Virksomhedsservice (Bilag)
Virksomhedsservice (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 17. maj 2000
Sager til beslutning
5. Virksomhedsservice (Bilag)
FAU 283/2000 J.nr. 66/00
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller, at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at en fortsat bydækkende, styrket service over for private og offentlige
virksomheder vedrørende det rummelige arbejdsmarked varetages af
projekt "Team for arbejdspladsfastholdelse – A-team" som en bydækkende løsning, der inkluderer forsøgsbydelene
at A-teamet finansieres med den statslige DUT-kompensation på kr. 4.185.000 i forhold til den lovpligtige opgave for så vidt angår private virksomheder og med supplerende finansiering fra Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats for så vidt angår servicering af offentlige virksomheder i form af 1.192.500 kr. årligt i 2000 og 2001.
RESUME
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har siden 1. maj 1999 i projekt "Team for arbejdspladsfastholdelse - A-team" ydet en bydækkende virksomhedssservice både til private og offentlige virksomheder samt faglige organisationer m.v. Med A-teamet er der etableret én indgang og ét telefonnummer for virksomhederne til Københavns Kommune i relation til virksomhedsservice vedrørende det rummelige arbejdsmarked.
A-teamet er blevet til i et samarbejde med Revacentret København og støttes økonomisk af Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, der fra 1. maj 2000 finansierer projektet fuldt ud.
Fra 1. januar 2000 er kommunerne ved en bestemmelse i aktivlovens § 8b forpligtet til at yde virksomhedsservice, men kun til private virksomheder. Bestemmelsen skal ses som et led i indsatsen for at fremme beskæftigelsen af personer, der ikke kan opnå eller fastholde ansættelse på arbejdsmarkedet på normale vilkår.
Da virksomhedsservice til private virksomheder nu er en lovpligtig kommunal opgave, kan udgifterne til A-teamet ikke længere finansieres fuldt ud af Koordinationsudvalget.
Den nye bestemmelse, som forpligter kommunen til at yde virksomhedsservice vil medføre et forøget pres på forvaltningen. Dertil kommer et forøget statsligt pres, bl. a. med udmeldinger fra Finansministeriet, f. eks. om oprettelse af fleksjob, herunder fleksjobs hos offentlige arbejdsgivere.
Det er afgørende for en fortsat positiv udvikling, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan honorere de krav og forventninger virksomhederne har til et samarbejde med forvaltningen.
De krav, der er indeholdt i den nye bestemmelse dækkes af A-teamet. Rekrutterings- og formidlingsopgaven løses i et samarbejde med Københavns Jobformidling.
De resultater, der allerede er opnået viser, at A-teamet er blevet en succes, der har stor betydning for arbejdet med at skabe et rummeligt arbejdsmarked og virksomhedsservice til private virksomheder efter aktivlovens bestemmelser. For at A-teamet kan honorere den forøgede efterspørgsel efter virksomhedsservice er det imidlertid nødvendigt, at A-teamet styrkes.
Denne opgave kan med stor fordel kan varetages af A-teamet som en bydækkende aktivitet foreløbig frem til 31. december 2001, idet én indgang til kommunen for virksomhederne er en meget væsentlig forudsætning for, at lovændringen skal få en gunstig effekt i forhold til samarbejdet om at skabe et rummeligt arbejdsmarked. I forbindelse med beslutning om eventuel videreførsel af A-teamet efter 2001 foretages en ekstern evaluering af projektet.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen anbefaler:
- at opgaven med virksomhedsservice fortsat varetages af A-teamet som en bydækkende løsning, der inkluderer forsøgsbydelene, så det opnås, at der er én indgang for virksomhederne til kommunen
- at A-teamet finansieres med den statslige DUT-kompensation i forhold til den lovpligtige opgave for så vidt angår private virksomheder og med supplerende finansiering fra Koordinationsudvalget for så vidt angår servicering af offentlige virksomheder.
Forslaget har været til høring i forsøgsbydelene og Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats. Koordinationsudvalget og Valby Bydel tilslutter sig forslaget. Indre Nørrebro Bydel ønsker kun at indgå i en bydækkende løsning for så vidt angår service over for offentlige virksomheder. Indre Østerbro og Kgs. Enghave Bydele ønsker selv at etablere virksomhedsservice.
Uanset at der ikke er fuld tilslutning fra forsøgsbydelene, er det forvaltningens opfattelse, at Københavns Kommune skal fastholde en organisering af virksomhedsservice, som indebærer, at der er én indgang for virksomhederne til kommunen.
SAGSBESKRIVELSE
Den nye bestemmelse – baggrund og indhold
Fra 1. januar 2000 er der i § 8b i lov om aktiv socialpolitik indført bestemmelser om virksomhedsservice.
Bestemmelsen forpligter kommunen til at yde en virksomhedsservice over for private virksomheder og skal ses som et led i indsatsen for at fremme beskæftigelsen af personer, der ikke kan opnå eller fastholde ansættelse på arbejdsmarkedet på normale vilkår.
Socialministeriet angiver følgende eksempler på, hvad kommunens virksomhedsservice kan indebære:
- at virksomheden får en lettere adgang til at få vejledning om mulig- hederne for støtte efter den sociale lovgivning,
- at virksomheden får en lettere adgang til at søge ansættelse af en person på særlige vilkår,
- at formidlingen af job kan ske hurtigt og smidigt, herunder match af person og job,
- at virksomhederne bliver aflastet i forbindelse med de administrative besværligheder ved at ansætte personer på særlige vilkår,
- at virksomheden under ansættelsesforholdet kan søge støtte f. eks. i form af råd og vejledning, og
- at virksomheden generelt kan søge vejledning m.v., f.eks. til at fastholde personer – langtidssygemeldte eller andre – der er i risiko for at blive udstødt af arbejdsmarkedet.
Socialministeriet tilkendegiver i tilknytning til lov om virksomhedsservice, at det vil skabe overskuelighed for virksomhederne og lette virksomhedernes administrative vanskeligheder, at der etableres én indgang til kommunen.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i samarbejde med Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats intensiveret arbejdet med at skabe et rummeligt arbejdsmarked.
Denne indsats medfører en øget efterspørgsel fra arbejdsgivere om kommunal virksomhedsservice.
Da virksomhedsservice nu er lovpligtig, må det forventes, at presset på forvaltningen forøges.
Dette forstærkes at et øget statsligt pres via udmeldinger fra bl.a. Finansministeriet, f. eks. vedrørende oprettelse af fleksjob, herunder fleksjobs hos offentlige arbejdsgivere.
Processen med at skabe et rummeligt arbejdsmarked i Københavns Kommune udvikler sig positivt. Det er nu en afgørende forudsætning for en fortsat positiv udvikling, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen kan honorere de krav og forventninger fra virksomhederne, som er et resultat af den øgede fokusering på området.
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har i 1999 taget initiativ til et projekt, Team for arbejdspladsfastholdelse -A-team, som blev etableret 1. maj 1999. A-teamet yder virksomhedsservice i et omfang, der rækker ud over de krav, der er indeholdt i den nye bestemmelse, hvilket er beskrevet i det følgende.
Team for arbejdspladsfastholdelse – A-team
Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Revacentret København foreløbig for perioden 1. maj 1999 til 31. december 2000. A-teamet støttes økonomisk af Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats.
Hensigten med A-teamet er at intensivere indsatsen omkring arbejdspladsfastholdelse samt imødekomme arbejdsgivernes og de faglige organisationers efterspørgsel efter en nemmere adgang til forvaltningen og en hurtigere beslutningsproces.
Målgruppen er bl. a. sygedagpengemodtagere i Københavns Kommune og arbejdsgivere i København og omegn, hvor københavnske dagpengemodtagere er beskæftigede.
En af A-teamets målsætninger er at være indgang til Københavns Kommune, således at behandling af en sag kan iværksættes på tværs af kommunen ved én henvendelse fra arbejdsgiveren.
A-teamet kan også medvirke til integration på arbejdsmarkedet, f. eks. ved at formidle kontakt fra arbejdsgivere til Københavns Jobformidling og medvirke til etablering af virksomhedsrevalidering.
A-teamet blev fra 1. maj 1999 finansieret via puljemidler fra Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats, puljemidler fra BETA og puljemidler fra K-34 projektet som en kommunal medfinansiering. Fra 1. maj 2000 finansieres projektet fuldt ud af Koordinationsudvalgets puljemidler.
A-teamets budget for 2000 udgør:
|
Indtægter |
Udgifter |
Øvrig drift |
750.000 |
|
Løn |
1.878.334 |
|
Puljemidler fra Koordinationsudvalget |
2.385.000 |
|
Puljemidler fra K 34 (1) |
121.667 |
|
Kommunal medfinansiering (1) |
121.667 |
|
Budget i alt |
2.628.334 |
2.628.334 |
- Beløbet er en teknisk indtægt, der dels består af afholdelsen af dele af lønnen vedr. K 34 koordination (kr. 15.000 pr. helår), dels af udlån af en medarbejder fra Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (kr. 340.000 kr. pr. helår).
De foreløbige tilkendegivelser om A-teamets arbejde fra virksomheder, faglige organisationer og sagsbehandlere i lokalcentrene og bydelenes socialcentre er ubetinget positive. A-teamets egen statusopgørelse udviser også (jf. senere) positive erfaringer med processen omkring arbejdet med arbejdspladsfastholdelse og mange opmuntrende konkrete resultater i enkeltsager.
Det er rimeligt allerede nu at betegne projektet som en succes.
Der er endnu ikke foretaget en ekstern evaluering af A-teamet, men projektet har selv gjort status fra projektets start 1. maj 1999 til 31. december 1999:
For så vidt angår enkeltsager har A-teamet samarbejdet med 142 ansatte:
- 63 arbejder på en offentlig arbejdsplads
- 79 arbejder på en privat arbejdsplads
- 112 er bosat i København.
- 30 bosat i en anden kommune
- 115 arbejder på en arbejdsplads i København
- 27 arbejder på en arbejdsplads udenfor København
- 69 var sygemeldte
- 73 var ikke sygemeldte på det tidspunkt, hvor kontakten blev etableret
76 af sagerne er afsluttet og resultaterne er illustreret i figur 1.
Figur 1:
Kilde: A-teamets statusopgørelse fra 1. maj 1999 – 31. december 1999
Udover enkeltsager har A-teamet et mere generelt samarbejde med 33 virksomheder fordelt på 17 offentlige og 16 private. Samarbejdet har bl. a. omfattet konsulentbistand til personalekontorer og oplæg i samarbejdsudvalg.
A-teamet har drøftelser om sociale partnerskaber med 10 arbejdspladser, hvor Post Danmark tegner sig for de 5. Konkret er der indgået en aftale med FDB.
Med hensyn til samarbejdet med Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens lokalcentre og bydelsrådenes socialcentre er samtlige kontorer besøgt. Blandt emnerne ved besøgene er:
- Hvad gør man konkret, når man samarbejder med en arbejdsplads?
- Virksomhedsrevalidering.
I bydelen Valby har A-teamet deltaget i tilrettelæggelsen af informationsmøder for sygemeldte og deltager nu på møderne.
Andre samarbejdspartnere er faglige organisationer, patientforeninger og det storkøbenhavnske netværk af virksomhedsledere, Netværk Storkøbenhavn.
Desuden har A-teamet synliggjort sig i forhold til artikler/information bl. a. Arbejdsmarkedspolitisk Agenda.
Det er forvaltningens opfattelse, at der er et meget betydeligt perspektiv i at fortsætte det udviklingsarbejde og det konkrete virksomhedsrettede arbejde, der udføres i A-teamet. Forvaltningen foreslår derfor, at opgaven med virksomhedsservice fortsat løses i A-teamets regi og som en bydækkende aktivitet, foreløbigt frem til udgangen af 2001.
Såfremt A-teamet skal kunne matche det forøgede pres fra virksomhederne er det nødvendigt med en udvidelse.
Opgavevaretagelsen i A-teamet rækker i dag ud over den lovgivningsmæssige forpligtelse, der er indeholdt i den nye bestemmelse om virksomhedsservice til private virksomheder, fordi A-teamet udover private virksomheder også servicerer og samarbejder med offentlige virksomheder og faglige organisationer m.fl.
Antallet af offentlige arbejdspladser i Københavns Kommune er betragteligt og udgjorde således 1. januar 1997 129.318 ud af i alt 307.820 arbejdspladser (kilde: Orientering fra Københavns Kommune, Statistisk Kontor, nr. 23 af 24. september 1998).
Det er forvaltningens opfattelse, at en udvidet service, som også tilbydes offentlige arbejdsgivere, er vigtig i kommunens indsats for at skabe et rummeligt arbejdsmarked og derfor bør opprioriteres.
I forhold til Koordinationsudvalgets bevilling har forvaltningen foreslået, at Koordinationsudvalget med halvdelen af dets oprindelige bevilling til A-teamet finansierer den indsats, der ligger ud over den lovgivningsmæssige forpligtelse, som kommunen økonomisk kompenseres for af staten.
Koordinationsudvalget har på sit møde d. 10. april 2000 tilsluttet sig dette og besluttet
- at anbefale forvaltningens forslag om en fortsat bydækkende, styrket service over for private og offentlige virksomheder vedrørende det rummelige arbejdsmarked
- at nedsætte bevillingen for 2000 til A-teamet fra 2.385.000 kr. til 1.192.500 kr.
- at bevilge A-teamet 1.192.500 kr. af puljemidlerne for 2001
- at genbehandle A-teamet, hvis forudsætningerne ændres ved den politiske behandling
Det skal tilføjes, at forvaltningen er opmærksom på de virksomhedsrettede initiativer, der varetages af Center for Aktivering og Beskæftigelse. A-teamet skal betragtes som et naturligt supplement hertil.
Staten kompenserer kommunerne for merudgifterne ved indførelse af virksomhedsservice for private virksomheder via satspuljen for 2000 i form af 45 mill. kr. og fremover via regulering af bloktilskuddet.
Københavns Kommune kan således forventes kompenseret med ca. 4,185 mill. kr. årligt.
Endvidere har Koordinationsudvalget reduceret bevillingen i 2000 til 1.192.500 kr. og har bevilget et tilsvarende beløb for 2001.
Budgettet for A-team vil i hvert af årene 2000 og 2001 være på ca. 5,4 mill. kr., heraf løn 4,2 mill. kr.
Koordinationsudvalget for den forebyggende arbejdsmarkedsindsats og Bydelsrådene er hørt. Notat af 2. maj 2000 med kommentarer til de enkelte høringssvar samt disse vedlægges som bilag.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
- Notat af 2. maj 2000 vedrørende forvaltningens kommentarer til de indkomne høringsskrivelser.
- Høringssvar fra Kongens Enghave Bydel, Indre Østerbro Bydel, Indre Nørrebro Bydel og Valby Bydel.
- Uddrag af Koordinationsudvalgets beslutningsprotokol fra mødet 10. april 2000.
- "Fastholdelse af medarbejdere ved sygdom – Virksomhedsservice fra Københavns Kommune". Pjece fra Koordinationsudvalget om A-teamet til 2.368 private virksomheder i Storkøbenhavn.
- "Medlemmerne i centrum – et tættere samarbejde mellem A-kasser, fagforbund og Københavns Kommune". Pjece fra Koordinationsudvalget om samarbejde, herunder via A-teamet, til 400 fagforeninger, A-kasser og nøglepersoner i København.
- "Fastholdelse af medarbejdere ved sygdom – service til offentlige arbejdspladser fra Københavns Kommune". Pjece fra Koordinationsudvalget om A-teamet til 1.125 offentlige arbejdspladser i København.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger