Ansøgning om trafikdæmpende foranstaltninger i grundejerforeningen Valby og Omegns grundejerforening (Bilag)
Ansøgning om trafikdæmpende foranstaltninger i grundejerforeningen Valby og Omegns grundejerforening (Bilag)
Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 17. marts 2004
17. Ansøgning om trafikdæmpende foranstaltninger i grundejerforeningen Valby og Omegns grundejerforening (Bilag)
FAU 165/2004 J.nr. 165/2004
INDSTILLING
Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen indstiller,
at Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget godkender, at der gives afslag til grundejerforeningen Valby og Omegns Byggeforening på deres ansøgning om tilskud til trafikdæmpende foranstaltninger.
RESUME
Daginstitutionen Spindegården, Traps Alle´ 15, Valby er beliggende indenfor et område, der er omfattet af grundejerforeningen Valby og Omegns Byggeforening. Grundejerforeningen har ansøgt om tilskud til dækning af udgifter til trafikdæmpende foranstaltninger. Det foreslås, at der gives afslag på ansøgningen, idet det nye projekt, der ansøges om midler til, er dyrere end det oprindelige projekt, som Valby Bydel og efterfølgende Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indvilget i at give støtte til. Forudsætningen for at yde støtte er desuden bortfaldet, idet det var forudsat, at byggesagen skulle kunne bære udgiften og det var forudsat, at der ikke ville blive givet tilsagn om støtte fra Bygge- og Teknikforvaltningen.
SAGSBESKRIVELSE
Borgerrepræsentationen tiltrådte den 31. maj 2001 (BR 215/01) kapitalbevilling til køb og ombygning af ejendommen Traps Alle´ 15 til brug for indretning til 3 vuggestue- og 3 børnehavegrupper. 22 børnehavebørn kører dagligt i bus til en skovbørnehave i Skodsborg. Institutionen er efterfølgende opnormeret med 6 vuggestuebørn (FAU 338/2003), hvilket skete for at udnytte ledig kapacitet i bygningen. Institutionen har nu været i drift i 2 år.
Grundejerforeningen har ved skrivelse af 5. januar 2003 ansøgt om støtte til dækning af udgifter ved etablering af bump i kvarteret omkring institutionen. Foreningen har i hele perioden givet udtryk for at institutionen udgør en væsentlig trafikbelastning i lokalområdet. Grundejerforeningen nævner nu også en række andre belastningfaktorer i sin ansøgning, bl.a. besøgende til kirken og kørsel til og fra et VVS-firma og der søges derfor om 200.000 kr. til medfinansiering af 10 bump. Den samlede udgift er 600.000 kr., hvoraf grundejerforeningen selv finansierer halvdelen. Der er fra Københavns Kommunes Byudviklingsfond givet tilsagn om 100.000 kr. til etableringen.
Ansøgningen skal ses på baggrund af at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen ved et møde den 13. maj 2002 med grundejerforeningen har tilkendegivet, eventuelt at ville dække halvdelen af udgiften til 10 bump, ca. 50.000 kr. Dette tilsagn er givet fordi grundejerforeningen oprindeligt havde fået tilsagn fra Valby Bydel, der på det tidspunkt var vejmyndighed. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens tilsagn var betinget af, at Bygge- og Teknikforvaltningen, der nu er vejmyndighed, ikke kunne bidrage økonomisk.
Det oplyses i ansøgningen fra grundejerforeningen, at der fra Byudviklingspuljen, der administreres af Bygge- og Teknikforvaltningen, som er vejmyndighed nu, er givet tilsagn om støtte på ialt 100.000 kr. til projektet. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens tilsagn må derfor anses for bortfaldet.
Det foreslås, at der gives afslag på ansøgningen, idet det nye projekt, der ansøges om midler til, er dyrere end det oprindelige projekt, som Valby Bydel og efterfølgende Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har indvilget i at give støtte til. Forudsætningen for at yde støtte er desuden bortfaldet, idet det var forudsat, at byggesagen skulle kunne bære udgiften og det var forudsat, at der ikke ville blive givet tilsagn om støtte i Bygge- og Teknikforvaltningen. Udgifterne kan ikke afholdes over byggesagen, idet byggeriet er blevet lidt dyrere end oprindeligt anslået.
Det foreslås, at vedlagte borgmesterbrev afsendes til grundejerforeningen og at kopi af brevet samt kopi af grundejerforeningens skrivelse sendes til orientering til Bygge- og Teknikforvaltningen.
ØKONOMI
Ingen.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
- Skrivelse af 5. januar 2004 fra grundejerforeningen V.O.B.
- Forslag til borgmesterbrev.
Grethe Munk
/
Torben Brøgger