for 2003. I forbindelse med budgetaftalen for 2003 blev der bevilget 35 mill. kr. til psykisk syge, handicappede, unge narkomaner, gadeplansarbejde m.v. Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltrådte den 11. december 2002, at de 35 mill. kr. bl.a. udmøntes med 6 mill. kr. til bostøtte til psykisk syge, handicappede og andre socialt udsatte.
Med udgangspunkt i at personalestøtte gives i form af et bostøtte-team vil den årlige driftsudgift pr. plads udgøre ca. 270.000 kr., i alt 1,1 mill. kr. (hertil kommer etableringsudgifter i det første år).
Det søges inden for rammen af de 6 mill. kr. etableret op til i alt 15 botilbud til unge med psyko-sociale problemstillinger. Forvaltningen arbejder løbende med etablering af andre mulige botilbud.
Etableringsomkostninger, Hjortholms Allé:
Etableringsomkostningerne anslås til i alt 450.000 kr., heraf 300.000 kr. til en minimal istandsættelse og 150.000 kr. til montering.
Beløbet til istandsættelse er anslået, og skal nærmere fastlægges. Der er ikke i denne forbindelse beregnet ombygning eller større renovering af ejendommen.
Driftsudgifter, Hjortholms Allé:
De skønnede årlige driftsomkostninger til ejendommen samt el og varme forudsættes dækket af beboerne. Huslejen vil udgøre ca. 2000 kr. pr. måned pr. beboer.
Øvrige driftsomkostninger (primært personaleudgifter) anslås til 1,1 mill. kr.
Oversigt, drifts- og etableringsomkostninger vedr. Hjortholms Allé (mill. kr.):
2003 | 2004 | 2005 | |
etableringsudgifter | 0,45 | 0 | 0 |
driftsudgifter | 0,35 | 1,1 | 1,1 |
I alt | 0,8 | 1,1 | 1,1 |
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
HØRING
Ingen
BILAG
Ingen.
Grethe Munk
/
Carsten Stæhr Nielsen