Mødedato: 17.05.2000, kl. 13:00

Høring vedrørende anvendelse af Den Brune Kødby (Bilag)

Høring vedrørende anvendelse af Den Brune Kødby (Bilag)

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 17. maj 2000

 

Sager til beslutning

3. Høring vedrørende anvendelse af Den Brune Kødby (Bilag)

FAU 279/2000 J.nr. 105/00

 

INDSTILLING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,

at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget tiltræder Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling, herunder at der ved fastlæggelse af arealanvendelsen i Den Brune Kødby reserveres areal til opførelse af en daginstitution med en placering umiddelbart vest for "DGI-hotellet" som vist i den af Arkitektgruppen København udarbejdede projektmappe (forslag A).

RESUME

Kultur- og Fritidsforvaltningen har tidligere fremsendt et høringsmateriale med forslag til fremtidig anvendelse af bebyggelsen i Den Brune Kødby. Forslaget indeholder ikke mulighed for etablering af daginstitutioner i bebyggelsen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har meddelt, at forvaltningen tager indholdet i materialet til efterretning men gør samtidig opmærksom på, at der specielt på Vesterbro fortsat er mangel på gode placeringsmuligheder for daginstitutioner.

På baggrund af dette høringssvar har der været afholdt møde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen og Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen med henblik på at undersøge mulighederne for etablering af en daginstitution (ca. 800 m2) og en musikskole (ca. 1.200 m2) i ny bebyggelse i området.

På foranledning af Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har Arkitektgruppen København udarbejdet skitsemateriale med forslag til placering af de to forvaltningers ønskede bebyggelser.

For Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens vedkommende foreslås der placeret en daginstitution som ny bebyggelse på arealet umiddelbart vest for "DGI-hotellet", enten i nord (forslag A) eller i syd (forslag B), jf. vedlagte projektmappe.

Forvaltningen anbefaler den nordlige placering som mest velegnet af miljømæssige årsager.

Kultur- og Fritidsudvalget vedtog på mødet den 11. maj 2000 ikke at tiltræde indstillingen om at åbne mulighed for etablering af en daginstitution i Den Brune Kødby samt at sende denne principielle beslutning til høring i blandt andet Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsforvaltningen har med følgebrev af 23. februar 2000 fremsendt et høringsmateriale med forslag til fremtidig anvendelse af bebyggelsen i Den Brune Kødby. Forslaget indeholder ikke mulighed for etablering af daginstitutioner i bebyggelsen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen meddelte i høringssvar af 22. marts 2000, at forvaltningen tager indholdet i materialet til efterretning men gør samtidig opmærksom på, at der specielt på Vesterbro fortsat er mangel på gode placeringsmuligheder for daginstitutioner.

Der blev på den baggrund afholdt møde mellem Kultur- og Fritidsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen samt Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen for at undersøge mulighederne for etablering af blandt andet en daginstitution på ca. 800 m2 i ny bebyggelse i området.

På mødet nævnte Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, at bydelen Vesterbro er prioriteret øverst i udbygningsplanen på daginstitutionsområdet. Uanset udfaldet af den igangværende sag om etablering af en daginstitution på Amerikavej ("Andersen & Martini") ønsker forvaltningen at etablere en daginstitution i Den Brune Kødby. Det indgår heri, at lokaliteten også er beliggende tæt på Indre By, som ligeledes er højt prioriteret i institutionsudbygningen.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen deltog efterfølgende i møde hos Center for Aktivering og Beskæftigelse for at drøfte etableringsmulighederne for blandt andet en daginstitution i Den Brune Kødby. Arkitektgruppen København havde efter anmodning fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen til mødet udarbejdet skitseforslag til placering af institutionen i ny bebyggelse i den sydlige del af Den Brune Kødby mod Ingerslevsgade og vest for DGI-byen.

Miljøkontrollen har oplyst, at der ikke foreligger oplysninger om jordforurening for området afgrænset af Staldgade, Øksnehallen, DGI-byen og Ingerslevsgade. Af materialet fremgår det, at den nordlige del af dette område har været anvendt til mindre belastende aktiviteter i forhold til arealerne mod Ingerslevsgade. Placering af en daginstitution vil derfor alt andet lige være mest hensigtsmæssig i dette område.

Området er omfattet af lokalplan nr. 262, der udlægger området til offentlige og sociale formål, herunder institutioner for børn og unge. Lokalplanen muliggør kun opførelse af ny bebyggelse inden for DGI-byens område. Kultur- og Fritidsforvaltningen oplyser, at der i givet fald skal meddeles dispensation fra lokalplanen eller ske en ændring af planen med tilhørende kommuneplantillæg.

I Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling til Kultur- og Fritidsudvalget indgår blandt andet, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens behov for daginstitution i Den Brune Kødby eventuelt tilgodeses i forbindelse med nybyggeri for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

Kultur- og Fritidsudvalget vedtog på mødet den 11. maj 2000 ikke at imødekomme ønsket om etablering af en daginstitution som indstillet samt at sende den principielle beslutning til høring i blandt andet Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget med frist for afgivelse af høringssvar den 25. maj 2000 kl. 10:00.

 

ØKONOMI

Kultur- og Fritidsforvaltningen forudsætter, at etablering af de nævnte aktiviteter i Den Brune Kødby financieres af budgetmidlerne.

Indstilling om byggeprojekt vil i givet fald senere blive forelagt for udvalget.

 

HØRING

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

BILAG

  • Kultur- og Fritidsforvaltningens indstilling med bilag til mødet den 11. maj 2000.
  • Kultur- og Fritidsudvalgets beslutningsprotokol fra mødet den 11. maj 2000.
  • Høringsskrivelse af 11. maj 2000 fra Borgmester H. Thustrup Hansen bilagt notat af 11. maj 2000 fra Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen.

 

Grethe Munk

/

Sven Bjerre

 

Til top